Mødedato: 26.11.2001, kl. 15:00

Etablering af interessentskabet Vestegnens Vandsamarbejde

Etablering af interessentskabet Vestegnens Vandsamarbejde

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 26. november 2001

 

5. Etablering af interessentskabet Vestegnens Vandsamarbejde

MFU 269/2001 J.nr. V 3110-11/01

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Københavns Kommune sammen med kommunerne på Vestegnen i Københavns Amt stifter interessentskabet Vestegnens Vandsamarbejde I/S.

RESUME

Etableringen af Vestegnens Vandsamarbejde I/S sker i forlængelse af, og i overensstemmelse med, kommunernes deltagelse i Hovedstadsrådet Vandsamarbejde, der blev stiftet i januar 2000.

Formålet med stiftelsen af Vestegnens Vandsamarbejde I/S er at fremme en aktiv og konkret beskyttelse af grundvandet mod forurening samt fremme en bæredygtig vandindvinding gennem koordinering af beskyttelsesindsatsen. Ved etablering af et fælleskommunalt samarbejde opnås en bedre udnyttelse af de eksisterende faglige og økonomiske ressourcer. Endvidere opnås en samlet kapacitet, der gør det muligt at løse flere større opgaver.

Interessenterne i Vestegnens Vandsamarbejde I/S er følgende 7 kommuner: Albertslund Kommune, Brøndby Kommune, Glostrup Kommune, Hvidovre Kommune, Københavns Kommune, Rødovre Kommune og Vallensbæk Kommune.

Interessentskabets kapitalgrundlag, der består af et engangsindskud samt et årligt kontingent der dækker driften, beregnes efter forholdstal baseret på gennemsnittet af de oppumpede vandmængder på almene vandforsyningsanlæg, som er anvendt til produktion af drikkevand de tre foregående år. Engangsindskud samt kontingent er endnu ikke fastlagt for Københavns Kommune da Kommunen ikke aktuelt har vandindvinding til produktion af drikkevand i kommunerne på Vestegnen, men skal forhandles af bestyrelsen. Engangsindskudet forventes maksimalt at andrage kr. 20.000 og det årlige kontingent kr. 50.000. Udgifterne vil blive finansieret gennem den særlige pulje til grundvandsbekyttelse i Københavns Energis indvindingsområder. Puljen administreres af Københavns Energi.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Den væsentligste begrundelse for etablering af vandsamarbejdet er, at et tæt samarbejde og koordinering mellem kommunerne er en nødvendig forudsætning for opretholdelse af en bæredygtig vandindvinding på Vestegnen.

I forudsætningerne indgår endvidere, at

  • grundvandet i Vestegnen udnyttes intensivt, og at størrelsen af indvindingerne er gensidigt afhængige,
  • Vestegnen er lavt prioriteret i den af Københavns Amt offentligt finansierede indsats over for jord- og grundvandsforurening,
  • initiativer til forebyggelse af forurening og effekten heraf ikke følger kommunegrænserne,
  • der kan opnås en mere effektiv indsats og bedre udnyttelse af ressourcerne,
  • ansvar og kompetence fastholdes tættest muligt på borgere og virksomheder.

Det er dog fortsat den enkelte kommunes ansvar, at borgerne forsynes med rent drikkevand.

Københavns Kommune har 2 kildepladser beliggende indenfor de kommuner der deltager i Vestegnens Vandsamarbejde. På nuværende tidspunkt anvendes de oppumpede vandmængder ikke til drikkevandsproduktion da kildepladserne er forurenede. Kildepladserne er kategoriserede som "måske egnede" der angiver et behov for yderligere undersøgelser/tiltag for at forbedre/restaurere vandkvaliteten. Indvindingskapaciteten på de 2 kildepladser er ca. 2 mio. m3/år. Det vurderes realistisk, at i det mindste den ene kildeplads atter vil kunne indgå i drikkevandsproduktionen indenfor en kortere årrække.

Vestegnens Vandsamarbejde I/S

En arbejdsgruppe med repræsentanter fra alle kommunernes forvaltninger har udarbejdet vedlagte forslag til:

  • Vedtægter for Vestegnens Vandsamarbejde I/S
  • Handlingsplan og budget 2002-2003

Vedtægter for Vestegnens Vandsamarbejde I/S

Den valgte selskabsform som interessentskab er den enkleste og følger anbefalingerne i vejledning fra Kommunernes Landsforening og Danske Vandværkers Forening.

I vedtægterne har arbejdsgruppen lagt vægt på, at alle beslutninger i interessentskabet forudsætter enighed. Begrundelsen herfor er bl.a., at de fleste opgaver vil forudsætte positiv medvirken fra nabokommuner og kun vanskeligt kan gennemføres af en enkelt kommune.

Med henblik på at sikre alle kommuner direkte indflydelse i selskabet udpeger hver interessent en repræsentant til bestyrelsen. Bestyrelsens dagsordener forberedes af et embedsmandsudvalg, hvor alle kommuner ligeledes er repræsenteret.

I beskrivelsen af hvilke opgaver selskabet kan påtage sig, henvises direkte til vandforsyningslovens § 52 b. Det skal understreges, at der ikke forudsættes overført myndighedskompetance fra kommunerne til Vestegnens Vandsamarbejde I/S.

Vedtægterne skal i henhold til Styrelseslovens § 60 godkendes af Tilsynsrådet og Indenrigsministeriet.

Handlingsplan for 2002 – 2003

De tekniske problemstillinger og løsninger er meget komplekse og omfatter samspil mellem hydrogeologi, kendte og ukendte forureningskilder samt stoffers skæbne i jord- og grundvandsmiljøet.

Bl.a. på denne baggrund har arbejdsgruppen lagt vægt på hurtigst muligt at komme i gang med en konkret og forebyggende indsats.

Udgangspunktet er, at hovedparten af arbejdet udføres og gennemføres i den enkelte kommune på baggrund af fælles prioriterede temaer med tilhørende projektbeskrivelser udarbejdet i Vestegnens Vandsamarbejde I/S. På denne måde skabes rammerne for, at alle kommuner hurtigst muligt får konkrete erfaringer og et overblik over den lokale situation.

I handlingsplanen er følgende projekter beskrevet og prioriteret i de kommende 1-2 år:

  1. Indsatsplan for registrering og sløjfning af boringer
  2. Plan for overvågning af boringer
  3. Fælles indsatsplan for regionale grundvandstrusler
  4. Indsatskortlægning inden for udvalgte kildepladszoner
  5. Indsatsplan for udvalgte kildepladszoner

ØKONOMI

I budgettet for de første år er der lagt vægt på, at Vestegnens Vandsamarbejde I/S er i en etableringsfase, hvor der ikke er planlagt større kortlægnings- eller afværgeprojekter.

I denne fase er der primært behov for bistand til sekretariatsopgaver, projektstyring og mindre udredningsprojekter. Hovedparten af arbejdet forventes udført af kommunerne. Omfanget af kommunernes opgaver varierer afhængig af lokale forhold og allerede udført arbejde i den enkelte kommune.

Ifølge vedtægterne betaler interessenterne et indskud til selskabets etablering og et årligt kontingent til driften. Engangsindskud samt kontingent beregnes efter forholdstal baseret på gennemsnittet af de oppumpede vandmængder, der er anvendt til produktion af drikkevand de tre foregående år.

Engangsindskud samt kontingent er endnu ikke fastlagt for Københavns Kommune da Kommunen ikke aktuelt har vandindvinding til produktion af drikkevand i kommunerne på Vestegnen, men skal forhandles af bestyrelsen. Engangsindskudet forventes maksimalt at andrage kr. 20.000 og det årlige kontingent kr. 50.000 i de første år. Udgifterne vil blive finansieret gennem den særlige pulje til grundvandsbeskyttelse i Københavns Energis indvindingsområder. Puljen administreres af Københavns Energi.

Det forudsættes generelt, at Vestegnens Vandsamarbejde I/S alene finansierer opgaver og projekter i det omfang, der er fælles interesse herfor. Interessenterne afholder som udgangspunkt egne udgifter for eget arbejde i fællesprojekter.

MILJØVURDERING

Vandsamarbejdet vil aktivt sætte fokus på grundvandsbeskyttelsen i området og vil være et væsentligt supplement til den amtslige indsats for sikring af fremtiden grundvandsressource. Den forebyggende indsats samt principperne omkring bæredygtig vandindvinding udgør væsentlige elementer i grundlaget for samarbejdet.

ANDRE KONSERKVENSER

Ingen andre konsekvenser.

BILAG

Vedtægter for Vestegnens Vandsamarbejde I/S

Handlingsplan og budget for 2002 – 2003

Niels Juul Jensen

/Ole Toft Frederiksen

 

Til top