Mødedato: 14.06.2004, kl. 14:30

Etablering af jordbørs for ren jord

Etablering af jordbørs for ren jord

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 14. juni 2004

 

2. Etablering af jordbørs for ren jord

MFU 147/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender, at Miljøkontrollen opretter en internetbaseret jordbørs for ren jord.

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 24. maj 2004

Udsat.

 

RESUME

Den 11. november 2002 blev Miljø- og Forsyningsudvalget orienteret om Miljøkontrollens tiltag for at opfylde de miljømæssige målsætninger om at mindske transportbehovet, finde alternativer til de rene råstoffer samt undgå placering af ren jord i råstofgrave og det åbne land. Resultatet blev Jordbørs, der er en hjemmeside, der fungerer som en opslagstavle. Brugerne kan enten finde en kontakt fra et opslag eller søge én ved selv at sætte ét.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Hvert år bliver der håndteret ca. 1,8 mio. tons ren og forurenet jord fra bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune. Håndteringen af den forurenede overskudsjord er reguleret af "Regulativ for anvisning af forurenet jord" (Jordregulativet), mens den rene overskudsjord ikke er det.

Da Jordloven ikke rummer regulering af den rene jord, er der kommet et øget pres på placeringsmuligheder i det åbne land. Samtidigt kan bygherrer eller entreprenører ikke altid selv finde anvendelse for den rene jord.

Hvis vi kan bidrage til, at jordaktørerne lettere kan finde anvendelse for deres rene overskydende jord, bidrager vi samtidigt til opfyldelsen af målsætningen om at mindske transportbehovet, finde alternativer til de rene råstoffer samt undgå placering af ren jord i råstofgrave og det åbne land.

Miljøkontrollen har derfor afholdt en workshop med deltagelse af et bredt udsnit af aktører og samarbejdsparter på jordområdet. Konklusionen var, at etablering af en jordbørs kan hjælpe til koordinering af udbud og efterspørgsel på jord og dermed til at danne grundlag for en øget genanvendelse af overskudsjord inden for kommunen.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Med en jordbørs giver vi jordaktørerne en mulighed for at bytte og genanvende den rene jord, og dermed får vi mulighed for at leve op til målsætningen om at mindske transportbehovet, finde alternativer til de rene råstoffer samt undgå placering af ren jord i råstofgrave og det åbne land. Samtidigt kommer Københavns Kommune et skridt tættere på at leve op til Danmarks Nationale strategi for bæredygtig udvikling, der bl.a. omhandler "ressourceeffektivitet".

Jordbørs er en hjemmeside, der afspejler følgende:

  • Fokus på ren jord – Jordbørs omhandler kun ren jord.
  • Brugeransvar – brugerne har det fulde ansvar for, at den jord der "handles" på Jordbørs er ren.
  • Højt serviceniveau - entreprenører, bygherrer og de andre aktører på jordområdet får et centralt medie, hvor de kan udveksle oplysninger om udbud og efterspørgsel af overskydende ren jord.
  • Forankring – teksterne i Jordbørs er målrettet alle aktører på jordområdet, men særligt mod entreprenører og transportører.
  • Højt informationsniveau – Jordbørs oplyser om regler for ren og forurenet jord med relevante link til Miljøkontrollens hjemmeside.
  • Opfølgning - Miljøkontrollen har sikret sig mulighed for at følge sidens brug med henblik på en senere evaluering. Ved stikprøvekontrol vil Miljøkontrollen følge brugen af siden og føre tilsyn med jord og jordflytninger.

Jordbørs er oprettet for at gavne genanvendelsen af ren jord i Københavns Kommune. Internettet har på den anden side ingen geografisk begrænsning, så hjemmesiden vil formentligt blive brugt og være til gavn for en langt større målgruppe.

Der findes et stort behov for et "mødested" til udveksling af overskydende ren jord. I HUR er der påbegyndt forberedelser til en regional jordbørs. Erfaringer fra vores Jordbørs vil blive en stor hjælp i den forbindelse.

Der er dog en række forhold som er af væsentlig betydning for, at Jordbørs bliver en succes. Derfor indgår følgende også i arbejdet med etablering og evaluering af Jordbørs for ren jord:

  • Øget information om Jordbørs og om genanvendelse af ren jord.
  • Brugerundersøgelse blandt aktørerne.
  • Øget tilsyn ved stikprøvekontrol.

For at sikre at Jordbørs kan leve op til forventningerne, vil Miljøkontrollen følge brugen af siden nøje.

På nuværende tidspunkt har Miljøkontrollen ikke et præcist kendskab til, hvordan den rene jord håndteres i byen. Med Jordbørs får vi bedre mulighed for at få det. Samtidigt kan vi ved tilsyn se, om den udbudte jord lever op til intentionerne bag Jordbørs, og om jordflytninger kommer på kant med Miljølovgivningen. Begge dele vil ske ved stikprøvekontrol.

Åbningsdagen for Jordbørs er fastsat til 25. maj 2004. Miljøkontrollen vil markedsføre hjemmesiden på forskellig vis, bl.a. ved informationskampagner over for aktørerne.

MILJØVURDERING

Miljøkontrollens øgede indsats ved etablering af Jordbørs giver følgende miljøeffekter:

  • Ren overskudsjord erstatter oftere jomfruelige råstoffer ved bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune.
  • Bedre ressourcestyring mindsker den regionale transport, da dele af den overskydende rene jord bruges inden for Københavns Kommune.
  • Øget genanvendelse af ren overskudsjord reducerer påvirkningen af råstofgrave og det åbne land.
  • Bedre overblik over, hvor der mangler jord, og hvor og hvornår der produceres overskudsjord, giver en øget genanvendelse af ren overskudsjord.
  • Information og vejledning påvirker bygherrer og entreprenører til at handle mere hensigtsmæssigt.

ØKONOMI

Miljøkontrollen har afholdt udgifterne til etablering og udvikling af Jordbørs inden for egne rammer. Der forventes ingen yderligere driftsomkostninger på Jordbørs i dens nuværende form.

Jordbørs er et værktøj for alle jordaktører i Københavns Kommune og derfor også for de andre forvaltninger og enheder i kommunen. Selve synliggørelsen af mulige genanvendelsesmuligheder for den rene jord kan medføre ikke ubetydelige økonomiske fordele for bygge- og anlægsarbejder. Jordbørsen er derfor en fo rdel for de af kommunens øvrige forvaltninger, der har bygge- og anlægsprojekter.

HØRING

Ingen bemærkninger.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

BILAG

Udskrifter af alle sider i Jordbørs.

 

 

Hjalte Aaberg

/ Henrik Winther Nielsen

 

 

Til top