Henvendelse vedr. pramning af jord fra Svanemøllen Skybrudstunnel
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til henvendelse vedr. pramning af jord fra Svanemøllen Skybrudstunnel.
Problemstilling
Svanemøllen Skybrudstunnel er en stor boret tunnel fra ydre Nørrebro til Nordhavn, som anlægges af forsyningsselskabet HOFOR. Den udborede jord skal fragtes til Lynetteholm og der er tale om ca. 28.000 lastbillæs tur/retur, som hvis det fragtes med lastbil, skal køres ind gennem Østerbro, Nørrebro, Indre By og Amager. Miljøpunkterne har på et møde med Klima-, Miljø- og Teknikborgmesteren rejst muligheden for i stedet at pramme jorden over til Lynetteholm fra byggepladsen i Svanemøllen Havn. Borgmesteren har efterfølgende klarlagt, at pramning er en mulighed i miljøkonsekvensvurderingen, men det er ikke et krav. Formålet med henvendelsen er at bede København sikre, at HOFOR vælger pramløsningen til fragt af jord, samt at pege på mulighedeh for i kommende anlægsprojekter at anvende pramløsning i stedet for lastbiler. Østerbro Lokaludvalg har henvendt sig til borgmesteren med det samme krav om at jorden prammes.
Udkast til henvendelse:
Nørrebro Lokaludvalg ønsker at opfordre Københavns Kommune til at arbejde for, at overskudsjord fra etableringen af Svanemøllen Skybrudstunnel i videst muligt omfang transporteres væk med pram til Lynetteholm fremfor med lastbil.
Det fremgår af notat fra Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen af 27. april 2026, at pramning af jorden både er teknisk muligt og allerede behandlet som en mulighed i miljøkonsekvensrapporten for projektet. Samtidig fremgår det, at HOFOR foretrækker en pramløsning, såfremt de nødvendige myndighedstilladelser kan opnås.
Ifølge notatet vil transport med lastbil medføre omkring 28.000 lastbiltransporter tur/retur gennem byen – mange af disse transporter fra ydre Nørrebro til Lynetteholm - mens en pramløsning vil reducere dette til omkring 900 pramtransporter tur/retur. Pramning vil være en væsentlig forbedring for både trafiksikkerhed, støj, luftmiljø og den generelle bykvalitet – ikke kun på Nørrebro, men også i de øvrige dele af København, hvor lastbiltransporterne passerer.
Det er samtidig væsentligt at fremhæve, at miljøkonsekvensrapporten vurderer den samlede miljøpåvirkning ved pramtransport som lille, og at CO₂-udledningen kun øges beskedent – omkring to procent – sammenlignet med lastbiltransport. Vi mener det vil være muligt for HOFOR at reducere CO₂-udledningen i den kommende konkretisering af løsningen.
Set i forhold til den meget markante reduktion i tung trafik gennem byen, vurderes dette at være en rimelig og hensigtsmæssig løsning. Lokaludvalget opfordrer Teknik- og Miljøforvaltningen til at stille krav eller på anden måde sikre, at HOFOR vælger pramløsningen.
Lokaludvalget ser gode perspektiver i, at pramløsningen også bliver en mulighed i kommende anlægsprojekter, fx Vingelodden byudvikligsprojekt, og kommende udvidelser af metro mm.
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til henvendelse vedr. pramning af jord fra Svanemøllen Skybrudstunnel.