Mødedato: 07.10.2002, kl. 15:00

Lokalt komposteringsanlæg i Kongens Enghave

Lokalt komposteringsanlæg i Kongens Enghave

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 7. oktober 2002

 

 

9.      Lokalt komposteringsanlæg i Kongens Enghave

 MFU 213/2002

INDSTILLING[pj1] 

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder,

at der arbejdes videre med etablering af forsøg med lokalt komposteringsanlæg for bydelen Kongens Enghave udfra Miljøkontrollens anbefalinger.

 

 

RESUME[pj2] 

I overensstemmelse med Affaldsplan 2004 er der planlagt et forsøg med indsamling af bioaffald i Kongens Enghave til kompostering på et anlæg i bydelen.

Renholdningsselskabet af 1898 (R98) planlægger at sende anlægget i prækvalifikation (EU-udbud) for at afdække, om der findes komposteringsteknologi, der har mulighed for at leve op til de strenge krav, der vil blive stillet til driften. Affaldsbehandlingen skal foregå i et lukket system, så lugt- og støjgener minimeres mest muligt. Arbejdsmiljøet skal følge den relevante lovgivning, og den producerede kompost skal kunne anvendes til jordforbedring i bydelens grønne områder, gårde og haver.

Komposteringsanlægget vil være godkendelsespligtigt, og overvejes placeret på "Tippen". Kommuneplanen, som er fra 2001, giver for samme område dog kun mulighed for lettere industri, lager og lignende, der højst er i forureningsklasse 2 (ubetydelig forurening). Et traditionelt mile-komposteringsanlæg er forureningsklasse 4 (mindre væsentlig forurening), men forureningsklassen afgøres ved miljøgodkendelsen af det specifikke anlæg. I denne sammenhæng er risikoen for lugtgener og omfanget heraf et væsentligt forhold.

Miljøkontrollen anbefaler følgende udgangspunkt for det videre arbejde:

·        Anlæggets kapacitet bør ikke være større end det lokale behov.

·        Der bør ikke søges dispensation til placering af et klasse 4 anlæg på "Tippen", med mindre man samtidigt kan pege på, hvor anlægget kan placeres i bydelen efter endt forsøgsperiode.

·        Behandlingsprisen på et lokalt komposteringsanlæg bør ikke overstige behandlingsprisen på forbehandling til bioforgasning.

Ud fra en samlet betragtning vurderer Miljøkontrollen, at grundlaget for en miljøgodkendelse af et komposteringsanlæg på "Tippen" er så tvivlsomt, at man ikke bør igangsætte en prækvalifikation på nuværende tidspunkt. Der skal således arbejdes videre med at afdække muligheder for placering, anlægstype mv. samt overvejes ændret forsøgskoncept.

 


SAGSBESKRIVELSE[pj3] 

Baggrund

Som led i Affaldsplan 2004 planlægges et forsøg i Kongens Enghave, hvor kildesorteret organisk husholdningsaffald (bioaffald) komposteres i et anlæg placeret i bydelen. Dette forsøg kan ses som supplement til forsøget på Indre Nørrebro, hvor den vegetabilske del af bioaffaldet fælleskomposteres i gårdene, samt som supplement til Bioprojektet, hvor bioaffaldet fra et forsøgsområde på Amager indsamles til bioforgasning på anlæg uden for kommunen.

Forsøget er nærmere beskrevet i "Evaluering af affaldsmængder og økonomi vedr. Kgs. Enghave Agenda 21 affaldsprojekt", som blev taget til efterretning af Miljø- og Forsyningsudvalget på mødet den 3. juni 2002. Forsøget i Kongens Enghave blev endvidere drøftet i udvalget  på mødet den 17. juni 2002 i forbindelse med status på Affaldsplan 2004.

Affaldsprojektet, hvori komposteringsanlægget indgår, er en væsentlig del af kvarterløftet i Kongens Enghave. Affaldsprojektet er igangsat af et partnerskab bestående af kvarterløftprojektet i Kongens Enghave, de to almennyttige boligselskaber AKB og 3B, R98 og Miljøkontrollen. Intentionerne med projektet er dels, at beboerne får forståelse og ansvar for den lokale affaldssortering og affaldsbehandling, dels at jobindhold og kompetencer for ejendomsfunktionærer og skraldemænd udvikles, og endelig at der opnås en højere grad af genanvendelse af ressourcerne i affaldet.

I forsøget vil man afprøve en ny organisering af arbejdet. Et velkvalificeret driftspersonale skal både deltage i indsamling og kontrol af bioaffaldet ved kilden og deltage i det daglige arbejde med driften af komposteringsanlægget. Kvaliteten af sorteringen af bioaffaldet forventes derved at blive væsentligt forbedret. Således undgås mange af de driftsforstyrrelser, som erfaringsmæssigt er en væsentlig årsag til lugtgener.

Indsamling af bioaffald i Kongens Enghave begyndte i januar 2001 med ca. 800 husstande og er gradvist udvidet. I dag deltager 2300 husstande, svarende til 4000 beboere. Der blev i 2001 indsamlet ca. 63 tons bioaffald i Kongens Enghave svarende til ca. 1 kg pr. husstand pr. uge. Indtil et lokalt komposteringsanlæg er etableret, leveres det indsamlede bioaffald til forbehandling på AFAV (Affaldsselskabet Frederiksborg Amt Vest) for efterfølgende bioforgasning på anlæg i Nysted, Hashøj mv.

 

Uddybning af indstilling

Anlægstype

Baseret på resultaterne af den igangsatte indsamling af bioaffaldet forventes et behov for behandlingskapacitet på ca. 500 tons pr. år, når indsamlingen omfatter hele Kongens Enghave bydel (ca. 10.000 husstande). Miljøkontrollen anbefaler, at anlæggets kapacitet ikke bør være større end det lokale behov.

Det er planlagt, at R98 som led i etableringen af forsøget vil gennemføre et EU-udbud for at afdække markedet for mulige anlægstyper i denne størrelse. Til forberedelse af udbudsmaterialet er der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra R98, kvarterløftprojektet i Kongens Enghave og Miljøkontrollen samt to eksterne konsulenter.

Det vil være et krav til anlægget, at processen foregår i en lukket reaktor, således at  behandlingen af bioaffaldet foregår indkapslet, og lugt- og støjgener i omgivelserne minimeres. Der vil ligeledes blive stillet strenge krav til dokumentation for overholdelse af arbejdsmiljø og kompostkvalitet, samt til beredskab i tilfælde af driftsforstyrrelser.

 

Placering

Placeringen af anlægget er ikke fastlagt, men partnerskabet har undersøgt muligheden for at anvende to arealer på "Tippen". Arealerne er ejet af Københavns Havn, som evt. kan udlejes til R98.

Lokalplanen for området (Bådehavnsgade) er fra 1984 og udpeger området som erhvervsområde for bl.a. industri-, transport- og lagervirksomhed. Inden for området må der ikke opføres eller indrettes virksomheder, hvortil der af hensyn til forurening stilles særlige afstandskrav (svarer til forureningsklasse 6 og 7). Lokalplanen åbner mulighed for mindre dispensationer, som ikke vil ændre den karakter af området, som lokalplanen søger at skabe.

Kommuneplanen, som er fra 2001, giver for samme område dog kun mulighed for lettere industri, lager og lignende, der højst er i forureningsklasse 2 (ubetydelig forurening). Et traditionelt mile-komposteringsanlæg er forureningsklasse 4 (mindre væsentlig forurening), men forureningsklassen afgøres ved miljøgodkendelsen af det specifikke anlæg. I denne sammenhæng er risikoen for lugtgener og omfanget heraf et væsentligt forhold.

Det har hele tiden været projektets udgangspunkt, at anlæggets teknologi skal sikre en væsentlig reduktion af lugtgener i forhold til milekompostering. Ikke desto mindre finder Miljøkontrollen det meget tvivlsomt, at et komposteringsanlæg kan miljøgodkendes som forureningsklasse 2. Til gengæld kan der muligvis dispenseres fra planerne, f.eks. med begrundelse i "midlertidigt forsøgsanlæg". Miljøkontrollen vil dog ikke anbefale at søge dispensation til et klasse 4 anlæg, med mindre man ved, hvor anlægget kan placeres efter endt forsøgsperiode.

 

Kompostproduktet

Den producerede kompost skal anvendes lokalt i bydelens grønne områder og således være et synligt resultat af kildesorteringen. Der kan eventuelt etableres en demonstrationshave i tilknytning til anlægget, hvor borgerne kan se eksempler på og få inspiration til forskellige anvendelser af komposten. For at sikre, at komposten er af høj kvalitet, skal processen følge kravene i Slambekendtgørelsen[1] og i EU's forslag til forordning om animalske biprodukter[2]. Det skal også sikres, at kompostproduktet ikke giver anledning til jordforureningsproblemer ved genanvendelsen.

 

Det videre arbejde

Set i lyset af de nævnte usikkerheder mener Miljøkontrollen, at det er for tidligt at sætte en prækvalifikation i gang. Miljøkontrollen vil indlede drøftelser med de involverede parter om alternative muligheder for placering, anlægstype eller ændret forsøgskoncept, i fald der skal findes andre løsninger.

 

MILJØVURDERING

Et lokalt komposteringsanlæg for Kongens Enghave bydel vil have forskellige konsekvenser for miljøet på lokalt og regionalt plan.

På lokalt plan vil anlægget kunne medføre gener i form af lugt og støj. Der vil ved kravene til anlæggets konstruktion, drift og beredskabsprocedurer blive lagt stor vægt på at forebygge og minimere lokale gener.

På regionalt plan vil kildesorteringen af  bioaffaldet til kompostering betyde, at mængden af affald til forbrænding reduceres. Miljøeffekten af en sådan reduktion vil  afhænge af, hvad der sker med det affald, som ikke føres til forbrænding. Generelt kan man sige, at kompostering genanvender næringsstoffer og organisk materiale til jordforbedring, men udnytter ikke energien. Forbrænding udnytter derimod energien, mens næringsstofferne går tabt.

En egentlig miljøvurdering af forskellige former for behandling af organisk dagrenovation fra Hovedstadsområdet udføres af Danmarks Tekniske Universitet (DTU) for Miljøkontrollen m.fl. Miljøvurderingen omfatter forbrænding og bioforgasning samt et tillæg om fælleskompostering. Resultaterne vil blive forelagt Miljø- og Forsyningsudvalget i efteråret 2002 sammen med resultaterne fra Bioprojektet.

 

ØKONOMI

Behandlingspris

Det har været et udgangspunkt for projektet, at udgifterne til behandling af bioaffaldet på et lokalt komposteringsanlæg skal være sammenlignelige med det, som der betales for behanding af det øvrige indsamlede bioaffald i kommunen. I øjeblikket køres bioaffaldet til behandling på AFAV (forbehandling til bioforgasning). Denne behandlingspris er i størrelsesorden 1.000 kr. pr. ton. Miljøkontrollen anbefaler, at behandlingsprisen på et lokalt komposteringsanlæg ikke bør være højere, særlig fordi udgiften til forbrænding er ca. 550 kr. pr. ton. Hertil kommer omkostninger til indsamling af bioaffaldet. De øgede omkostninger til behandling og indsamling i forsøget afholdes af R98.

 
Anlægsinvestering

Anlægget er på et meget foreløbigt grundlag budgetteret til at koste R98 ca. 5,4 mio. kr., inkl. køb af grund. Der er givet tilsagn om 1,2 mio. kr. fra EU's LIFE-program til støtte til etablering af komposteringsanlægget. Dette beløb er trukket fra i den nævnte budgetterede udgift. Der er desuden givet EU-støtte til analyser af affaldssorteringen og kompostkvaliteten.

Anlægsinvesteringen får ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, da det er R98, som foretager investeringen. Afskrivning og drift af anlægget er indeholdt i R98's budget for 2003.

 

HØRING

Inden anlægget bliver etableret, vil der blive foretaget en nabohøring, og der vil blive gennemført en informationskampagne.

 

BILAG

Ingen.

 

 

 

Peter Elsman

                                                                                                             / Hjalte Aaberg

 


 



[1] Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 49 af 20. januar 2002 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål.

[2]  Forslag til Europaparlamentets og Rådets forordning om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum COM (2000) 574.


 [pj1]00102612DOC

 [pj2]00102613DOC

 [pj3]00102615DOC

Til top