Følgegruppe for bostedet Baldersgade 24
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget udpeger to medlemmer til følgegruppe for bostedet Baldersgade 24.
Problemstilling
Socialforvaltningen ønsker at bygge boliger til socialt udsatte med dertilhørende gårdrum og administration i Baldersgade 24.
Grunden er på ca. 3.200 m2. Der arbejdes med en bebyggelsesprocent på ca. 150 % og en friarealandel på ca. 20 %. Forvaltningen er opmærksomme på bebyggelsens udformning og samspil med eksisterende byggeri, og der er fokus på gårdrum og begrønning.
Lokaludvalget har tidligere været i dialog med naboerne i forbindelse med et tidligere forslået projekt med en daginstitution på grunden og senere i forbindelse med nye planer om et botilbud for sindslidende. Naboerne var i forbindelse med planerne om daginstitutionen meget bekymrede for at miste en stor del af den åbne gård, de deler med matriklen, da der ville skulle etableres hegn rundt om matriklen. Indhegningen af matriklen er også en del af planen ifm. botilbuddet.
Den tidligere plan om en daginstitution på grunden indebar også at en del af de større træer i gården skulle fældes. Om det samme gør sig gældende her er uvist da detaljerne i høringsmaterialet er meget få.
Socialforvaltningen har spurgt om Nørrebro Lokaludvalg ønsker at være en del af en følgegruppe af lokale borgere der følger byggeriet.
Løsning
Lokaludvalget udpeger to medlemmer til følgegruppe for bostedet Baldersgade 24.