Mødedato: 25.06.2001, kl. 15:00

Svar til HUR angående færgeterminal i Mellembassinet

Svar til HUR angående færgeterminal i Mellembassinet

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 25. juni 2001

 

11. Svar til HUR angående færgeterminal i Mellembassinet

MFU 163/2001 J.nr. M 1662-2/01

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder,

at Miljø- og Forsyningsforvaltningens udkast til svar til Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), vedrørende HUR´s udkast til vurdering af Københavns Havns indsigelse vedrørende regionplanretningslinierne for etablering af en færgeterminal i Mellembassinet godkendes.

RESUME

HUR har i skrivelse af 12. juni 2001 fremsendt udkast til vurdering af en indsigelse fra Københavns Havn vedrørende overholdelse af gældende grænseværdier for støj og luft i forbindelse med VVM-vurderingen af en færgeterminal i Mellembassinet.

HUR´s udkast til vurdering af indsigelsen fra Københavns Havn tager udgangspunkt i aftalerne på et møde den 6. juni 2001 mellem Københavns Havn, Økonomiforvaltningen og Miljøkontrollen. Her blev det aftalt, at udgangspunktet er, at de gældende støjgrænser skal overholdes ved drift af terminalen, og at det er op til Københavns Havn at sikre, at det sker. VVM-redegørelsen har sandsynliggjort, at der er løsninger, der kan sikre overholdelse af grænseværdierne. Grænseværdierne for aften- og natperioden er henholdvis 45 og 40 dB(A).

Da der er en del usikkerhed om den fremtidige drift af terminalen, effekten af afværgeforanstaltningerne m.v. blev det aftalt, at hvis det i fremtiden på trods af afværgeforanstaltninger ikke kan lade sig gøre at få støjen ned under 45 dB(A) (aften og nat) kan der blive tale om tilskud til støjdæmpning af boliger. Denne finansieres af Københavns Havn. Støjisoleringen fratager imidlertid ikke Københavns Havn ansvaret for yderligere bestræbelser på at nedbringe støjniveauet til grænseværdien for natperioden. På mødet tog Miljøkontrollen forbehold for Miljø- og Forsyningsudvalgets eventuelle bemærkninger.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

HUR har stået i spidsen for udarbejdelsen af regionplanretningslinier og en tilhørende VVM-redegørelse for en færgeterminal i Mellembassinet. Miljøkontrollen har deltaget i den til projektet nedsatte arbejdsgruppe. Under arbejdet blev det klart, at det ikke var enkelt at indpasse en færgeterminal i et område, hvor der ligger eksisterende boliger, og hvor der planlægges en større byudvikling, idet grænseværdierne for støj og luftforurening ikke synes at kunne overholdes uden iværksættelse af en række afværgeforanstaltninger.

Miljøkontrollen fremsendte den 6. februar 2001 som miljømyndighed en vurdering af anlægget. Det fremgår bl.a. heraf, at det er Miljøkontrollens opfattelse, at de gældende grænseværdier for støj og luft skal overholdes, og Miljøkontrollen anmoder om, at dette medtages som en egentlig regionplanretningslinie for projektet. Miljøkontrollen anmoder endvidere om, at der optages en retningslinie om, at terminalen skal lukkes om natten med mindre det godtgøres at støjgrænseværdierne kan overholdes, da beregningerne i VVM-redegørelsen tyder på, at grænseværdierne ikke kan overholdes ved eksisterende boliger i naboområdet ved drift af terminalen i natperioden.

HUR udsendte herefter et forslag til regionplanretningslinier samt VVM-redegørelsen i en offentlig høring, der sluttede den 7. maj 2001. Det fremgår af materialet, at grænseværdierne for støj- og luftforurening skal overholdes.

Det fører til, at Københavns Havn kommer med en indsigelse, hvoraf det fremgår, at man som udgangspunkt ønsker at overholde alle relevante miljøkrav, men at man samtidig ønsker størst mulig fleksibilitet i terminalen, hvorfor man gør indsigelse mod til hver en tid at skulle overholde grænseværdierne for støj og luft samt en natlukning af terminalen.

Der blev den 6. juni 2001 i regi af HUR afholdt et møde med deltagelse af Økonomiforvaltningen, Københavns Havn og Miljøkontrollen med henblik på at finde løsninger på problemstillingen. Man nåede her til enighed om, at udgangspunktet er, at de gældende støjgrænser skal overholdes, og at det er op til Københavns Havn at sikre at det sker. VVM-redegørelsen har sandsynliggjort, at der er løsninger, der kan sikre overholdelse af grænseværdierne. Der var også enighed om, at der er knyttet en del usikkerheder til projektet i fremtiden, herunder at VVM-redegørelsen bygger på beregninger, hvor der er en vis beregningsusikkerhed, den endelige drift af terminalen og besejlingsbehovet er ikke klart, ligesom den konkrete effekt af afværgeforanstaltningerne ikke er kendt. Københavns Havn accepterede, at hvis det i fremtiden på trods af afværgeforanstaltninger ikke kan lad e sig gøre at få støjen ned under 45 dB(A) (aften og nat) kan der blive tale om, at yde tilskud til støjdæmpning af boliger. Dette finansieres af Københavns Havn. Støjisoleringen fratager imidlertid ikke Københavns Havn ansvaret for yderligere bestræbelser på at nedbringe støjniveauet til grænseværdierne, som om natten er 40 dB(A). På mødet tog Miljøkontrollen forbehold for Miljø- og Forsyningsudvalgets bemærkninger.

HUR fremsendte den 12. juni 2001 et udkast til "Vurdering af Københavns Havns indsigelse til Hvidbogen", der indeholder alle indkomne indsigelser og HUR´s vurderinger af disse. Resultatet af ovennævnte møde er indeholdt i HUR´s vurdering.

Miljøkontrollen blev anmodet om at fremkomme med evt. bemærkninger til HUR´s vurdering.

Nedenfor fremgår forslag til besvarelse af HUR´s henvendelse:

"Ved skrivelse af 12. juni 2001 har Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) anmodet Miljøkontrollen om bemærkninger til HUR´s forslag til vurdering af Københavns Havns indsigelse til regionplanretningslinierne vedr. ovennævnte forslag.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen er enig i det i vurderingen anførte om, at der ikke er grundlag for at fravige de gældende grænseværdier for støj- og luftforurening - herunder de tidsrum de er gældende for, samt at det konkrete valg af løsninger til overholdelse af disse ikke fastlægges i VVM-redegørelsen, men at dette overlades til Københavns Havn. VVM-redegørelsen har sandsynliggjort, at der findes løsninger, der kan sikre en overholdelse af grænseværdierne.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen er ligeledes enig i det anførte om, at mulige overskridelser af støjgrænseværdierne i byudviklingsområdet på det tidligere DanLink-areal vil kunne løses i forbindelse med detailplanlægningen af området.

Med hensyn til de eksisterende boliger i Østbanegade og de boliger som er under opførelse på Østmolen, så er Miljø- og Forsyningsforvaltningen enig i, at en udflytning af Oslo-ruten til den nye terminal støjmæssigt næppe vil give anledning til problemer, da ruten afgår om eftermiddagen og ankommer om morgenen. Det skal dog pointeres, at støjgrænserne i weekenderne i dagtimerne må forventes at være overskredet med op til 5 dB.

Problemer med overholdelse af støjgrænserne ved de eksisterende boliger vil kunne forekomme, hvis der ligger færger over om natten i terminalen, eller hvis skibe f.eks. Bornholmsruten afsejler i aften- eller natperioden. De mulige overskridelser af grænseværdierne vil kunne undgås ved støjdæmpning af skibene eller ved strømforsyning fra land, og ved at terminalen er lukket i natperioden.

Københavns Havn ønsker som bekendt, at terminalen skal kunne anvendes døgnet rundt, og finder at strømforsyning fra land er en for dyr og ufleksibel løsning. Københavns Havn ønsker endvidere at kunne anvende terminalen til andre skibe end ovennævnte ruter, hvorfor det ikke kan garanteres, at alle færger der anløber terminalen vil være støjdæmpede.

Det er i HUR´s skrivelse anført, at Københavns Havn har tilkendegivet, at såfremt besejlingsmønstret ændres, med et væsentligt ændret støjbillede i relation til vejledende grænseværdier til følge, er Københavns Havn efter nærmere aftale med miljømyndighederne indstillet på at der kan blive tale om, at yde tilskud til støjdæmpning af boliger, hvor der efter en konkret vurdering er en støjpåvirkning på over 45 dB(A) (aften og nat) fra færgeterminalen. Støjisoleringen skal sikre en overholdelse af de indendørs grænseværdier for støj. Det konkluderes herefter, at i det omfang denne støjisolering indgår som en mulig supplerende afværgeforanstaltning, ses der ikke at være noget planmæssigt til hinder for, at terminalen kan anvendes hele døgnet.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen skal pointere i lighed med HUR, at færgeterminalen ved normal drift skal kunne overholde gældende grænseværdier, og at det er op til terminalens driftsledelse at sikre at det sker. VVM-redegørelsen har sandsynliggjort, at der findes tekniske løsninger hertil. På nuværende tidspunkt er der imidlertid knyttet en del usikkerheder til projektet. Dels bygger VVM-redegørelsen på beregninger, hvor der er en vis beregningsusikkerhed, dels ligger den fremtidige drift af terminalen og besejlingsbehovet ikke klart, ligesom den konkrete effekt af afværgeforanstaltningerne ikke er kendt.

Hvis det i fremtiden på trods af afværgeforanstaltninger skulle vise sig, at det ikke kan lade sig gøre at få støjen ned under 45 dB(A) (aften og nat) er det Miljø- og Forsyningsforvaltningens opfattelse, at der kan blive tale om at yde tilskud til støjdæmpning af boliger. Dette bør udelukkende finansieres af Københavns Havn. Det er Miljø- og Forsyningsforvaltningens opfattelse, at støjisoleringen ikke fratager Københavns Havn ansvaret for yderligere bestræbelser på at nedbringe støjniveauet til grænseværdierne, som om natten er 40 dB(A)."

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

-

ØKONOMI

-

HØRING

-

ANDRE KONSEKVENSER

-

BILAG

  1. Miljøkontrollens skrivelse af 6. februar 2001 vedrørende VVM-vurdering af en færgeterminal i Mellembassinet og et parkeringsanlæg på DanLink-arealerne, bilagt Miljøkontrollens notat af 2. februar 2001.
  2. HUR´s skrivelse af 12. juni 2001 vedrørende VVM for Mellembassinet - Anmodning om bemærkninger til udkast til Hvidbog 2
  3. HUR´s Hvidbog 2 af 25. maj 2001 "Resumé og vurderinger af indkomne bemærkninger i forbindelse med forslag til regionplantillæg med VVM-redegørelse for Ny færgeterminal i Mellembassinet og byudvikling på DanLinkarealerne.

Niels Juul Jensen

Jørgen Høg

 

 

Til top