Mødedato: 07.11.2005, kl. 14:30

Udmøntning af midler til miljøcertificering

Udmøntning af midler til miljøcertificering

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 7. november 2005

 

 

4.      Udmøntning af midler til miljøcertificering

      MFU 262/2005

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler:

at der af puljen til miljøcertificering ydes støtte til delvis finansiering af indkøb af licens til et e-learning program til Københavns Kommunes Kursuscenter i forbindelse med indførelsen af miljø- og energiledelse i Københavns kommune på 120.000 kr.

 

 

RESUME

I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2001 blev der afsat en pulje på 2 mio. kr. pr. år i fire år til miljøcertificering af kommunens forvaltninger og institutioner. Mindreforbruget i puljen er overført fra 2004 til 2005.

Der er den 1. oktober 2005 fremsendt ansøgning fra Københavns Kommunes Kursuscenter på støtte til delvis finansiering af indkøb af licens til e-learning programmet Powerlearn. Med e-learning programmet vil Kursuscentret i samarbejde med forvaltningernes miljøankerpersoner kunne udvikle fleksible undervisningsløsninger, der kan benyttes såvel inden for miljø- og energiledelse, økologisk omlægning mv.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har vurderet projektet og finder det formålstjenligt, at der gives støtte til gennemførelsen af dette.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I forbindelse med fastlæggelsen af budget 2001 blev der afsat en pulje på 2 mio. kr. pr. år i årene 2001, 2002, 2003 og 2004 til støtte for indførelse af miljøledelse i kommunens forvaltninger og institutioner. Der er den 15. juni 2005 (BR 393/05) besluttet at overføre uforbrugte puljemidler på 120.000 kr. fra 2004 til 2005.

Afsættelsen af puljen skal ses i sammenhæng med Københavns Kommunes tiltræden i "Dogme 2000 for kommuner og miljø" den 13. juni 2001. Dogme 2000 er et tæt og forpligtende samarbejde mellem kommuner, som vil gøre en ekstraordinær indsats for miljøet.

I Agenda21 planen, der blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 13. januar 2005, BR 11/05, blev det besluttet, at alle forvaltninger og institutioner skal være miljøcertificerede inden udgangen af 2008, under forudsætning af, at der tilvejebringes finansiering hertil. Som finansiering besluttede Borgerrepræsentationen den 28. april 2005, BR 234/05, at konvertere Energipuljen til en pulje for indførelse af miljø- og energiledelse.

I denne fo rbindelse er alle forvaltninger blevet tilført midler til ansættelse af miljøankerpersoner, der dels skal koordinere indførelsen af miljø- og energiledelse i den enkelte forvaltning, og dels skal medvirke i forbindelse med uddannelsesaktiviteter med videre.

 

Uddybning af indstillingen

Københavns Kommunes Kursuscenter har den 1. oktober 2005 fremsendt ansøgning på 120.000 kr. om støtte til delvis finansiering til at indkøbe licens til et e-learningsystem, Powerlearn, som vil kunne understøtte aktiviteter i de enkelte forvaltninger med at indføre miljøledelse.

Via e-learningsystemet vil store personalegrupper kunne modtage undervisning i brugen af miljø- og energiledelse, ligesom systemet vil kunne anvendes ved videnssprednings­aktiviteter. Dette vil betyde, at gode ideer og arbejdsmåder udviklet i en institution hurtigt og let vil kunne spredes til andre tilsvarende institutionstyper og tages i anvendelse.

Brugen af e-learningssystemet vil ikke kun kunne bruges i forhold til miljø- og energiledelse, men også andre områder såsom indførelse af økologiske fødevarer vil kunne drage nytte af e-learningssystemet.

Støttebeløbet på de120.000 kr. ønskes anvendt som tilskud til indkøbet af licensen til programmet Powerlearn. Kursuscentret forventer derefter at kunne dække det årlige abonnementsbeløb via efterspørgslen på de produkter, der vil blive formidlet via systemet.

 

Konsekvenser for borgerne

Projektet har ikke nogen umiddelbare konsekvenser for borgerne.

I projektet ligger der dog en væsentlig signalværdi i, at kommunen går foran med at feje for egen dør og indføre miljøledelse i flere og flere institutioner, og derved skærper opmærksomheden mod forbruget af el, vand, varme og andre ressourcer.

 

ØKONOMI

I budget 2002 blev der afsat en pulje på 2 mio. kr. om året i perioden 2001 - 2004 til miljøcertificering af kommunens forvaltninger og institutioner. Puljen udmøntes af Økonomiudvalget efter indstilling fra Miljø- og Forsyningsudvalget.

Et mindreforbrug på 120.000 kr. i puljen er ved BR 393/05 overført fra 2004 til 2005.

Til finansiering af det foreslåede projekt foretages følgende omplacering i budget 2005:

- 120.000 kr. omplaceres til Københavns Kommunes Kursuscenter, Økonomiforvaltningen, funktion 6.51.1

Der anvises kassemæssig dækning for de uddelte støttemidler i puljen til miljøcertificering, som er placeret under Miljøkontrollen, funktion 0.80.1, Fælles formål.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af forvaltningens positivliste.

Til sagstypen er knyttet følgende miljømål:

Fej for egen dør:

"Der skal indføres miljøledelse i samtlige forvaltninger og institutioner i Københavns Kommune over tid" (Dogme 2000)

"Alle forvaltninger i Københavns Kommune skal være miljøcertificerede inden udgangen af 2008" (Agenda 21 planen)

Projektet, der ansøges om støtte til, omhandler indførelse af miljøledelse ved hjælp af forbedrede muligheder for fjernundervisning, e-learning. Projektet vil give Københavns Kommunes Kursuscenter og ankerpersonerne i de enkelte forvaltninger mulighed for at opstille institutions eller forvaltningsspecifikke uddannelsesforløb, der vil lette indførelsen af miljøledelse.

Projektet vil ligeledes kunne understøtte andre "feje for egen dør" projekter i Agenda 21 planen, herunder projekter i forbindelse med indførelse af økologiske fødevarer.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger

 

HØRING

Ingen bemærkninger

 

BILAG

Ansøgning fra Københavns Kommunes Kursuscenter af 1. oktober 2005

 

Hjalte Aaberg /                  Michael Hastrup

 


 

Til top