Mødedato: 03.06.2026, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Medlemsforslag om henvendelse til KL om indsatser mod økonomisk kriminalitet på sociale tilbud

Se alle bilag

Resumé

Borgerrepræsentationen modtager med denne sag en henvendelse til Kommunernes Landsforening (KL) som led i håndtering af medlemsforslag om henvendelse til KL om indsatser mod økonomisk kriminalitet på sociale botilbud.   

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender henvendelsen til KL (bilag 1).
  2. at Borgerrepræsentationen godkender, at medlemsforslaget stillet af Det Konservative Folkeparti på Borgerrepræsentationens møde den 26. marts 2026 om at udarbejde en henvendelse til KL om bedre styringsmuligheder for at styrke indsatsen mod økonomisk kriminalitet på det specialiserede socialområde (bilag 2) hermed er håndteret.  

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 26. marts 2026 medlemsforslag om henvendelse til KL om indsatser mod økonomisk kriminalitet på sociale botilbud. Medlemsforslaget blev stillet af Det Konservative Folkeparti.

Med medlemsforslaget blev Socialforvaltningen pålagt at udarbejde en henvendelse til KL forud for den politiske forhandling om den kommende rammeaftale på det specialiserede socialområde. I dialog med forslagsstilleren er det blevet præciseret, at der er tale om de kommende forhandlinger mellem regeringen og KL om økonomiaftalen for 2027. Beslutningen skete på baggrund af, at der særligt inden for de sidste år er kommet mediebevågenhed om sager, hvor der er afdækket økonomisk uigennemsigtighed og misbrug af offentlige midler i nogle private botilbud og sociale tilbud. Samtidig er det afgørende, at kommunerne handler i fællesskab og efter en fælles praksis, inden for de rammer, der allerede eksisterer. 

I forbindelse med budgetforhandlingerne for Socialforvaltningen 2026 blev der, jf. budgetnotat SO85, afsat midler til en styrket kontrol med de private botilbuds kvalitet og økonomiske forhold. På baggrund af en juridisk afdækning af handlemulighederne besluttede Socialudvalget den 18. marts 2026, at Socialforvaltningen etablerer en observationsliste over leverandører af sociale tilbud.

Observationslisten udgør et centralt, administrativt redskab, som muliggør en systematisk og risikobaseret indsats for at forebygge og imødegå økonomisk kriminalitet, manglende kvalitet eller andre overtrædelser af gældende lovgivning. Placeringen af leverandører på listen sker på baggrund af en risikovurdering, der bygger på oplysninger fra Hvidvasksekretariatet samt åbne kilder.

Formålet med observationslisten er at sikre, at visitationsbeslutninger træffes på oplyst et grundlag som muligt, og at Socialforvaltningen har mulighed for at reagere rettidigt og målrettet på forhold, der kan indikere forhøjet risiko. Samtidig styrkes kontrolindsatsen gennem en systematiseret praksis for underretning af relevante myndigheder, herunder Hvidvasksekretariatet og Socialtilsynet, ved konstatering af forhold, der kræver særlig opmærksomhed.

Løsning

Borgerrepræsentationen ønsker, at KL i forhandlingerne om den kommende økonomiaftale mellem regeringen og KL skal arbejde for bedre styringsmuligheder på socialområdet med udgangspunkt i fælles principper for større økonomisk gennemsigtighed, ansvarlig anvendelse af offentlige midler i private botilbud og andre private sociale tilbud samt en fælles praksis for at håndtering af tilbud, hvor der er alvorlige tilsynssager eller politiefterforskning for misbrug af offentlige midler eller anden økonomisk kriminalitet.

Socialforvaltningen har som led i håndteringen af medlemsforslaget udarbejdet en henvendelse til KL (bilag 1). Af henvendelsen fremgår, at Københavns Kommune opfordrer KL til at arbejde for:  

 Bedre styringsmuligheder på socialområdet gennem fælles principper for øget økonomisk gennemsigtighed og styrket adgang til relevante oplysninger om tilbuddenes økonomi, drift, medarbejderforhold og organisering, herunder en mere retvisende og dækkende registrering på Tilbudsportalen.

 Sikre ansvarlig anvendelse af offentlige midler i private botilbud og andre private sociale tilbud, således at offentlige midler går til at støtte borgerne.

 Fælles praksis for håndtering af tilbud, hvor der er alvorlige tilsynssager eller politiefterforskning for misbrug af offentlige midler eller anden økonomisk kriminalitet. 

Derudover fremgår det af henvendelsen, at der bør overvejes en fælles praksis for håndtering af tilbud med alvorlige tilsynssager eller mistanke om økonomisk kriminalitet.

Økonomi

Indstillingen er ikke forbundet med økonomiske overvejelser.

Videre proces

Såfremt Socialudvalget anbefaler sagen, sendes sagen videre til behandling i Økonomiudvalget den 16. juni 2026 og Borgerrepræsentationen den 25. juni 2026. Hvis sagen godkendes af Borgerrepræsentationen, sender Socialforvaltningen henvendelsen til KL.

 

 

 

Katrine Ring

/ Anders Johannes Kristensen


 

Til top