Mødedato: 25.06.2026, kl. 17:30

Intern høring: Placering af et børne- og ungehjem på Edith Rodes Vej 8 i De Gamles By

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring af placeringen af et børne- og ungehjem i De Gamles By, udarbejdet af Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen.

Problemstilling

Socialforvaltningen søger om midler til etablering af et børne- og ungehjem med 12 pladser for udsatte børn i aldersgruppen 6-14 år på Edith Rodes Vej 8, i De Gamles By i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.

Børne- og ungehjemmet skal indrettes i den tidligere EAT‑køkkenbygning under Børne‑ og Ungdomsforvaltningen, som skal ombygges til formålet med forventet ibrugtagning i 2030. Bygningen ændres ikke, dog tilføjes et elevatortårn i midten af bygningen, der vil være ½ m højere end bygningen. Det er planen at tilbygningen på bagsiden af huset fjernes og asfaltområdet omdannes til udeareal for børne- og ungehjemmet indhegnet af en 1,8 m høj hæk.

Målgruppen er 12 sårbare børn og unge mellem 6-14 år fra Københavns Kommune. De er ikke kriminalitetstruede og mange vil været indskrevet på en skole i København og forsætte med at gå i der.

Børne- og ungehjemmet skal bidrage til at løse kommunens fremtidige kapacitetsbehov. Det var oprindelige planen, at det var et eksisterende børne- og ungehjem i Valby, der skulle flyttes til De Gamles By. Men det børne- og ungehjem er lukket nu og børnene er flyttet til anden kapacitet. Så der er nu tale om ny kapacitet.

Socialforvaltningen vil gerne høre, om Nørrebro Lokaludvalg har bemærkninger til den mulige placering af børne- og ungehjemmet på Edith Rodes Vej 8.

Se kort over de konkrete placering i De Gamles By i bilag.

Deadline for indsendelse af høringssvar er d. 1. juli.

Udkast til høringssvar:

På den ene side, bakker vi selvfølgelig op om at der skal være plads til sårbare børn og unge i vores bydel. Vi mener, at placeringen kan bidrage fint til den aldersintegration, der fungerer så godt i De Gamles By med daginstitutioner og plejehjem, og medvirke til at skabe liv i området. 

På den anden side kan vi også se nogle udfordringer ved placeringen: 

Vi er dels bekymrede over, om der er tilstrækkeligt med udeareal til børnene på matriklen og dermed om det er den rette placering. For os og bydelen er det på ingen måde en mulighed at inddrage noget af det grønne areal i De Gamles By.

I en meget tæt bebygget bydel, kunne vi også have ønsket os, at bygningen på Edith Rodes Vej 8 kunne bruges til noget udadvendt for nørrebroerne, der kunne bidrage til at skabe endnu flere kulturelle mødesteder.

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring af placeringen af et børne- og ungehjem i De Gamles By, udarbejdet af Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen.

Til top