Mødedato: 25.02.2026, kl. 17:30
Mødested: Union, Nørre Allé 7, lokale: Ciello 3. sal

Prioriterede budgetinput til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

Indstilling

Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender de tre prioriterede input til Budget 2027 til Klima, Miljø- og Teknikudvalget.

Problemstilling

Nu skal de tre prioriterede input til Budget 2027 til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget besluttes.

Lokaludvalgene har haft mulighed for at sende foreløbige input til Budget 2027 på klima-, miljø- og teknikområdet til kommentering hos Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen for at få en tilbagemelding fra forvaltningen på de enkelte input.

På lokaludvalgsmødet d. 29. januar besluttede lokaludvalget at sende følgende input ind til kommentering:

  • Udvikling af Lersø Parkallé
  • Realisering af de grønne tiltag i Helhedsplanen for De Gamles By
  • Midler til Parken ved Bispeengen

Deadline for indsendelse af input til Klima, Miljø- og Teknikudvalget er d. 11. april, men da Lokaludvalget går ind i en overgangsfase i forbindelse med valget til det nye lokaludvalg, skal beslutningen træffes på dette lokaludvalgsmøde.

Lokaludvalget modtager først en tilbagemelding på de indsendte input fra Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen den 9. marts.  

Uddybning af de tre prioriterede budgetinput til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget:

Udvikling af Lersø Parkallé og Sifs Plads
Vi ønsker en omdannelse af Lersø Parkallé (Jagtvej til Rovsingsgade) og Sifs Plads. For at opnå det fulde potentiale af alleen som et grønt byrum, ses det nødvendigt at omdanne både vej og grønne arealer. Områdefornyelsen ved Skjolds Plads har udarbejdet en visionsplan for Haraldsgadekvarteret og herunder et idéoplæg for Lersø Parkallé og Sifs Plads, og omdannelsen af Lersø Parkallé bør ske med udgangspunkt i dette. Projektet er udviklet i tæt samarbejde med lokale beboere, aktører i området, samt rådgivere og fagspecialister på alle involverede emner, herunder trafik.

En totalomdannelse er en større investering og kan ske i etaper. Områdefornyelsen ved Skjolds Plads har med afsæt i visionen igangsat udviklingen af byrummet foran Nørre Fælled skole iht. Kvarterplanen til aktiviteter og ophold. I dag præges området af vejarealets dominans, svage koblinger til omgivelserne og manglende gode forbindelser for cyklister og gående, samt opholdskvaliteter. Dette budgetønske indeholder en første etape af omdannelsen af Lersø Parkallé, så visionen for at udfolde Lersø Parkallés potentialer kan blive til virkelighed. Der er et stort potentiale i at omdanne Lersø Parkallé og Sifs Plads til at blive lokale, levende grønne mødesteder i Haraldsgadekvarteret og en attraktion for resten af København. Kvarteret har i dag få mødesteder, legepladser og grønne, samt attraktive opholdsmuligheder. Lersø Parkallé og Sifs Plads bør ses som en helhed, der kan danne en grøn korridor fra nord og ned til Fælledparken.

Projektet foreslår at omdanne Lersø Parkallé til et grønt mødested, hvor naturen er allestedsnærværende og danner rammen om de oplevelser og aktiviteter, som stedet tilbyder. Lersø Parkallé er forsat en allé, men biltrafikken fylder markant mindre i gadebilledet. På vej til og fra Nørre Fælled Skole kan skoleeleverne sikkert og trygt krydse alléen til fods eller på cykel. Der er skabt attraktive aktivitets- og opholdsmuligheder for alle med respekt for det lokale. Bynaturen og biodiversiteten har får optimale vilkår – både lokalt og i større bymæssig sammenhæng. Der er skabt gode forhold for cyklister at bevæge sig igennem en attraktiv grøn korridor såvel som gående til at bevæge sig trygt og sikkert på langs og tværs af alleen. I visionsplanen foreslås også en omdannelse af Sifs Plads, som naturligt hænger sammen med alleen. I den sydlige ende af Lersø Parkallé, byder Sifs Plads i fremtiden beboere og besøgende velkommen til Haraldsgadekvarteret og indretningen sikrer, at det er intuitivt for fodgængere og cyklister at bevæge sig hen over pladsen og videre ind i og ud af Haraldsgadekvarteret. Lersø Parkallé indgår i vores Bydelsplan for Nørrebro 2023-2026. Sifs Plads og Lersø Parkallé er en del af Kvarterplanen for Områdefornyelsen ved Skjolds Plads. Skal alle visionerne indfries, skal der tilføres midler til projektet. (Økonomi: 40 mio. kr.).

Realiseringen af grønne tiltag fra Helhedsplanen for De Gamles By
I Helhedsplanen for De Gamles By er der beskrevet en række tiltag, der skal sikre og forbedre det grønne i De Gamles By. Helhedsplanen er godkendt og der blev afsat midler til nogle af tiltagene på Overførselssag 2020-21. Men der mangler stadig finansiering af en støjmur og fortætning af beplantningen i Nordpolen, opgradering af det grønne rum på Møllepladsen bl.a. med en siddekant i kantzonen ud til Møllegade og lommegrønt og nye træer i hele De Gamles By. Det er altafgørende for balancen i De Gamles By at de grønne tiltag fra planen følges op økonomisk, særlig nu efter byggeriet af Diabetescenteret på området. (Økonomi: 20 mio. kr. til anlæg).

Midler til Parken ved Bispeengen
Vi ønsker, at der afsættes midler til at åbne det første stykke af Lygte Å ifm. Områdefornyelsen Bispeengens parkprojekt i Parken ved Bispeengen. Dette er også et budgetønske fra Områdefornyelsens styregruppe og fra Borgerinitiativet Åbn Åen. Det er Lokaludvalgets opfattelse, at parkprojektet kun giver mening, hvis Lygte Å samtidig føres op til overfladen og åbnes. (Økonomi: ukendt)

Løsning

Lokaludvalget godkender de tre prioriterede input til Budget 2027 til Klima, Miljø- og Teknikudvalget.

Til top