Mødedato: 25.11.2002, kl. 15:00

Koncept for Københavns Kommunes Grønne Regnskab 2002

Koncept for Københavns Kommunes Grønne Regnskab 2002

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 25. november 2002

 

 

11.      Koncept for Københavns Kommunes Grønne Regnskab 2002

 MFU 255/2002

INDSTILLING[pj1] 

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår

at Miljø- og Forsyningsforvaltningen drøfter vedlagte koncept for "Københavns Kommunes Grønne Regnskab 2002", som vil danne grundlag for forvaltningernes arbejde med kommunens eget grønne regnskab.

 

 

RESUME[pj2] 

Københavns Kommune har iværksat arbejdet med Københavns Kommunes Grønne Regnskab 2002, som skal udgives i sommeren 2003 for fjerde gang. Regnskabet beskriver status og resultater for vedtagne beslutninger på miljøområdet samt udviklingen i kommunens forbrug af el, varme og vand som helhed og fordelt på serviceområder. Derudover vil regnskabet igen i år fokusere på tre udvalgte serviceområder og deres forbrug og indsats på miljøområdet.

Udarbejdelsen af det grønne regnskab sker i et tæt samarbejde mellem samtlige forvaltninger. Økonomiforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen står for koordineringen af opgaven, men alle forvaltninger bidrager med personaleressourcer.

 


SAGSBESKRIVELSE[pj3] 

Baggrund

Den 28. marts 1996 tiltrådte Borgerrepræsentationen udvalgsbetænkning nr. 670/93 om udarbejdelse af et grønt regnskab. Det blev forudsat, at udformning og indhold af regnskabet skulle udvikle sig i takt med erfaringerne samt, at det på sigt skulle være en integreret del af kommunens årsbudget og årsregnskab.

Borgerrepræsentationens beslutning betød at Københavnernes Grønne Regnskab udkom første gang i 1996 og er siden udkommet en gang årligt. Københavnernes grønne regnskab omfatter Københavns Kommune som geografisk enhed. I 1998 blev det besluttet at supplere Københavnernes Grønne Regnskab med et grønt regnskab for kommunen som virksomhed. Københavns Kommunes Grønne Regnskab skulle udgives en gang årligt sammen med det økonomiske regnskab og den økonomiske beretning. Dette grønne regnskab skulle vise kommunens miljøbelastning samt miljøaktiviteter på forvaltnings- og bydelsniveau.

 

Uddybning af indstilling

"Københavns Kommunes grønne regnskab"

Konceptet for Københavns Kommunes grønne regnskab 2002 bliver igen i år forelagt Miljø- og Forsyningsudvalget til drøftelse. Konceptet er udarbejdet i samarbejde mellem Økonomiforvaltningen og Miljøkontrollen og er godkendt af de to arbejdsgrupper for regnskabet med repræsentanter fra alle forvaltninger (henholdsvis data- og tekstgruppe).

Udarbejdelsen af Københavns Kommunes Grønne Regnskab sker i  tæt samarbejde mellem samtlige forvaltninger. Økonomiforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen  har nedsat en projektgruppe med Miljøkontrollen som projektleder, som sammen koordinerer opgaven. Økonomiforvaltningen er ansvarlig for det grønne regnskab i forhold til udvalgene og Borgerrepræsentationen.

I år vil det grønne regnskab ikke blive behandlet politisk sammen med det økonomiske regnskab og beretning. Tidsplanen for det økonomiske regnskab og det grønne regnskab kan ikke forløbe parallelt. Det skyldes, at tidsplanen for det økonomiske regnskab ventes rykket frem i forhold til sidste år, og dataindsamling til det grønne regnskab kan ikke fremskyndes. 

Som noget nyt ventes fagudvalgene  at få regnskabet i høring inden den politiske godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Det grønne regnskab forventes at blive behandlet i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i maj 2003.

Regnskabet vil først blive trykt efter godkendelsen i Borgerrepræsentationen.

Formålet med regnskabet er:

·        At beskrive status og resultater for vedtagne beslutninger på miljøområdet

·        At dokumentere forvaltningernes og institutionernes ressourceforbrug herunder at pege på indsatsområder i kommunens forvaltninger og institutioner

·        At understøtte kommunens eget miljøarbejde med fokus på handlemuligheder på det decentrale niveau

For at støtte institutionernes miljøarbejde ventes der igen i år sat fokus på tre udvalgte serviceområder (administration, døgninstitutioner og skoler) og deres forbrug af el, varme og vand. Formålet med dette er, at de enkelte institutioner derved kan sammenligne sig med lignende institutioner. Det er hensigten fortsat at udvikle regnskabet, f.eks. ved løbende at inddrage flere områder i regnskabet, dels ved at foretage sammenligninger mellem institutioner og/eller andre byer.  

Københavns Kommunes beslutning om at tiltræde Dogme 2000 for kommuner og miljø,  vil igen i år afspejle sig i regnskabet, idet regnskabet vil vise status for udvalgte indikatorer, som kommunen ifølge Dogme 2000 skal opfylde på sigt. Regnskabet vil i 2002 komme til at indeholde en status for omstilling til økologisk mad i kommunens køkkener og kantiner, miljøcertificering af kommunens institutioner og kommunens indkøb. Derudover vil regnskabet indeholde en status på andre politiske beslutninger på miljøområdet, nemlig dieselfiltre på kommunens biler og miljøvurderinger af indstillinger.

Københavns Kommunes grønne regnskab 2002 ventes trykt som en 24 siders publikation i 2500 eksemplarer.

 

Det grønne register

Til styrkelse af datakvaliteten har Statistisk Kontor i samarbejde med kommunens forvaltninger (Miljø- og Forsyningsforvaltningen) udviklet et grønt register. Det grønne register indeholder bl.a. el-, varme og vandoplysninger på institutionsniveau. Registret danner grundlag for taldata til det grønne regnskab.

Det grønne register indeholder ajourførte oplysninger om de kommunale og selvejende institutioner i Københavns Kommune. Der er adgang til det grønne register via KK net. Det er Statistisk kontors hovedindtryk, at der på institutionsniveau er interesse og opmærksomhed omkring det grønne register, men at der stadig er behov for at informere om registret og dets muligheder.

Projektgruppen for Københavns Kommunes grønne regnskab vil på baggrund af erfaringerne med sidste års formidlingsplan udarbejde en revideret plan for formidling af det grønne regnskab. Formidlingsplanen vil sikre, at der sker en koordineret formidling af det grønne register og Københavns Kommunes Grønne Regnskab 2002, da de to produkter supplerer hinanden.

 

MILJØVURDERING

Københavns Kommune er en af de største virksomheder i regionen. Derfor er det væsentligt, at der er opmærksomhed på den kommunale virksomheds ressourceforbrug og miljøpåvirkning. Formålet med at udgive et grønt regnskab er at vise kommunen selv og dens omverden, hvilket ressourceforbrug og miljøpåvirkning kommunen giver anledning til. Derudover er det målet, at regnskabet gennem gode eksempler inspirerer og motiverer til yderligere ressource- og miljøforbedringer.

Selve udgivelsen af en publikation giver anledning til ressourceforbrug. Kommunen har derfor valgt, at publikationen skal trykkes af et trykkeri, der er miljøcertificeret og ligger lokalt, således at transport og de afledte miljøkonsekvenser af transport mindskes.

 

ØKONOMI

Økonomiforvaltningen afholder udgiften til konsulentbistand, grafisk arbejde samt trykning på ca. 250.000,- kr. Samtlige forvaltninger bidrager med personaleressourcer, dog med et større forbrug hos Økonomiforvaltningen, Statistisk kontor samt  Miljøkontrollen til projektledelse, dataindhentning, bearbejdning og koordinering.

 

HØRING

Konceptet har været til høring i alle forvaltninger via regnskabets 2 arbejdsgrupper (data og tekstgrupper), som har repræsentanter for alle forvaltninger.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Der er ikke kendskab til andre konsekvenser

 

BILAG

- Koncept for Københavns Kommunes Grønne Regnskab 2002.

 

 

 

Peter Elsman

                                                         / Hjalte Aaberg

 

 

 

 

 


 


 [pj1]00108221DOC

 [pj2]00108222DOC

 [pj3]00108223DOC

Til top