Mødedato: 02.05.2007, kl. 15:00

Løsning af problemer i Gaderummet

Løsning af problemer i Gaderummet

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 2. maj 2007

 

 

7.      Løsning af problemer i Gaderummet

 

SUD 174/2007  J.nr. 174/2007

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Socialudvalget drøftede på sit møde 25. april 2007 forvaltningens indstilling om initiativer til løsning af opståede problemer i Gaderummet. Drøftelsen i udvalget udmundede i et ønske fra udvalget om en ny indstilling fra forvaltningen. Denne fremlægges hermed.

 

Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.  At Socialudvalget tilbagekalder Københavns Kommune godkendelse af Gaderummet under henvisning til, at Gaderummet ikke længere opfylder de heri opstillede betingelser,

2.  at Socialudvalget på den baggrund træffer beslutning om at stoppe udbetalingen af tilskud til Gaderummet, således at det tilskud, som er udbetalt til Gaderummet ultimo april er det sidste tilskud, der udbetales til Gaderummet,

3.  at Socialudvalget beslutter, at det nuværende tilskud til Gaderummet fremadrettet anvendes til drift af et nyt tilbud med samme målgruppe, drevet efter alternative pædagogiske principper og at det nye tilbud organiseres som en selvejende institution,

4.  at Socialudvalget bemyndiger forvaltningen til at indlede drøftelser med en række almennyttige organisationer med erfaring med den omhandlede målgruppe med henblik på at indgå aftale om, at en af disse organisationer vil og kan drive et nyt Gaderummet som en selvejende institution med den pågældende organisation som overordnet organisation,

5.  at Socialudvalget bemyndiger forvaltningen til ud af tilskuddet at afholde udgifter til dækning af Gaderummets nuværende medarbejderes løn svarende til de opsigelsesperioder, som de pågældende har ifølge funktionærloven/respektive overenskomster,

6.  at Socialudvalget bemyndiger forvaltningen til at arbejde for, at et nyt tilbud etableres i de nuværende lokaler i Rådmandsgade 60, og at forvaltningen indtil der er fundet en fremadrettet løsning under alle omstændigheder overtager betalingen af huslejen, i givet fald - med Socialministeriets indforståelse - ud af det af Socialministeriet bevilgede tilskud og

7.  at forvaltningen udarbejder en beredskabsplan for, hvordan de nuværende brugere af Gaderummet kan tilbydes den relevante hjælp.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 2. maj 2007

Koordinator Eva Stokbro Jensen deltog under punktet.

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Problemstilling

Der kan konstateres, at Gaderummet ikke har efterlevet de 6 påbud, som er indeholdt i forvaltningens tilsynsrapport. Gaderummet har endvidere i et brev af 18. april 2007 til Socialforvaltningen som svar på Hvidovre Hospitals henvendelse om samarbejdsproblemer, rettet angreb mod overlæge Henrik Rindom. Dette bestyrker forvaltningen i, at Gaderummet med den nuværende ledelse ikke vil være i stand til at etablere et godt samarbejde med behandlingspsykiatrien (se bilag 1).

Herudover skal der peges på de opståede kaotiske ledelsesmæssige forhold i Gaderummet, hvor Gaderummets leder reelt har tiltaget sig en enerådende magt, og hvor bestyrelsen for fonden Gaderummet er sat ud af spillet.

I betragtning af, at Gaderummet har kontakt til en gruppe af skrøbelige unge, hvoraf mange har psykiske problemer, er det efter forvaltningens vurdering ikke forsvarligt, hvad der i dag foregår i Gaderummet.

Det er baggrunden for, at forvaltningen hermed fremlægger en løsning, der indebærer, at Gaderummet ophører som projekt med støtte fra Socialministeriet, og at opgaven med at yde hjælp og støtte til de pågældende unge overtages af et nyt tilbud for samme målgruppe, organiseret i tilknytning til en af de almennyttige organisationer, der har erfaring med målgruppen.

 

Løsning

Der er efter forvaltningens vurdering fortsat et behov i Københavns Kommune for et tilbud, der som det nuværende Gaderummet retter sig mod en gruppe af unge, som har behov for støtte til at komme videre med deres liv, men som har vanskeligt ved at finde sig til rette i de eksisterende kommunale og øvrige eksisterende tilbud for målgruppen.

Der vil være en forudsætning for at imødekomme denne gruppes behov, at der fra tilbuddets side udvises rummelighed og åbenhed over for alternative pædagogiske tilgange til de unge. Det er i den forbindelse naturligvis en forudsætning, at landets love og elementære ledelsesmæssige og driftsmæssige krav overholdes, ligesom det også er vigtigt, at tilbuddet understøtter den psykiatriske behandling for de unge, der har behov for det. Socialforvaltningen har været i dialog med Socialministeriet, der forventes at ville fortsætte den økonomiske støtte, hvis der etableres et nyt alternativt tilbud til målgruppen som en selvejende institution (se bilag 2).

Opgaven med at drive et nyt tilbud efter ovennævnte principper forudsættes overladt til en af de almennyttige organisationer, som har erfaring med målgruppen. Tilbuddet etableres som en selvejende institution med selvstændig bestyrelse, men organisatorisk tilknyttet den pågældende almennyttige organisation. Tilbuddet finansieres ved, at Socialministeriets årlige tilskud på 3,9 mill. kr. til det nuværende Gaderummet overføres til det nye tilbud. Der indgås en aftale mellem forvaltningen og den pågældende organisation om løsningen af opgaven.

 

Det forudsættes, at det nye tilbud kan indrettes i Gaderummets nuværende lokaler i Rådmandsgade 60. Det kan i den forbindelse oplyses, at Københavns Kommune i forbindelse med indgåelsen af lejemålet i Rådmandsgade 60 påtog sig en række forpligtigelser, som fremgår af den politiske indstilling ifm. lejemålets indgåelse (FAU den 3. november 2004 (lukket dagsorden) og i BR den 9. december 2004 (lukket dagsorden).

 

Det betyder, at Københavns Kommune har en pligt til at indtræde i aftalen frem til 30. september 2009, og i perioden frem til 30. september 2014 har Københavns Kommune en ret til at indtræde i aftalen. Den årlige leje udgør ca. 0,8 mill. kr. Der knytter sig en række uafklarede juridiske spørgsmål til, hvilke betingelser, som skal være opfyldt for at Københavns Kommune kan indtræde i lejemålet vedr. Rådmandsgade 60, og under hvilke betingelser kommunen kan overlade lokalerne til et nyt tilbud. Der skal derfor under alle omstændigheder indledes forhandling dels med bestyrel sen for fonden Gaderummet, dels med udlejer, med henblik på afklaring af disse spørgsmål.  

 

Derudover vil Københavns Kommune have en række forpligtigelser med henblik på finansiering af opsigelsesperioden for de ansatte i Gaderummet.

 

Forvaltningen vil hurtigst muligt udarbejde en detaljeret beredskabsplan for løsningen af de mange problemstillinger, som må forventes at opstå i den kommende tid, herunder primært, at de nuværende brugere tilbydes den relevante hjælp.

 

Økonomi

Det forudsættes, at udgifterne til etableringen af den løsning, som forvaltningen foreslår, vil kunne afholdes inden for de midler, som Socialministeriet fremover stiller til rådighed til løsningen af den opgave, som i dag varetages af Gaderummet.   

 

Videre proces

Forvaltningen melder tilbage til Socialudvalget om status for de igangsatte initiativer inden for en tidsramme på en måned. 

 

Bilag

1.      Gaderummets brev af 18/4 2007 til Socialforvaltningen om Gaderummets samarbejde med Hvidovre Hospital v/Henrik Rindom.

2.      Forvaltningens brev til Socialministeriet af 27.04.07 vedr. fortsat tilskud.

3.      Socialministeriets svar af 30. april 2007.

 

 

 

         Anette Laigaard

                                                         /Sven Bjerre


 

Til top