Mødedato: 03.04.2019, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Afrapportering på Socialudvalgets studietur

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget valgte den 18. april 2018 Helsinki og Stockholm som destinationer for studieturen, som blev afholdt d. 3. – 7. februar 2019. I denne sag skal Socialudvalget drøfte udbytte, erfaring og afvikling af studieturen, samt tage afrapportering og regnskab fra studieturen til efterretning.
Socialforvaltningen arbejder videre med bestillinger afgivet på studieturen og i forbindelse med drøftelsen. 

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager afrapportering fra studietur i februar 2019 til efterretning jf. bilag 1

  2. at Socialudvalget drøfter udbytte, erfaring og afvikling af studieturen

  3. at Socialudvalget tager regnskab fra studieturen til efterretning jf. bilag 2.

Problemstilling

Socialudvalget var på studietur i perioden den 3. til 7. februar 2019. Studieturen omfattede besøg i Helsinki og Stockholm.
Formålet med studieturen var at tilvejebringe ny viden med henblik på at videreudvikle de sociale indsatser i Københavns Kommune. Socialforvaltningens indsatser skal løbende udvikles, sådan at borgernes udvikling kan understøttes bedst muligt.

Studieturens temaer var:

  • Hjemløshed

  • Rehabilitering i psykiatrien

  • Helhedsorienterede og programbaserede sociale indsatser over for børn og unge

     

Studieturen omfattede:

  • Besøg med drøftelse hos Hietaniemenkatu Service Centre om hjemløse.

  • Møde med Helsingfors Stad om tværfaglig overvågningstjeneste, der leverer intensiv psykiatrisk ambulant pleje.

  • Besøg med drøftelse hos Helsingfors Stads familiecenter, hvor alle ydelser til børn og familier er samlet under samme tag, for at sikre nødvendig støtte til familier.

  • Oplæg fra Social- og Sundhedsministeriet i Finland med drøftelse af åben dialog og rehabilitering, herunder finske erfaringer og nyeste tiltag inden for psykisk sundhed og recovery.

  • Besøg med drøftelse hos Kasvun Tuki om udbredelse af viden om metoder i indsatsen med at fremme psykologiske og sociale forhold hos børn, unge og familier.

  • Besøg med drøftelse hos Vanda Kommune om Multidimensional Family Therapy, der er en programbaseret indsats for udsatte børn og unge.

  • Besøg hos Fryshuset med drøftelse af ungdomskriminalitet og Fryshusets øvrige aktiviteter.

  • Besøg hos Framtid Stockholm med drøftelse af indsatser, der ikke kræver f.eks. døgnindskrivning på institutioner.

  • Besøg hos Skolfam med drøftelse om anbragte børns skolegang.

  • Besøg med drøftelse hos Framtid Stockholm om Multisystemisk Terapi; en netværksindsats mod ungdomskriminalitet.

Løsning

Socialudvalget forelægges her afrapportering fra Socialudvalgets studietur i februar 2019. Rapporten er bygget op med udgangspunkt i de gennemførte besøg og drøftelser (se bilag 1).

I forhold til de enkelte temaer, har Socialforvaltningen noteret sig følgende til det videre arbejde:

Hjemløshed

HousingFirst har været den største årsag til, at antallet af hjemløse i Finland er faldet. Rene lokaler og velsoignerede brugere bevidner, at omgivelser og hygiejne betyder noget. I hovedtræk har Finland samme udfordringer som i Danmark, f.eks. et stigende antal unge hjemløse, mangel på billige boliger grundet stigende huslejer og ventelister, samt opgaveglidning fra psykiatrien.

Rehabilitering i psykiatrien

ACT-teams er en ressourcekrævende indsats, men kan hindre gentagne indlæggelser af borgere med alvorlige psykiske lidelser.

Helhedsorienterede og programbaserede sociale indsatser over for børn og unge

Både Helsinki og Stockholm har positive erfaringer med familiebehandling og indsatser, der investerer i børns hverdags- og skoleliv, f.eks. Let’s talk about children, og arbejder som i Danmark meget struktureret med at forebygge anbringelser.

Særligt i forhold til at sikre anbragte børns skolegang opleves meget gode resultater.

Generelt

Generelt påpeger Helsinki og Stockholm, at borgernes mulighed for selvbestemmelse er vigtig, at indsatser skal skabe værdi for borgerne samt, at komplekse problemstillinger kræver tværfagligt samarbejde.

Evaluering af indsatser er en forudsætning for at træffe beslutninger om hvilken type indsatser, man skal prioritere.

Regnskab for studieturen

Socialforvaltningen bemærker, at regnskabet viser, at forbruget på studieturen ligger cirka 56.000 kr. under budgettet for studieturen.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialforvaltningen er påbegyndt udarbejdelse af budgetnotater, notater og besvarelse af spørgsmål på baggrund af studieturen. Udvalget vil blive forelagt disse løbende.

På baggrund af Socialudvalgets drøftelse vil Socialforvaltningen følge op på øvrige spørgsmål og ønsker.

 

Nina Eg Hansen

                                       / Emil Dyred

Beslutning

Sekretariatschef Emil Dyred og kontorchef Lise Stidsen Vandahl deltog under punktets behandling.

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

Indstillingens 2. at-punkt blev drøftet.

Indstillingens 3. at-punkt blev taget til efterretning.

Til top