Mødedato: 22.05.2025, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Høring: Reviderede ordensreglementer på kommunens grønne områder

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. reviderede ordensreglementer på kommunens grønne områder, udarbejdet af Byrum,- Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Problemstilling

De nuværende ordensregler på kommunens grønne områder, herunder parker, haveanlæg, legepladser og bemandede legepladser, strande og kirkegårde blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 5. april 2006. For at sikre ordensreglernes fortsatte aktualitet og relevans har forvaltningen lavet en gennemgang af de nuværende ordensregler og vurderer, at hovedparten fortsat er relevante, men foreslår at tilføje to nye regler:

  • Forvaltningen anbefaler, at der indføres en ordensregel om fartbegrænsning på alle kommunens kirkegårde samt en ordensregel, der giver mulighed for at begrænse boldspil efter kl. 22 i boldbure og på baner i grønne områder.
  • Forvaltningen foreslår, at der indføres en supplerende ordensregel, så det bliver muligt at forbyde boldspil efter kl. 22 på baner og i boldbure i de grønne områder og i områder hvor borgerne oplever et behov for det.

Derudover så har Teknik- og Miljøudvalget ved behandlingen af udkast til ordensreglerne d. 2. december 2024 sendt forslaget tilbage til forvaltningen med ønske om, at forvaltningen indarbejdede et forslag om en mere differentieret anvendelse af overnatningsforbuddet, så man balancere hensynet til personer, der har brug for at finde et sted at sove om natten uden risiko for at blive vist bort eller få en bødestraf og hensynet til fælles tryghed og rekreation.

Derfor foreslår forvaltningen, at den nuværende skiltning med teksten ”Overnatning forbudt” i kommunens parker og grønne områder udgår og erstattes af følgende ordensregel: Opsætning af telte, læsejl og lignende til overnatning er ikke tilladt. Forvaltningen vurderer dog, at det er hensigtsmæssigt at fastholde overnatningsforbuddet på både bemandede og ubemandede legepladser samt på kommunens kirkegårde. Derfor fremgår reglen om overnatning forbudt fortsat af de samlede ordensregler.

Deadline d. 14. juli.

Udkast til høringssvar eftersendes.

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. reviderede ordensreglementer på kommunens grønne områder, udarbejdet af Byrum,- Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Til top