Høring om placering og udformning af statue for indstiftelsen af kvindernes internationale kampdag
Rådet for Visuel Kunst skal drøfte placering og udformning af statue for indstiftelsen af kvindernes internationale kampdag med henblik på at afgive høringssvar til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Rådet for Visuel Kunst afgiver høringssvar vedrørende placering og udformning af statue for indstiftelsen af kvindernes internationale kampdag
- at Rådet for Visuel Kunst drøfter den kunstfaglige rådgivers anbefalinger til proces for open call og skitsekonkurrence til statue for indstiftelsen af kvindernes internationale kampdag
Problemstilling
Kultur- Fritids- og Borgerserviceudvalget besluttede på møde den 24. april 2026, at der i 2026 skal afholdes et open call og skitsekonkurrence vedrørende opsætning af statue for indstiftelsen af Kvindernes Internationale Kampdag og at der efterfølgende opsættes en skulptur ved Nørrebro Runddel (bilag 1).
Udvalget besluttede også, at forslaget til udformning og placering sendes i høring i Rådet for Visuel Kunst.
Rådet for Visuel Kunst bedes drøfte, hvilke placeringer ved Nørrebro runddel, der har kunstnerisk potentiale i forbindelse med en statue for indstiftelsen af kvindernes internationale kampdag samt udformningen af statuen.
Løsning
Kultur- Fritids- og Borgerserviceforvaltningen har været i kontakt med Klima- Miljø- og Teknikforvaltningen om hvilke krav der vil være for placering af et kunstværk. Såfremt Rådet vurderer, at kunstværket bedst placeres på et af de fire hjørner i lyskrydset, skal der ved udformningen af værket tages hensyn til, at de trafikale forhold ikke skal ændres. Rådet kan alternativt drøfte om værket kan placeres inde på metrostationen. Her skal der bl.a. tages hensyn til 'negativzoner', hvor der ikke må placeres noget byrumsinventar. Negativzonerne fremgår af bilag 2, som er et kort over Nørrebro runddel.
Kultur- Fritids- og Borgerserviceforvaltningen har i forbindelse med open call og skitseprojektet engageret en kunstfaglig rådgiver. Rådgiveren har givet forvaltningen nogle anbefalinger, som rådet bedes drøfte.
Der anbefales:
- at statuen fremover kaldes for et kunstværk frem for statue, da statue viser tilbage til en mere traditionel og klassisk måde at arbejde i offentlige rum på
- open call og skitsekonkurrencen giver mulighed for, at kunstværket ikke kun omfatter et stationært værk, men også et performativt element
- at open call og skitsepræsentation kommunikeres, så der fra begyndelsen skabes en samtale om det kommende kunstværk.
Forvaltningen vurderer, at anbefalingerne opfylder Københavns Kommunes mål beskrevet i kunststrategien, Kunst i København (bilag 3). Målsætningerne omhandler:
- at kunst engagerer offentligheden
- at kunst der portrætterer historiske figurer og begivenheder, har lag der skaber refleksion og samtale i dag
Anbefalingerne vurderes også at opfylde Rådet for Visuel Kunsts vision om at kunst stimulerer, aktiverer og præger offentlige miljøer, som er beskrevet i kunststrategien.
Videre proces
Når Rådet for Visuel Kunst har godkendt høringssvaret, bringer Kultur- Fritids- og Borgerserviceforvaltningen det ind i arbejdet om Open Call og skitsekonkurrence for statuen.
Rådet for Visuel Kunst vil også blive hørt i forbindelse med bedømmelse af skitseprojekterne.