Mødedato: 29.08.2005, kl. 14:30

Høring af forslag til aktivt ejerskab

Høring af forslag til aktivt ejerskab

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 29. august 2005

 

 

14.      Høring af forslag til aktivt ejerskab

      MFU 194/2005

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller

at Miljø- og Forsyningsudvalget sender vedlagte høringssvar til Økonomiudvalget.

 

 

RESUME

Økonomiforvaltningen har udarbejdet et udkast til politik for aktivt ejerskab i Københavns Kommune, som Økonomiudvalget besluttede at sende i høring i fagudvalgene den 7. juni 2005. Udkastet tager ud­gangs­punkt i, at Økonomiforvaltningen vurderer, at der er behov for, at kommunen styrker sin ind­sats for at varetage rollen som ejer i de større selskaber, herunder at udvalgene drøfter muligheden for oprettelse af en selskabsenhed og overflyttelse af ansvar­et for ejerskabet for en række selskaber fra Miljø- og Forsyningsudvalget til Økonomiudvalget.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at udvalget støtter, at der udarbejdes en overordnet ejerpolitik i kommunen, der kan medvirke til en bedre sikring af kommunens værdier og andre interesser.

Det fremgår af høringssvaret, at udkastet til politik for aktivt ejerskab i højere grad skal sikre, at kommunens interesser - udover de økonomiske – også bliver varetaget. Der bør skabes et bedre grundlag for en fremadrettet udvikling af det aktive ejerskab i forhold til målsætninger, værdier og politikker for de ikke-økonomiske interesser i selskaberne.

Udkastet til politik for aktivt ejerskab bør i større grad skelne mellem forskellige selskabsformer. Rollen som henholdsvis ejer og bestyrelsesmedlem vil typisk være forskellig, afhængigt af om det er et interessentskab eller et aktieselskab.

Det fremgår endvidere af høringssvaret, at det er hensigtsmæssigt, at der sker en koordinering af den samlede indsats vedrørende selskaber. Såfremt der træffes beslutning om at etablere en selskabsenhed, er det afgørende, at enheden afspejler de brede kompetencer, der sikrer, at der sker en tværgående koordination mellem såvel de faglige som de økonomiske hensyn i selskaberne og mellem de relevante fagområder/forvaltninger.


SAGSBESKRIVELSE

Økonomiforvaltningen har udarbejdet et udkast til aktivt ejerskab i Københavns Kommune, som Økonomiudvalget besluttede at sende i høring i fagudvalgene den 7. juni 2005.

 

Udkastet tager ud­gangs­punkt i, at Økonomiforvaltningen vurderer, at der er behov for, at kommun­en styrker sin indsats for at varetage rollen som ejer i de større selskaber, som Byggemodningssel­skab­et Sluse­holmen P/S m.fl.

 

I udkastet til politik for aktivt ejerskab er der en opdeling mellem anbefalinger til større og mindre selskaber m.m., hvor større selskaber er defineret som selskaber, der er optaget i oversigten i kom­munens regnskab.

 

Der er oplistet en række anbefalinger på følgende områder for de større selskaber:

 

a)      Baggrund for deltagelsen i selskaberne

b)      Varetagelse af kommunens rolle som ejer

c)      Rekruttering af bestyrelsesmedlemmer

d)      Forvaltningens ansvar overfor de politiske udvalg og bestyrelsesmedlemmer

e)      Information, uddannelse og opfølgning.

 

For de mindre selskaber m.fl. er der oplistet anbefalinger vedrørende:

 

a)      Baggrund for kommunal udpegning af bestyrelsesmedlemmer

b)      Rekruttering af bestyrelsesmedlemmer

 

Det foreslås:

·        At det fagudvalg, hvor kommunens ejerskab/kontakt til selskabet er forankret skal vedtage en strategi for aktivt ejerskab for hvert enkelt selskab inden 1. april 2006

·        At der er en årlig opfølgning, som består af en årlig afrapportering til Økonomi­udvalget om udviklingen i det aktive ejerskab, første gang inden sommeren 2006.

·        At politikken for aktivt ejerskab revurderes mindst hver fjerde år efter tiltrædelsen af en ny Borgerrepræsentation, første gang dog i 2010.

 

Anbefalingerne samt planen for implementering og opfølgning på politik for aktivt ejerskab virker fornuftige og brugbare.

Det er Miljø- og Forsyningsforvaltningens vurdering, at udkastet til politik for aktivt ejerskab i højere grad bør sikre, at kommunens interesser - udover de økonomiske – også bliver varetaget.

Der bør gøres mere for at sikre en fremadrettet udvikling af det aktive ejerskab i forhold til målsætninger, værdier og politikker for de ikke-økonomiske interesser i selskaberne. Herunder bør fx inddrages kommunens øvrige politikker, byens udvikling og forbrugerrepræsentation. Dette aspekt indgår i den politik for aktivt ejerskab som Miljø- og Forsyningsforvaltningen arbejder på.

I udkastet lægges vægt på, at der skal tilsigtes, at der sker en adskillelse af rollen som ejer og bestyrelsens rolle, således at kommunens rolle som ejer vil være at følge op på selskabets målsætninger, mens bestyrelsen forestår den overordnede ledelse af selskabet. Udgangspunktet er blandt andet, som det fremgår af side 29 i udkastet, at "bestyrelsesmedlemmernes rolle er (med visse modifikationer) at varetage selskabets interesser.

Dette vil i forhold til repræsentationen i nogle selskaber være rigtigt – typisk aktieselskaber. 

Men for andre selskabers vedkommende, fx de fælleskommunale, vil bestyrelsesmedlemmets opgave være at varetage såvel kommunens som selskabets interesser – ofte i samarbejde med andre kommuner. I forhold til de fælleskommunale selskaber har Borgerrepræsentationen således en instruktionsbeføjelse over for bestyrelsesmedlemmerne. "Rollefordelingen" i selskaberne bør derfor først og fremmest vurderes ud fra den kommunale opgave, der løses i de konkrete selskaber, herunder eventuelle krav til hvilke type selskaber opgaveløsningen må organiseres i. Adskillelsen af rollen som ejer og bestyrelsens rolle skal ske, hvor det giver mening, og ikke være en forudsætning.

Økonomiforvaltningen foreslår i særskilt i indstillingen, at muligheden for oprettelse af en selskabsenhed drøftes.

Efter Miljø- og Forsyningsforvaltningens opfattelse er det centralt at sikre koordination og balance mellem økonomiske og fx faglige, myndighedsmæssige og sektorpolitiske spørgsmål, for at udøve et godt aktivt ejerskab.

Økonomiforvaltningen har fx været part i den proces, der tidligere i år førte til salg af elaktiviteterne i Københavns Energi. Økonomiforvaltningen skal også fremover deltage i sådanne processer og aktiviteter. Forskellen vil være, at ejerrollen i forbindelse med et aktivt ejerskab bliver tydeligere defineret. Det afgørende er, at det organiseres så der sikres en høj grad af helhedstænkning i relation til de ikke-økonomiske og de økonomiske værdier i selskaberne.

Der vil ofte være en række snitfladeproblemstillinger og afvejninger i forholdet mellem kommunens forskellige interesser i selskaber, der skal koordineres og afbalanceres for at træffe beslutninger, der tager højde for såvel "andre interesser" som de rent økonomiske.

Træffes der beslutning om at etablere en selskabsenhed, er det afgørende at enheden afspejler, at der skal sikres en tværgående koordination mellem de faglige og økonomiske hensyn og mellem de relevante fagforvaltninger.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen mødes gerne med Økonomiforvaltningen for nærmere at belyse området og de tilhørende problemstillinger,

 

Konsekvenser for borgerne

Forslaget vurderes ikke umiddelbart at have konsekvenser for borgerne.

 

ØKONOMI

Det vurderes, at en politik for et aktivt ejerskab kan medvirke til at fastholde og udvikle kommunens økonomiske værdier.

 

MILJØVURDERING

En politik for et aktivt ejerskab kan medvirke til en bedre styring af kommunens interesser i selskaberne og dermed give en bedre mulighed for at sikre sammenhæng mellem selskabernes virksomhed og kommunens målsætninger på miljøområdet.

 

 

ANDRE KONSEKVENSER

Forslaget vurderes ikke at have andre konsekvenser.

 

 

HØRING

-

 

 

BILAG

 

Bilag 1: Indstillingen til Økonomiudvalget vedrørende politik for aktivt ejerskab. Indstillingen til Økonomiudvalget indeholder 6 særskilte bilag. Af de 6 bilag er det ene bilag vedlagt denne indstilling om aktivt ejerskab til Miljø- og forsyningsudvalget. Det er bilaget som indeholder Økonomiforvaltningens "Udkast til politik for aktivt ejerskab i Københavns Kommune". De 5 øvrige bilag til Økonomiudvalgets indstilling vil ligge fremme på mødet den 29. august 2005.

 

Bilag 2. Udkast til Miljø- og Forsyningsudvalgets høringssvar.

 

 

 

Peter Elsman

                                            /                     Niels Remtoft

 

 

 

 

 


 

Til top