Mødedato: 26.08.2026, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Høring: Skybrudsprojekt under Ringbanen og Rovsingsgade på Lersø Parkallé

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg, 

  1. at Lokaludvalget bemyndiger Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen til at skrive et høringssvar vedr. høring af skybrudsprojekt under Ringbanen og Rovsingsgade på Lersø Parkallé.

Problemstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen foreslår at Viadukten på Lersø Parkallé under Ringbanen og Rovsingsgade indrettes, så den under skybrud bliver et forsinkelsesbassin. Der etableres et varslingssystem, som advarer om, at der står vand i viadukten, og hvor høj vandstanden er.

Projektet er en del af projektpakken 2022 for skybrudsprojekter, som Lokaludvalget havde til høring i efteråret 2021. I den forbindelse havde Nørrebro Lokaludvalg følgende kommentar til forslaget: ”Projektet virker fornuftigt, og som det beskrives, er det en formalisering og skiltning af en allerede eksisterende oversvømmelsessituation.”

Projektet indeholder opsætning af to skilte – et skilt på hver side af viadukten - som tænder og varsler om vand på kørebanen i forbindelse med skybrud. Der vil være en undertavle, som angiver vandstanden. Oven på skiltene vil der være alarmlamper, som blinker i forbindelse med vand på kørebanen.

Det vil ikke være forbudt at køre igennem, da biler og lastbiler vil have forskellige tolerancer i forhold til vandstanden. Så det vil være op til den enkelte, om man ønsker at fortsætte eller vende.

Man forventer, at systemet bliver aktiveret i gennemsnit hver 10 år.

I forbindelse med opsætningen af advarselsskiltene vil der også blive opsat vejkameraer, så det - når alarmen går - er muligt at overvåge situationen centralt.

Deadline for indsendelse af høringssvar er d. 22. september. 

Løsning

Lokaludvalget bemyndiger Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen til at skrive et høringssvar vedr. høring af skybrudsprojekt under Ringbanen og Rovsingsgade på Lersø Parkallé.

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen til at skrive et høringssvar vedr. høring af skybrudsprojekt under Ringbanen og Rovsingsgade på Lersø Parkallé med en tilføjelse om at vejkameraerne kun bør tændes, når alarmen går.  

Til top