Mødedato: 13.06.2000, kl. 13:00

Ophævelse af "Særlige bestemmelser om håndtering af kasserede køretøjer og affaldsfraktioner herfra i henhold til regulativ for erhvervsaffald i Københavns Kommune og Regulativ for Husholdningsaffald i Københavns Kommune"

Ophævelse af "Særlige bestemmelser om håndtering af kasserede køretøjer og affaldsfraktioner herfra i henhold til regulativ for erhvervsaffald i Københavns Kommune og Regulativ for Husholdningsaffald i Københavns Kommune"

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 13. juni 2000

 

8. Ophævelse af "Særlige bestemmelser om håndtering af kasserede køretøjer og affaldsfraktioner herfra i henhold til regulativ for erhvervsaffald i Københavns Kommune og Regulativ for Husholdningsaffald i Københavns Kommune"

MFU 156/2000 J.nr. A 5120-1/00

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,

at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder, at "Særlige bestemmelser om håndtering af kasserede køretøjer og affaldsfraktioner herfra i henhold til Regulativ for Erhvervsaffald i Københavns Kommune og Regulativ for Husholdningsaffald i Københavns Kommune" ophæves den 1. juli 2000.

 

RESUME

Den 1. juli 2000 træder en national ordning for behandling af kasserede køretøjer i kraft. Den nye ordning betyder, at kun autoophuggere, som er registreret i Miljøstyrelsen udfra krav om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 samt certificering af godkendt miljø- eller kvalitetsstyringssystem har tilladelse til at foretage miljøbehandling af biler.

Med denne nationale ordning overgår reguleringen af kasserede køretøjer fra den kommunale kompetence, hvorved grundlaget for København Kommunes særlige bestemmelser for området ikke længere er til stede.

Derfor indstilles, at de særlige bestemmelser ophæves pr. 1.juli 2000.

 

SAGSBESKRIVELSE

Miljø- og Forsyningsudvalget vedtog i oktober 1998 en ordning for kasserede køretøjer, som trådte i kraft 1. februar 1999. Ordningen omfatter biler fra både erhvervsvirksomheder og fra private husstande. Ordningen er opbygget som en anvisningsordning under erhvervsaffaldsregulativet og husholdningsaffaldsregulativet og er udmøntet i et sæt særlige bestemmelser. De særlige bestemmelser i sig selv er ikke så omfattende:

  • Der er en definition på køretøjer, som følger færdselsstyrelsens definition, og køretøjet defineres som affald, når det kasseres af ejeren, parallelt til definitionen af affald i affaldsbekendtgørelsen.
  • Bestemmelserne pålægger affaldsproducenten (dvs. bilejeren) at aflevere sit kasserede køretøj til et modtageanlæg, som har indgået aftale med Københavns Kommune.
  • Hvis bilen ikke kan køre skal den transporteres til modtageanlægget af en registreret transportør.

Som det sidste er der en bestemmelse om, at køretøjet skal transporteres til modtageanlægget i en sådan stand, at der ikke sker væskeudslip til omgivelserne, og at køretøjet ved aflevering ikke må indeholde andet affald end det inventar og udstyr, der normalt hører til bilen.

Da ovennævnte regelsæt blev udarbejdet, arbejdede Miljøstyrelsen på en bekendtgørelse, som fastsatte krav til kommunale regulativer om håndtering af affald i form af køretøjer og affaldsfraktioner herfra. Københavns Kommune ønskede ikke at afvente de nationale regler, da der i betydeligt omfang blev henstillet kasserede køretøjer på offentlige veje og ubebyggede grunde i stedet for at aflevere køretøjerne til godkendte ophuggere , bl.a. fordi prisen på aflevering hos en sådan var steget kraftigt i de senere år. Endvidere forventedes der en væsentlig stigning i antallet af henstillede køretøjer i forbindelse med indførelse af nye synsregler pr. 1. januar 1999. De særlige bestemmelser blev herefter udarbejdet således, at de ikke var i modstrid med det udkast til bekendtgørelse, som man kendte på daværende tidspunkt og således at de særlige bestemmelser umiddelbart kunne gøre det ud for det "regulativ" det i bekendtgørelsesudkastet var pålagt kommunerne at lave om omfang og tilrettelæggelse af anvisningsordninger for affald i form af motorkøretøjer og affaldsfraktioner herfra.

I efteråret 1999 kom den længe ventede bekendtgørelse om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra, jf. Miljø- og Energimin. bek. nr. 860 af 29. november 1999. Bekendtgørelsens bestemmelser, om pligt for borgere, virksomheder, offentlige og private institutioner til at benytte virksomheder registreret i henhold til bekendtgørelsen ved bortskaffelse af affald i form af motordrevne køretøjer, træder i kraft den 1. juli 2000.

Bekendtgørelsen er i dens nuværende form ændret i forhold til de oprindelige udkast. Hvor der oprindeligt var lagt op til, at der i bekendtgørelsen fastsattes krav til, hvorledes kommunerne skulle regulere området i et eller flere regulativer, er det nu blevet til, at bekendtgørelsen endeligt regulerer håndteringen af affald i form af motordrevne køretøjer.

Bekendtgørelsen fastlægger, at borgere, virksomheder, offentlige og private institutioner er forpligtet til at aflevere affald i form af personbiler og varebiler til virksomheder som har ladet sig registrere i Miljøstyrelsen . Det er en betingelse for registrering, at virksomheden er godkendt i henhold til Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og at virksomheden har etableret et certificeret miljøstyringssystem i overensstemmelse med ISO 14001 eller et kvalitetsstyringssystem i overensstemmelse med ISO 9001 eller ISO 9002 eller skal være registreret som deltager i den europæiske fællesskabsordning for miljøstyring og miljørevision (EMAS). Bilforhandlere, som har indgået aftale med en registreret affaldsbehandlingsvirksomhed om levering af modtagne biler til særskilt behandling på den registrerede virksomhed, kan udstede skrotningsattester på vegne af denne virksomhed.

I de af Miljø- og Forsyningsudvalget fastsatte kriterier for indgåelse af modtageaftaler med autoophuggervirksomheder, som ønsker at indgå i den etablerede anvisningsordning, er der på visse områder stillet højere krav end bekendtgørelsen foreskriver. Det er specielt vedrørende modtageanlæggets indretning, hvor der har været stillet krav om befæstelse af oplagsplads og afløb til olieudskiller/sandfang af hensyn til at forebygge forurening af jord, grundvand og vandløb.

Når bekendtgørelsen ikke foreskriver befæstelse af oplagsplads og afløb til olieudskiller/sandfang er det fordi et sådan krav forudsættes fastsat som vilkår i henhold til virksomhedens kapitel 5 godkendelse. I alle kapitel 5 godkendelser, som meddeles i Københavns Kommune, stilles der vilkår om oplagsplads med befæstet areal og afløb til olieudskiller/sandfang og i takt med, at kapitel 5 godkendelser revideres i de øvrige kommuner, må det antages, at der også her vil blive stillet tilsvarende vilkår, jf. i øvrigt Miljøstyrelsens Brancheorientering for autoophugningsbranchen, hvori det anbefales.

Det er således kun overladt til kommunerne at anvise til autoophugning hos virksomheder, der er registeret i Miljøstyrelsen efter kravene om gyldig virksomhedsgodkendelse i henhold til kapitel 5 samt krav til certificering efter kvalitets- eller miljøstyringssystemer efter ISO 9000 eller 14000-standard.

På den baggrund er der ikke grundlag for at opretholde de særlige bestemmelser, idet den nationale regulering med bekendtgørelse nr. 860 af 29. november 1999 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer samt affaldsfraktioner herfra regulerer det område, der hidtil i Københavns Kommune har været reguleret af 'særlige bestemmelser om håndtering af kasserede køretøjer og affaldsfraktioner herfra'.

ØKONOMI

-

 

BILAG

Bekendtgørelse nr. 860 af 29. november 1999.

 

Niels Juul Jensen

/ Hanne Thorup

 

 

Til top