Mødedato: 26.08.2026, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Henvendelse vedr. Stevnsgade Basketballs klublokale i Nørrebrohallen

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1.  at Lokaludvalget godkender henvendelse til Kultur-, Fritid- og Borgerserviceudvalget vedr. Stevnsgade Basketballs klublokale i Nørrebrohallen, udarbejdet af Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen.

Problemstilling

Med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne kan Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget tildele foreninger vederlagsfri brugsret til kommunale bygninger, lokaler og arealer til klubhuse, lokaler til aktiviteter, klublokaler og lign.

Som et led af en overordnet formalisering af alle brugsaftaler i Københavns Kommunes idrætshaller og kulturhuse, har Stevnsgade Basketball netop søgt om vederlagsfri brugsret til de to mindre lokaler, som foreningen har haft som deres base/klublokaler siden 1972 på 1. sal i Nørrebrohallen.

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalg afslog den 24. april 2026 at give foreningen vederlagsfri brugsret til de to lokaler i Nørrebrohallen. Stevnsgade Basketball skal fremadrettet leje lokalerne af forvaltningen.

Foreningen har i deres ansøgning beskrevet at lokalet, udover primært at blive brugt som klublokale for foreningens mere end 700 medlemmer, også benyttes som kontorplads til foreningens ene ansatte medarbejder.

Forvaltningen indstillede dermed til et administrativt afslag ud fra en praksis om, at kommunen ikke tildeler formel brugsret til lokaler, der også bruges til administration og depot – medmindre de er del af facilitet f.eks. klubhus som udelukkende anvendes af bruger.

Taksten for lejen er nu udregnet til ca. 60.000 kr. årligt for Stevnsgade Basketball.

Afslaget har været drøftet i Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen den 19. august, der ønsker at Nørrebro Lokaludvalg sender en henvendelse til Kultur-, Fritid- og Borgerserviceudvalget.

Udkast til henvendelse:

Stevnsgade Basketball er én af Nørrebros få rigtig store idrætsforeninger med 700 medlemmer hvoraf ca. halvdelen er børn og unge. Foreningen har været en aktiv del af fritidslivet på Nørrebro siden 1958 og har i mange år haft et Socialt Partnerskab med Københavns Kommune. 

Vi synes simpelthen ikke det kan være rigtigt at en forening, som bidrager med så meget til vores børn og unge i bydelen, har så ringe forhold, at de ikke en gang kan få vederlagsfri brugsret til to små klublokaler i Nørrebrohallen, fordi der er en enkelt ansat, der klarer nogle af foreningen administrative opgaver i det samme lokale og at der opbevares klubtøj og bolde.

Vi synes det er vigtigt at man fra forvaltningen side sikrer gode og lige vilkår for de store idrætsforeninger i bydelen, så de store foreninger og klubber vedholder deres engagement. En fast foreningsbase er afgørende for at de store foreninger kan udfylde deres potentiale fuldt ud, og det er vigtigt at vi har et så mangfoldigt foreningstilbud på Nørrebro som muligt 

Derfor vil vi opfordre til at man kigger på den her afgørelse igen og alternativt på administrations-grundlaget, for vi kan ikke forestille os at det var tanken at skabe ekstra udgifter og besvær for den her klub, der løfter et så stort arbejde i bydelen. Resultatet bliver en kontingentstigning pga. de øgede udgifter og det er jo på ingen måde i nogens interesse.

Det her er en konkret sag, men der er en overordnet problemstilling på Nørrebro med faste baser for vores store foreninger.

Løsning

Lokaludvalget godkender henvendelse til Kultur-, Fritid- og Borgerserviceudvalget vedr. Stevnsgade Basketballs klublokale i Nørrebrohallen, udarbejdet af Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen.

Til top