Mødedato: 12.12.2012, kl. 17:30
Mødested: Lundtoftegade 87

Høring: Omstrukturering af læseklasserækker

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget drøfter og godkender KIBUI arbejdsgruppens udkast til høringssvar vedr. høring om "Omstrukturering af læseklasserækker".

Problemstilling

Elever med massive og vedholdende læse-/skrivevanskeligheder tilbydes undervisning i specialklasserækker. Børne- og ungeforvaltningen vurderer fortsat, at læseklasserækkerne skal tilbydes som et specialiseret undervisningstilbud til de elever, som kan få gavn heraf. Den tilgang understøttes af en tidligere rapport om Evaluering af læseklasserækkerne i Københavns Kommune, som blev udarbejdet af konsulentfirmaet HR7. På baggrund af deres anbefalinger, som fortsat er aktuelle foreslår forvaltningen en omstrukturering af læseklasserækkerne. Konkret foreslår forvaltningen, at læseklasserækken på Lergravsparkens Skole flyttes til Blågård Skole med udgangspunkt i ønsket om etablering af et større fagligt og trivselsmæssigt miljø for målgruppen samt som følge af beslutningen om udbygning af Lergravsparkens Skole, jf. budget 2013.   Børne- og Ungdomsudvalget har på sit møde d. 21. november 2012 behandlet indstilling om omstrukturering af læseklasserækker og besluttet at sende indstillingen i høring. Herefter sammenfattes høringssvarene og indstillingen forventes behandlet endeligt i BUU d. 27.02.2013.

Høringsfrist 12.01.12

Arbejdsgruppen udkast til høringssvar:
Nørrebro Lokaludvalg er vidende om, at nuværende læseklasse række på Blågård Skole som tilbyder et specialiseret undervisnings tilbud til en gruppe elever, der har behov herfor, fungerer rigtigt godt.

Nørrebro Lokaludvalg kan endvidere godt følge argumentationen om, at en sammenlægning af læseklasserækkerne fra Lergravsparkens skole samt Blågård skole på Blågård skole giver mulighed for et større fagligt miljø og større robusthed overfor udskiftning af personale, hvilke er til gavn for ikke mindst de tilknyttede børn, men også udviklingen af den specialiserede viden i forhold til tidlig opsporing af elever med læsevanskeligheder.

Nørrebro Lokaludvalg har dog umiddelbart svært ved at vurdere om Blågård Skole blandt de mange andre opgaver skolen har med bla. at tiltrække en større elevgruppe fra sit distrikt pt. har det overskud det også vil kræve, for at sikre, at en sammenlægning, bliver en succes. Her mener vi man bør lytte til Blågård Skole.

Endvidere er afstanden mellem Lergravsparkens skole og Blågård Skole betydelig og selvom begge skoler modtager elever fra hele byen bør det nøje overvejes om transporten/skolevejen nu bliver en for stor vanskellighed for de elever, der er tilknyttet Lergavsparkens læseklasserække . Her bør man lytte til brugerne af tilbuddet på Lergravsparkens skole.

Løsning

Lokaludvalget drøfter og godkender KIBUI arbejdsgruppens udkast til høringssvar vedr. høring om "Omstrukturering af læseklasserækker".

Videre proces

Sekretariatet forestår den videre proces.

Beslutning

Lokaludvalget drøftede og godkendte KIBUI arbejdsgruppens udkast til høringssvar vedr. høring om "Omstrukturering af læseklasserækker" med en tilføjelse om, at det ikke må være fordi, at der skal spares som Jon Jackson indføjer.

Til top