Mødedato: 26.08.2002, kl. 14:00

Flytning af Københavns Energi's Vandkvalitetssektion og det tilhørende driftslaboratorium til lokaler på Parkstien 10, København SV

Flytning af Københavns Energi's Vandkvalitetssektion og det tilhørende driftslaboratorium til lokaler på Parkstien 10, København SV

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 26. august 2002

 

 

12.      Flytning af Københavns Energi's Vandkvalitetssektion og det tilhørende driftslaboratorium til lokaler på Parkstien 10, København SV

 

MFU 265/2002  J.nr. 179/2002

 

 

INDSTILLING[pj1] 

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives Københavns Energi en kapitalbevilling på 3,3 mio. kr. til flytning af Vandkvalitetssektionen og det tilhørende laboratorium fra den nuværende placering på Axeltorv til laboratoriebygningen på Parkstien 10, Valby.

 

 

RESUME[pj2] 

Vandkvalitetssektionen i Københavns Energi råder på nuværende tidspunkt over den ene halvdel af Bygning A samt en midlertidig pavillon på den gamle vandforsyningsgrund på Axeltorv. Der har gennem længere tid været problemer med manglende plads, både i forbindelse med laboratoriedriften og den øvrige sagsbehandling. Det har samtidig givet problemer med hensyn til arbejdsgangene og sikkerheden, at laboratoriet er fordelt over to etager plus kælder, der er forbundet med forholdsvis smalle trapper.

Indeklimaet i de nuværende laboratorielokaler er forholdsvis dårligt. Varmeskabene på første sal kombineret med den generelle pladsmangel bevirker, at luften her er meget varm og trykkende. Den hyppige brug af kælderen, hvor luften er støvet og ubehagelig, er også med til at forværre indeklimapåvirkningen.

I forbindelse med Miljølaboratoriet Storkøbenhavns udflytning fra lokalerne på Parkstien 10, har Københavns Energi fået en ledig velfungerende laboratoriebygning til rådighed. Det vil derfor være oplagt, at flytte Vandkvalitetssektionen til disse lokaler, hvorved problemerne med pladsmangel og dårligt indeklima løses. Lokalerne vurderes velegnede til formålet, om end de er noget nedslidte.

På baggrund af en inspektion på stedet er der lavet en opgørelse over behovet for istandsættelse og nyindkøb. Behovene kan oversigtsmæssigt deles op i istandsættelse og nyindretning af lokaler, tekniske omkostninger, indkøb af nye kontormaskiner og udbygning af Københavns Energis computernetværk. Omkostningerne i denne forbindelse vurderes at være meget rimelige, i betragtning af de store fordele flytningen vil give.


SAGSBESKRIVELSE[pj3] 

Baggrund

I april 2002 er Miljølaboratoriet Storkøbenhavn I/S flyttet ud af lokalerne på Parkstien 10, der i dag ejes af KE Afløbsafdelingen, og udlejes til Vandafdelingen. Dermed får Vandafdelingen brugsret over en veldisponeret laboratoriebygning, der imidlertid trænger til istandsættelse. Vandkvalitetssektionen har gennem længere tid lidt under pladsmangel og dårlige arbejdsforhold, især i forbindelse med laboratoriet. Det vil være en oplagt løsning på disse problemer, hvis sektionen blev flyttet ud i lokalerne på Parkstien, hvor der både er god plads, gode tekniske rammer for indretning af laboratorium og gode adgangsforhold for prøvetagerne.

På nuværende tidspunkt har sektionen til huse i de gamle vandforsyningsbygninger på Axeltorv i henholdsvis den ene halvdel af Bygning A og en midlertidigt opført pavillon. Det samlede nettoareal er på cirka 300 m2 til laboratorium og sagsbehandlerkontorer.

Laboratoriet i Bygning A er fordelt på to etager plus en kælder, der er forbundet med forholdsvis smalle trapper. Transport af glasvarer og kemikalier mellem etagerne er således forbundet med en vis sikkerhedsrisiko. De trange pladsforhold har nødvendiggjort en meget trang indretning, der i visse tilfælde medfører uhensigtsmæssige arbejdsgange. Samtidig giver de mange apparater og varmeskabe på lidt plads og brugen af kælderen i den daglige drift en kraftig negativ indeklimapåvirkning af de ansatte. Der er således især på første sal året rundt meget varmt, og der er i kælderen en støvet og fugtig luft.

Sagsbehandlerkontorerne er beliggende i den midlertidigt opførte pavillon foran Bygning A. Generelt er kontorerne gode, men der er for lidt plads til fællesfaciliteter såsom kopimaskiner, printere, fax, møderum og bibliotek.

Nettoarealet til laboratorium og kontorer vil efter en flytning være på cirka 600 m2. Dermed vil de nuværende pladsproblemer være løst. Samtidig kan laboratoriet samles på én etage, hvorved de nuværende sikkerhedsmæssige problemer ved transport af kemikalier og glasvarer mellem flere etager vil være løst. Den øgede plads og den bedre tekniske indretning vil løse de nuværende indeklimaproblemer.

Lokalerne på Parkstien virker forholdsvis slidte og trænger til en generel istandsættelse. Størstedelen af det efterladte inventar stammer helt tilbage fra bygningens opførelse i 1977 og er helt nedslidt. Laboratoriemøblerne på Axeltorv er i rimelig stand, men de er specielt designede til de noget specielle lokaleforhold, og de kan derfor, for en stor dels vedkommende, ikke anvendes i lokalerne på Parkstien. Ved flytning hertil vil der derfor være behov for nyindkøb af laboratoriemøbler. Laboratorieudstyret på Axeltorv i form af apparater, glasvarer mv. vil dog fortsat kunne benyttes i det nye laboratorium. De tekniske installationer på Parkstien forventes med forholdsvis simple justeringer at kunne benyttes.

I forbindelse med sagsbehandler- og laborantkontorer vil møblerne fra Axeltorv i stor udstrækning kunne benyttes på Parkstien efter en flytning, men der vil i et vist omfang være behov for at supplere op med nye møbler.

 

Kopi- og printerfaciliteterne i Vandkvalitetssektionen på Axeltorv er indrettet efter den meget begrænsede plads og den nemme tilgang til bedre faciliteter i de andre bygninger. Der er således indkøbt små pladsbesparende apparater, der ikke i sig selv opfylder sektionens behov. Ved flytning vil der derfor være behov for indkøb af nye kopimaskiner og netværksprintere.

Den eksisterende netværksforbindelse til Parkstien er forældet, og den vil ikke kunne håndtere de forholdsvis datatunge GIS- og databaseapplikationer, der udgør en vigtig del af den samlede databehandling i sektionen.

 

Istandsættelse, nyindretning mv.

Behovene for istandsættelse og indretning i forbindelse med flytningen vil omfatte:

Generel istandsættelse og nyindretning af lokalerne, indkøb og opsætning af laboratoriemøbler, istandsættelse af fællesfaciliteter, indkøb af nyt kontorudstyr og etablering af netværksforbindelse.

 

Tidsplan for istandsættelse, nyindretning og flytning.

Ifølge rådgivende arkitekter og ingeniører kan istandsættelse og indretning samt flytning gennemføres i perioden oktober-november-december med indflytning tæt på årsskiftet.

 

MILJØVURDERING

Der forventes kun begrænsede ændringer i miljøbelastningen ved en flytning af laboratoriet. Den mest betydningsfulde ændring forventes at opstå i forbindelse med den reducerede køretid for prøvetagerne til og fra vandværker og kildepladser. Dette vil give en reduktion i mængden af udstødningsgasser fra prøvetagervognene.

Der forventes ikke væsentlige ændringer i kemikalie og energiforbrug i forbindelse med laboratoriedriften. Dog vil det øgede indendørsareal og indkøb af større kontormaskiner muligvis medføre et let øget energiforbrug.

Arbejdet i forbindelse med flytningen vil have følgende miljømæssige konsekvenser:

Affald:                Affald i form af udtjente møbler og teknisk udstyr vil blive bortskaffet i overensstemmelse med kommunens regler herom.     

Støj m.v:             Der forventes ingen væsentlige støjgener i forbindelse med flytningen og istandsættelse. Bygningen ligger forholdsvis isoleret i forhold til beboelsesområder.

Flytningen har følgende miljømæssige fordele:

Genbrug:             Laboratorieudstyr og tekniske installationer vil i stort omfang blive genbrugt. Dog vil der skulle ske visse nyindkøb, fx laboratoriemøbler.

Luftforurening:  Lettere adgang for prøvetagere vil nedbringe køretiden og dermed luftforureningen fra prøvetagervognene.

Støj:                    Ingen væsentlige ændringer mht. støjgener.

Energi:                Ingen væsentlige ændringer i energiforbrug. Der kan således forventes lavere energiforbrug som følge af lettere trafikal adgang for prøvetagere. Til gengæld vil der sandsynligvis være et lidt højere energiforbrug til rumopvarmning.

Andet:                 Der forventes ingen væsentlige ændringer i laboratoriets miljøbelastning under drift.

 

Samlet miljøvurdering

Generelt vurderes det, at flytningen ikke vil medføre væsentlige gener for miljøet, hverken på kort eller lang sigt. Der kan endog forventes en nedsat miljøpåvirkning i forbindelse med den kortere køretid for prøvetagerne.

 

ØKONOMI

Den samlede udgift, baseret på prisniveau april 2002, er anslået til 3,3 mio. kr.

 

Skønsmæssigt overslag:                                                               (beløb i 1000 kr.)

                     Generel istandsættelse og nyindretning af lokalerne

                               Nyindretning og ombygning                                                 1.500

                               Tekniske omkostninger                                                            300

                     Indkøb af nye laboratoriemøbler                                                 700

                     Istandsættelse af fællesfaciliteter

                               Renovering af frokoststue og køkken                                     60

                               Nye møbler                                                                                40

                     Indkøb af nyt kontorudstyr

                               Teknisk udstyr                                                                           150

                               Kontormøbler                                                                           50

                     Etablering af netværksforbindelse

                               Eksternt netværk                                                                       100

                               Internt netværk                                                                          100

Rådighedsbeløb til uforudsete udgifter                                                           300

I alt                                                                                                                        3.300

 

Hele udgiften påregnes afholdt i 2002.

Der kan anvises kassemæssig dækning på Københavns Energis investeringsplan på konto 01.22.04.3.37 Modernisering af indvindings- og behandlingsanlæg.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Ingen

 

BILAG VEDLAGT

Ingen

 

 

 

 Peter Elsman                                                                    Niels Juul Jensen        

 


 


 [pj1]00098046DOC

 [pj2]00098047DOC

 [pj3]00098048DOC

Til top