Mødedato: 28.10.2026, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Intern høring: Planlægning af Ladegårds Å opland, Ågadeparken og Bispeengbuen, skybrudsprojekter (VEL36 og VEL37)

Indstilling

Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget bemyndiger Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen til at skrive et høringssvar vedr. intern høring af planlægning af Ladegårds Å opland, Ågadeparken og Bispeengbuen, skybrudsprojekter (VEL36 og VEL37).

Problemstilling

Forslaget er en ændring fra det første oplæg med ’VEL44 Lundtoftegade, til at være ’planlægning af skybrudsprojekter i oplandet til Ladegårds Å’ med afsæt i skybrudsprojekterne VEL36 Ågadeparken og VEL37 Bispeengbuen.

Planlægningen af Ladegårds Å vandopland skal finde bedst mulige løsning på skybrudshåndtering og klimatilpasning i et helhedsperspektiv med øvrige interesser i området, for såvel områdefornyelsen og Åbne Åer.

Formål

Skybrudsprojekternes formål er at håndtere oversvømmelser ved skybrud og aflaste kloakken op mod en 10 års regn, da kloakken ikke lever op til serviceniveau i dag.

Koordinering med andre projekter Rammesætningen af projekterne til skybrudshåndtering og klimatilpasning vil ske i tæt sammenhæng med områdefornyelsens indsats Bedre forbindelser på tværs og projektet ’Fremtidens Åboulevard’ i et samarbejde mellem HOFOR, Frederiksberg Forsyning, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune. Fokus i ’Fremtidens Åboulevard’ er at etablere synligt vand og undersøge, hvordan de berørte områder kan integreres i det fælles projekt. Målet er at udarbejde et samlet forslag, der integrerer klimatilpasning med de øvrige visioner i området, herunder områdefornyelsen Bispeengens arbejde med at skabe bedre sammenhænge mellem de mindre gader og på tværs af Lundtoftegade ved områdefornyelsens puljer til Grønne veje og bedre forbindelser på tværs.

Økonomi og tidsplan

Skybrudsprojektet finansieres af HOFOR via spildevandstaksterne. Fra primo 2027 til primo 2028 afsættes der 1,6 mio. kr. til rammesætning og udvikling af løsningstiltag for skybrudssikringen i oplandet. Herefter indstilles frigivelse af midler til anlæg af projekterne. Projektets konsekvenser for afledt drift vil blive vurderet i forbindelse med planlægningen.

Deadline d. 12. november.

Løsning

Lokaludvalget bemyndiger Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen til at skrive et høringssvar vedr. intern høring af planlægning af Ladegårds Å opland, Ågadeparken og Bispeengbuen, skybrudsprojekter (VEL36 og VEL37).

Til top