Mødedato: 22.11.2004, kl. 14:30

Takster for 2005 for husholdningsaffald og for benyttelse af centralsugeanlægget i Nyhavn (udsat sag)

Takster for 2005 for husholdningsaffald og for benyttelse af centralsugeanlægget i Nyhavn (udsat sag)

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 22. november 2004

 

 

10.      Takster for 2005 for husholdningsaffald og for benyttelse af centralsugeanlægget i Nyhavn (udsat sag)

 MFU 255/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at "Takstoversigt for afhentning og behandling af husholdningsaffald m.m. i Københavns Kommune" for 2005 godkendes,

at "Takstblad for centralsuganlægget i Nyhavn" for 2005 godkendes, og

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalge t godkender "Takstoversigt for særlige ydelser ved afhentning og behandling af husholdningsaffald m.m. i Københavns Kommune" for 2005.

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 8. november 2004

Udsat.

 

 

RESUME

Hermed forelægges taksterne for 2005. Med virkning for 2004 blev der indført et nyt takstsystem for indsamling og behandling af affald fra husholdninger i Københavns Kommune. Endvidere blev der vedtaget et nyt takstregulativ for centralsuganlægget i Nyhavn. For begge områder skal Borgerrepræsentationen hvert år vedtage takster for det kommende år. Ved en fejl er der i 2004 indgået parkeringsarealer i opgørelsen af de samlede erhvervsarealer. For at berigtige denne fejl foreslås en mindre stigning i taksten for grundgebyret i det almindelige takstregulativ. Der sker ingen regulering af taksterne for Nyhavn.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen vedtog den 11. december 2003 et nyt takstregulativ 2004 for afhentning og behandling af husholdningsaffald i Københavns Kommune. Med det nye takstregulativ blev der indført nogle helt nye principper for opkrævning af betaling hos borgerne og virksomhederne for R98´s håndtering af husholdningsaffald og dagrenovationslignende affald fra virksomheder.

Det nye takstsystem blev udviklet med henblik på at sikre en højere grad af omkostningsægthed, samtidig med at systemet fortsat skulle tilskynde til miljørigtig adfærd.

Det nye takstsystem består af en grundtakst, som dækker omkostningerne ved genbrugsordningerne og alle øvrige supplerende ordninger, samt takst for afhentning af dagrenovation. Principperne for fastsættelse af taksterne er fastlagt i en række generelle bestemmelser i takstregulativet. Der skal så forud for hvert budgetår vedtages et takstblad, hvor taksterne for de enkelte elementer fastsættes.

Endvidere vedtog Borgerrepræsentationen i mødet den 27. november 2003 et nyt regulativ for benyttelse af centralsuganlægget i Nyhavn. Også dette regulativ forudsætter, at taksterne for de forskellige takstelementer hvert år fastsættes i et takstblad.

 

Uddybning af indstillingen

R98's repræsentantskab godkendte den 26. maj 2004 et budgetforslag for 2005, som indebærer, at taksterne fastholdes uændret. Dette har som udgangspunkt betydet, at der ikke for Københavns og Frederiksberg Kommuner skulle ske ændringer i takstoversigterne. Med denne beslutning om, at taksterne ikke må stige, er R98 pålagt at gennemføre effektiviseringer, idet der ikke via takstprovenuet kompenseres for pris- og lønstigninger.

Grundtakst

Imidlertid har Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og R98 modtaget klager fra ejendomsejere/-administratorer, der har påvist, at de er blevet opkrævet grundtakst for arealer, som anvendes til parkeringskældre og lign. for den enkelte ejendoms beboere.

Ved en nærmere undersøgelse har det vist sig, at der med virkning fra takstomlægningen i 2004, ved en fejl i forbindelse med udtræk fra BBR-registeret er medtaget parkeringsarealer under opgørelsen over de samlede erhvervsarealer. Hermed er der for nogle ejendommes vedkommende fejlagtigt sket beregning af grundtakst for disse parkeringsarealer.

Der er enighed mellem kommunerne og R98 om, at det er nødvendigt at berigtige fejlen ved, at den for meget opkrævede grundtakst tilbagebetales til de berørte grundejere, og at der sker en ændring af opkrævningen for 2005, således at der ikke opkræves grundtakst for disse parkeringsarealer.

R98 har i den forbindelse anmodet om, at der sker en regulering af grundtaksten for at dække det provenutab, der opstår ved berigtigelsen af fejlen vedrørende parkeringsarealerne.

Der forestår et større udredningsarbejde for at få identificeret de ejendomme, hvor der er opkrævet grundtakst for parkeringsarealer og størrelsen af arealerne. Efter en foreløbig gennemgang vides det med sikkerhed, at der i 2004 som minimum er opkrævet 339.190 kr. i grundtakst for de nævnte parkeringsarealer, svarende til 83.454 m2. I 2004 er der i alt opkrævet 130.004.282 kr. i grundtakst, hvilket betyder, at grundtaksten for 2005 skal forhøjes fra 406,44 kr. til 408,57 kr. pr. 100 m2 etageareal, svarende til en stigning på 0,52%.

Desværre er der i 2004 opkrævet grundtakst for parkeringsarealer på yderligere et antal ejendomme. R98, Københavns og Frederiksberg Kommuner er i færd med at få identificeret disse ejendomme og størrelsen af de pågældende arealer. Det er imidlertid et vanskeligt opklaringsarbejde, der formentlig først kan afsluttes om et par måneder. Det står dog allerede nu klart, at der maksimalt vil skulle refunderes yderligere ca. 210.000 kr. for 2004, og at det samlede areal, der opkræves grundtakst for, maksimalt skal reduceres med yderligere ca. 51.000 m2.

Konsekvenserne for grundtaksten af denne sidste del af opklaringsarbejdet kan af gode grunde tidligst drages i forbindelse med næste års overvejelser vedrørende takstfastsættelsen for 2006.

Takstblad for Nyhavn

I takstbladet for benyttelse af centralsuganlægget i Nyhavn er der kun foretaget redaktionelle ændringer i forhold til 2004. Affaldsvolumentaksten og enhedstaksten for tilslutningsafgiften er de samme.

Særlige ydelser

I takstoversigt for særlige ydelser vedr. afhentning og behandling af husholdningsaffald m.m. i Københavns Kommune pr. 1. januar 2005 er de enkelte takster ikke ændret i forhold til 2004. Der er foretaget enkelte ændringer vedrørende forskellige takstelementer. Således er fx parkeringsafgiften for containere opstillet på offentligt vejareal indregnet i lejen for opsamlingsmateriel i stedet for at figurere som et selvstændigt takstelement. Dette betyder en reduktion af en ikke uvæsentlig administration i forbindelse med parkeringsafgifter. Endelig er der i pkt. 7 medtaget den p.t. gældende leje for mobile affaldsrum. Ved en fejl var denne leje ikke anført i den gældende takstoversigt.

 

Konsekvenser for borgerne

Som nævnt ovenfor betyder den foreslåede regulering af grundtaksten en stigning i grundtaksten på 0,52%. Hvis det ses over den samlede renovationstakst, hvor grundtaksten kun udgør ca. en tredjedel, vil stigningen for borgerne og virksomhederne i re novationstaksten kun udgøre ca. 0,17%.

Med reguleringen af grundtaksten sker der ikke en forøgelse af det samlede takstprovenu. Men der sker en omlægning af opkrævningen. De grundejere, som fejlagtigt har fået opkrævet grundtakst for parkeringsarealer, får reduceret den samlede renovationstakst. De øvrige grundejere får en beskeden stigning.

I og med, at der ikke sker en stigning i det samlede takstprovenu, skal R98 gennemføre effektiviseringer for at kompensere for, at taksprovenuet ikke stiger svarende til pris- og lønstigningerne.

Med indstillingen er vedlagt et notat, som belyser udviklingen i taksterne over de seneste år.

 

ØKONOMI

Forslaget har kun ubetydelige kommunaløkonomiske konsekvenser. Stigningen i renovationstaksten vil betyde, at kommunale institutioner, der får håndteret deres affald under dagrenovationsordningen, vil få en stigning i renovationsudgifterne på de nævnte 0,17%.

Hvis der skulle være enkelte kommunale institutioner, der har haft parkeringsarealer medregnet i beregningsgrundlaget for grundtaksten, vil disse i lighed med andre berørte grundejere få refunderet den for meget opkrævede grundtakst for 2004 samt få nedsat grundtaksten for 2005. 

 

MILJØVURDERING

Ingen bemærkninger.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Problemet med, at parkeringsarealer medtages som erhvervsarealer ved udtræk fra BBR-registeret, gør sig også gældende for kommunens opkrævning af bidrag til forbrændingsanlæggene og affaldsgebyret. Derfor vil der ved beregningen af disse gebyrer for 2005 ske en regulering af arealerne, således at parkeringsarealer udtages af det samlede udtræk fra BBR-registeret.

 

HØRING

Der har ikke været foretaget høring, men grundlaget for indstillingen er udarbejdet sammen med Frederiksberg Kommune og R98.

 

 

BILAG

1.                                   Takstoversigt for afhentning og behandling af husholdningsaffald m.m. i Københavns Kommune pr. 1. januar 2005

2.                                   Takstblad for centralsuganlægget i Nyhavn

3.                                   Takstoversigt for særlige ydelser ved afhentning og behandling af husholdningsaffald m.m. i Københavns Kommune pr. 1. januar 2005

4.                                   Notat om affaldsgebyr, bidrag til forbrændingsanlæg og renovationstakster

 

 

 

 

Hjalte Aaberg                    /

Hans Lunde 

 


 


Til top