Mødedato: 19.02.2015, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Høring: Projekt tryghedsløft

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
  1. at Lokaludvalget bemyndiger ad-hoc gruppen til at udarbejde høringssvar i uge 9.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har besluttet at afsætte 3 mio. kr. i både 2015 og 2017 til at igangsætte en række fysiske forbedringer af byens rum, der øger trygheden. Der er allerede udpeget 30 steder i samarbejde med bl.a. lokaludvalgene og derved disponeret 1,5 mio. kr. af midlerne for 2015. Der resterer således 1,5 mio. kr. i 2015 samt 3 mio. kr. i 2017, som skal anvendes til mindre, fysiske investeringer, der giver et tryghedsløft. Københavnerne og lokaludvalgene skal være med til at udpege de steder, der skal have et tryghedsløft.

Hvert tryghedsløft må max. koste 50.000 kr. (udgifterne til et projekt vurderes efterfølgende af Teknik- og Miljøforvaltningen). Der skal være tale om mindre, fysiske investeringer, der bidrager til at øge trygheden, fx: fjernelse af beplantning, begrønning (fx plantning af græs og blomster for at tilskynde til øget brug af de offentlige rum), mere belysning (fx opsætning af enkelte lysspots) samt etablering af bedre tilgængelighed (fx omlægning af trampestier til reelle stier med slotsgrus).

Høringsperiode: 13.02.15 til 27.02.15

Lokaludvalget har nedsat en ad-hoc gruppe bestående af Lars Christiansen, Niels Clemmesen og Sven Knudsen, der har stået for udarbejdelsen af borgerinddragelsesprocessen. Ad hoc gruppen valgte at lægge særlig vægt på målgruppen unge (i fritidsklub-alderen), hvorfor en primær del af borgerinddragelsen har rettet sig mod fritidshjem og -klubber.

Borgerinddragelsen og indsamlingen af materiale om utrygge steder på Nørrebro er stadig i gang, og afsluttes først den 23. februar. 

Inddragelsen har bestået af:
- Kampagne på sociale medier #speakupnørrebro (facebook og instagram).
Delt på: Jeg Bor På Nørrebro, Nørrebro Lokaludvalg, Blågården, Københavns Kommune og Områdefornyelse Indre Nørrebro.
I alt 557 likes, 107 kommentarer, 28 delinger (pr. 17. februar).

- Mails til alle fritidshjem og fritidsklubber i bydelen og telefonkontakt

- Mails til 3 kulturhuse inkl. biblioteker

- Mails til 6 boligsociale helhedsplaner og møde med Områdefornyelse Nørrebro

- 500 personligt uddelte postkort med porto betalt (antal retur opdateres):
Nørrebrohallen, Kingoskirken, Sundhedshuset i Mimersgade, Støberiet, Blågården Bibliotek, VerdensKulturCentret, Hothers Plads Helhedsplan, Os Fra Mimersgadekvarteret, Vores Kvarter Aldersrogade, Det Gode Naboskab, Områdefornyelse Nørrebro, Osramhuset, Feriecamp, Ungdomsklubben Fun i Baldersgade, RCYN, Samuelgården, Rabalder Fritidshjem, Sjællandsgade Fritidshjem og -klub, Murergården, Kvisten, Universet fritidshjem og klub, 18+ i Rådmandsgade, Kaffeplantagen Skt. Hans Torv, Caféen Røde Rose, Caféen Skjolds Plads og Jobcenteret i Baldersgade 

 


Løsning

Lokaludvalget bemyndiger ad-hoc gruppen til at udarbejde høringssvar i uge 9.

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede ad-hoc gruppen til at udarbejde høringssvar i uge 9.
Til top