Høring: Model for basispladser i Københavns dagtilbud
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget bemyndiger Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen til at udarbejde et høringssvar til høring af model for basispladser i Københavns dagtilbud.
Problemstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet en ny model for basispladser i daginstitutioner i Københavns Kommune, som nu er sendt i offentlig høring.
Basispladser er til børn med behov for støtte, men har gavn af at være en del af et almindelige dagtilbud på trods af psykiske og fysiske handicap. Det kan f.eks. være børn med autisme eller ADHD, børn med generel udviklingshæmning, børn med socioemotionelle vanskeligheder, børn med hørenedsættelse eller nedsat immunsystem osv. I dagtilbud med basispladser er der ekstra personale og pædagoger med en særlig viden, som kan støtte op omkring det enkelte barn. Desuden er der mulighed for samarbejde med andre fagfolk, fx psykologer og talepædagoger.
Den nye model for basispladser i Københavns dagtilbud
Den nye model indebærer:
- at alle basispladser fremover skal være integrerede pladser på almenstuer (i dag findes der både institutioner, hvor basispladserne er integrerede på almenstuer og institutioner, hvor basispladser udgør en specialiseret gruppe for sig)
- at basisinstitutioner har mindst 6 basispladser og er fordelt på både kommunale og selvejende institutioner i hele byen (der er i dag flere institutioner i København med færre end 6 basispladser)
- at den tværfaglige support anviser til basispladser i stedet for central visitation
- at basisinstitutioner, når der periodevist er tomme pladser, bruger ressourcerne på at dele viden, tage imod besøg og praktikanter mm. (som det er i dag, skal institutioner med periodevis tomme basispladser, tilbagebetale midler)
Institutioner med basispladser vil med den nye model på forhånd få midler til alle deres pladser. Hvis de periodevist har tomme pladser, skal de som sagt – i modsætning til i dag – ikke tilbagebetale midler. De skal derimod bruge de ledige ressourcer på at fungere som videnbank og videndeler ift. andre institutioner. Det vil give en mere robust økonomi for institutionerne, så der er mulighed for at realisere opgaven med at bidrage til at opbygge viden og kompetencer i institutioner, der ikke har basispladser.
Institutioner med basispladser på Nørrebro
På Nørrebro er der 6 institutioner med basispladser. De har i alt 36 basispladser.
Her er et overblik over institutionerne:
- Bethlehem Sogns Børnehave (selvejende institution i Tømrergade med 2 basispladser)
- Murergården (selvejende institution i Thorupsgade med ukendt antal basispladser)
- Prinsesse Thyras Børnehus (kommunal institution i Rantzausgade med 6 basispladser)
- Krible-Krable (kommunal institution i Sigynsgade med ukendt antal basispladser)
- Mosaikken (kommunal institution på Nørrebrogade med ukendt antal basispladser)
- Haraldsgården (selvejende institution i Ragnhildgade med 14 basispladser)
Væsentlige hovedbudskaber fra forvaltningens inddragelse
Forud for høringen har Børne- og Ungdomsforvaltningen inddraget faglige organisationer, områdesupport, skole- og dagtilbudsledere samt en særlig praksisgruppe.
Der er generelt opbakning til at fastholde basispladser som del af tilbuddene til børn med behov for støtte, at skabe en lettere og hurtigere adgang til basispladser, at sikre en geografisk spredning og dermed nærhed til bopæl, at sikre økonomisk stabilitet, at have specialpædagogiske kompetencer på basisinstitutioner og at dele viden med andre dagtilbud, at arbejde mere med inklusion på almenstuer og samtidig have mulighed for at arbejde i mindre grupper eller skærme 2 børn i perioder. Dette er afspejlet forslagene til principper for basispladser.
I inddragelsen er der også fremført en række bekymringer, nuanceringer eller perspektiver, og drøftelserne er præget af forskellige holdninger til, om det er bedst at være direkte integreret eller have specialiseringer og skærmede grupper, om der er ressourcer nok til overgangen mellem dagtilbud og KKFO, om der er ressourcer og kompetencer nok til at dele viden om specialpædagogiske kompetencer, om basisplads skal anvises tidligt/hurtigt eller om barnets eget dagtilbud skal arbejde med støtte til barnet længst muligt inden det anvises en basisplads og om det er bedst med store eller små institutioner, grupper og mange eller få basispladser pr. institution.
Alt materialet kan findes på Bliv Hørt: https://blivhoert.kk.dk/hearing/186
Der er høringsfrist: 6. juni 2025.
Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen har behandlet høringen på arbejdsgruppemødet 7. maj. Da der ikke har været tid nok til at inddrage forældreperspektiver inden datoen for Lokaludvalget, ønsker arbejdsgruppen en bemyndigelse til at afgive et høringssvar efter mødet.
Løsning
Lokaludvalget bemyndiger Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen til at udarbejde et høringssvar til høring af model for basispladser i Københavns dagtilbud.