Mødedato: 04.06.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

2. sag om bevillingsmæssige ændringer 2025

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal med denne sag tage stilling til budgetmæssige flytninger (bevillingsmæssige ændringer), så budgettet ligger på de rigtige konti i forhold til det politisk besluttede budget og efterfølgende administrativt besluttede mere detaljerede ændringer. Flytningerne er således af teknisk karakter.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at de tekniske bevillingsmæssige ændringer på udvalgets område mellem bevillingsområder og udvalg samt korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget vedr. eksternt finansierede projekter indgår i den samlede sag til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om bevillingsmæssige ændringer.

Problemstilling

Socialudvalgets budget er opdelt i fem bevillingsområder på serviceområdet:

  • Børnefamilier med særlige behov
  • Udsatte voksne
  • Hjemmepleje
  • Borgere med handicap
  • Tværgående opgaver og administration

Hertil kommer én bevilling på hhv. styringsområderne anlæg og overførsler.

Det er flytning af budget mellem disse områder eller mellem forvaltninger, som medtages i denne sag, da sådanne flytninger skal godkendes af udvalgene, jf. kommunens bevillingsregler.

Korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget til eksternt finansierede projekter foretages ligeledes i denne sag. Et eksternt finansieret projekt er finansieret af midler, som ikke kommer fra Københavns Kommune. Det kan være midler fra ministerier og private aktører. Sager, hvor kommunen tildeles eksterne midler, behandles gennem sagen om bevillingsmæssige ændringer og forelægges kun til særskilt godkendelse i Socialudvalget, såfremt en given sag er forbundet med økonomisk risiko, har beløbsmæssig størrelse på 1 mio. kr. eller over, indeholder kommunal medfinansiering, eller projektet vurderes at have politisk bevågenhed.

Derudover indeholder sagen tekniske korrektioner og mindre tilpasninger til budgettet, som typisk udspringer af ændringer i organisationen, ændringer i ansvarsfordeling både inden for og mellem udvalg, fejlrettelser eller modtagelse af eksterne midler.

Budgetomplaceringerne kan både have effekt startende i 2025 og enten være i en begrænset årrække eller være varige.

Implementeringen af TV13 (2025) Administrative effektiviseringer og ny organisering i Socialforvaltningen samt en ny organisering i Socialforvaltningen har gjort, at en del af budgettet er placeret på forkerte bevillingsområder i forhold til, hvor opgaven skal løses fremadrettet.  

Løsning

Socialforvaltningen indstiller, at der via denne sag bliver foretaget budgetændringer af både midlertidig og permanent varighed, som udgøres af:

  • 68 budgetændringer inden for eget udvalg som følge af TV13 (2025) Administrative effektiviseringer og ny organisering i Socialforvaltningen 
  • 12 budgetændringer mellem udvalg
  • 1 budgetændringer vedrørende eksternt finansierede projekter

Det bemærkes, at Socialforvaltningen som en del af denne sag modtager en indtægtsbevilling til Særligt dyre enkeltsager på 47 mio. kr. som følge af opdaterede forudsætninger i budgetmodellen. Tillægsbevillingen er indeholdt i regnskabsprognose pr. maj, hvor området udviser balance.  

Af bilag 1 til indstillingen fremgår specificering af alle ovennævnte budgetændringerne via 3 tabeller:

  • Tabel 1: Omplaceringer indenfor eget udvalg
  • Tabel 2: Omplaceringer mellem udvalg
  • Tabel 3: Oversigt over ændringer i indtægts- og udgiftsbudget vedrørende eksternt finansierede projekter
  • Tabel 4: Oversigt over ændringer pr. bevillingsområde

Økonomi

Er beskrevet i sagen.

Politisk handlerum

Bevillingsændringer i denne sag er af teknisk karakter, der har til formål at sikre, at budgettet ligger på de rigtige konti i forhold til det politisk besluttede budget og efterfølgende administrativt besluttede mere detaljerede ændringer.

Socialudvalget kan afvise de foreslåede budgetkorrektioner. Budgetkorrektioner, der ikke godkendes, vil udgå fra Økonomiforvaltningens samlede sag og dermed ikke blive indarbejdet i budgettet. Konsekvensen heraf vil afhænge af typen af budgetkorrektion, der ikke godkendes.

Videre proces

Økonomiforvaltningen forelægger en samlet sag, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer, herunder sammenlægning af bevillinger, fremgår. Denne sag behandles af Økonomiudvalget d. 17. juni 2025 og af Borgerrepræsentationen d. 26. juni 2025. Når ændringerne er godkendt af Borgerrepræsentationen, indarbejdes de i Socialudvalgets aktuelle budget.

 

Katrine Ring

/ Anders Johannes Kristensen

 

 


Beslutning

Sagen blev godkendt sammen med dagsordenen. 
Til top