Mødedato: 07.10.2002, kl. 15:00

Støjende byggeaktiviteter ved etablering af Danshøj Station

Støjende byggeaktiviteter ved etablering af Danshøj Station

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 7. oktober 2002

 

 

6.      Støjende byggeaktiviteter ved etablering af Danshøj Station

 MFU 210/2002

INDSTILLING[pj1] 

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder, at støjgrænserne, som er anført i vejledningen om bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune, på nærmere betingelser fraviges midlertidigt i forbindelse med de indledende anlægsarbejder ved Danshøj Station, og

at Miljø- og Forsyningsudvalget bemyndiger Miljø- og Forsyningsforvaltningen til at kunne dispensere fra støjgrænserne ved de kommende faser af anlægget af Danshøj Station.

 

 

RESUME[pj2] 

Banestyrelsen har den 16. august orienteret Miljøkontrollen om de indledende arbejder med anlæg af Danshøj Station, som er en ny S-togstation, hvor Ringbanen krydser Vestbanen til Høje Tåstrup.

Arbejdet kan ikke udføres inden for de grænser for støj, som er anført i vejledningen om Miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune.

Banestyrelsen har oplyst, at støjende arbejder i form af nedvibrering af spunsjern og ramning af fundamenter til master for nye kørestrømsledninger er planlagt til at finde sted i fem weekender den 12.-13., 19.-20. og 26.-27. oktober samt den 09.-10. og 16.-17. november 2002, på lørdagene mellem kl. 07.00 og 18.00, og på søndagene mellem kl. 09.00 og 18.00.

Miljøkontrollen vurderer, at baggrundsstøjen hos beboerne i området er meget høj, og at det vil være muligt at udføre arbejdet uden væsentlige gener for beboerne.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder, at Banestyrelsen kan udføre støjende arbejder i fem weekender i oktober og november 2002 på følgende betingelser:

·        De støjende aktiviteter skal foregå lørdage mellem kl. 07.00 og 18.00 samt søndage mellem kl. 09.00 og 18.00.

·        Arbejdet skal snarest efter Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning varsles til de omkringboende med besked om arbejdets indhold og varighed.

Banestyrelsen har desuden oplyst, at arbejdet med Danshøj Station vil fortsætte med senere faser, hvor der også planlægges støjende arbejder, der ikke kan finde sted inden for normal arbejdstid. Begrundelsen er, at driften af S-togene på Vestbanen skal indstilles mens arbejdet foregår.

Aktiviteterne i de kommende anlægsfaser af Danshøj Station er de samme aktiviteter, som har fundet sted ved anlægget af Flintholm Station og flytning af sporene til Frederikssundsbanen. Dette arbejde gav ikke anledning til klager til Miljøkontrollen, og det forventes arbejdet ved Danshøj Station heller ikke at give.

Af den grund og for at medvirke til at sikre et smidigt forløb af byggeriet foreslås det, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen, med udgangspunkt i Miljø- og Forsyningudvalgets tidligere beslutninger om dispensation fra støjgrænserne i forbindelse med anlægsarbejder ved Flintholm Station, træffer afgørelse om eventuel dispensation fra støjgrænserne, når Banestyrelsen henvender sig med planerne for de kommende faser af anlægget af Danshøj Station. Det forventes, at de kommende faser vil foregå i antal perioder i februar, marts, april og maj 2003. Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil orientere Miljø- og Forsyningsudvalget, når der er givet dispensation fra støjgrænserne. Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil sørge for, at naboerne til byggeriet vil blive informeret af Banestyrelsen en uge før en periode går i gang med støjende aktiviteter uden for normal arbejdstid.

 


SAGSBESKRIVELSE[pj3] 

Baggrund

Banestyrelsen har den 16. august 2002 orienteret Miljøkontrollen om det videre arbejde med etablering af Ringbanen, denne gang om de indledende arbejder på Danshøj Station, som bliver oprettet, hvor Ringbanen krydser under fjerntogene og S-togbanen (Vestbanen) til Høje Tåstrup.

Arbejdet kan ikke udføres inden for de støjgrænser, som er anført i vejledningen om Miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune.

Danshøj Station skal være station på både Ringbanen og Vestbanen, og der skal oprettes perron som en ø imellem sporene på Vestbanen. For at det kan lade sig gøre, skal de vestgående spor forlægges mod nord, og dæmningen, som Vestbanen ligger på, skal udvides tilsvarende mod nord. Banestyrelsen skal derfor sætte spuns til støtte af dæmningsudvidelsen og af trapperne til ø-perronen. Sætning af spunsen vil ske ved højfrekvent nedvibrering, som er mindre støjende end ramning. Desuden skal der nedrammes fundamenter til nye køreledninger. På grund af fundamenternes facon skal arbejdet foregå ved almindelig ramning.

Banestyrelsen har oplyst, at man bestræber sig på at opretholde togdriften i så vid udstrækning som muligt under anlægsarbejdet. De ovenfor nævnte arbejder skal dog udføres på tidspunkter, hvor togdriften på Vestbanen er indstillet.

Banestyrelsen planlægger, at arbejdet med sætning af spuns skal finde sted i tre weekender den 12.-13., 19.-20. og 26.-27. oktober 2002 fra kl. 07.00 til kl. 18.00 på lørdagene og fra kl. 09.00 til kl. 18.00 på søndagene. Der vil blive benyttet to sæt materiel for at blive hurtigt færdig.

Nedramning af fundamenter til masterne til kørestrømmen planlægger Banestyrelsen at udføre i to weekender den 09.-10. og 16.-17. november 2002 ligeledes mellem kl. 07.00 og 18.00 på lørdagene og mellem kl. 09.00 og 18.00 på søndagene.

Hvis Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder indstillingen, vil Banestyrelsen informere naboerne langs strækningen, hvor arbejdet skal foregå med beskrivelse af arbejdets indhold og omfang.

Banestyrelsen har endelig meddelt Miljøkontrollen, at der senere kommer andre faser i arbejdet med stationen, som igen kræver, at driften på Vestbanen indstilles. Banestyrelsen planlægger, at det også skal ske i weekender, men desuden vil der komme perioder, hvor der skal arbejdes om natten på hverdage, ligesom det skete ved anlæggelse af Flintholm Station. De enkelte faser er ikke planlagt i detaljer, men forventes at skulle foregå i et antal perioder i februar, marts, april og maj 2003. Det drejer sig bl.a. om udlægning af spor, sammentrækning af nye spor med eksisterende spor, fjernelse af gamle skinner samt sætning af yderligere spuns. Banestyrelsen har oplyst, at man som sædvanligt vil ansøge Miljøkontrollen om de forskellige faser i arbejdet, efterhånden som detailplanlægningen falder på plads.

 

Vurdering af støjforholdene

De støjende aktiviteter i anlæggets første fase er vibrering af spuns og ramning af fundamenter. Byggepladsen kommer til at ligge ved siden af sporene til fjerntogene, hvor støjniveauet i forvejen er meget højt. De nærmeste naboer vil være beboerne på Ansgars Allé.

Miljøkontrollen har foretaget en overordnet beregning af støjen fra fjerntogene ved Danshøj Station, som viser, at det gennemsnitlige støjniveau over et døgn kan være 77 dB(A) med maksimalværdier lige under 100 dB(A) i en afstand af 25 m fra det sydlige fjerntogspor. Det svarer nogenlunde til afstanden fra fjerntogsporene til ejendommene langs Ansgars Allé. På den baggrund vurderer Miljøkontrollen, at støjen fra nedvibrering af spuns kan foregå uden væsentlige gener for beboerne.

Støjen fra ramning af fundamenter til nye master for kørestrøm vil være karakteriseret ved høje maksimalværdier, som kan være generende, selv om baggrundsstøjen er høj. Banestyrelsen har imidlertid oplyst, at selve rammearbejdet tager kort tid, ca. ½ time pr. fundament hvis der ikke opstår forhindringer, hvorefter arbejdsstedet flyttes. Det meste af arbejdstiden går med afrigning, flytning og tilrigning af rammeudstyret, hvilket ikke er støjende aktiviteter. Fordi arbejdet flytter sig forholdsvis hurtigt vurderer Miljøkontrollen, at arbejdet kan udføres i dagtimerne i weekenderne uden væsentlige gener for beboerne.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår derfor, at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder, at Banestyrelsen kan udføre støjende arbejder i fem weekender i oktober og november 2002 på følgende betingelser:

·        De støjende aktiviteter skal foregå lørdage mellem kl. 07.00 og 18.00 samt søndage mellem kl. 09.00 og 18.00.

·        Arbejdet skal snarest efter Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning varsles til de omkringboende med besked om arbejdets indhold og varighed.

 

Vurdering af de kommende faser af anlægget af Danshøj Station

De arbejder, som Banestyrelsen senere skal udføre på Danshøj Station, er alle arbejder, som på lignende vis blev udført ved anlægget af Flintholm Station og flytning af sporene til Frederikssundsbanen, hvor de ikke har givet anledning til klager fra beboerne omkring byggeriet. Miljøkontrollen vurderer, at de tilsvarende arbejder ved Danshøj Station også kan udføres uden væsentlige gener for de omboende.

Af den grund og for at medvirke til at sikre et smidigt forløb af byggeriet foreslås det, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen, med udgangspunkt i Udvalgets tidligere beslutninger ved Flintholm Station, træffer afgørelse om eventuelle fravigelse af støjgrænserne, når Banestyrelsen henvender sig med planerne for de kommende faser af anlægget af Danshøj Station. Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil orientere Miljø- og Forsyningsudvalget, når der har været givet dispensation fra støjgrænserne. Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil sørge for at naboerne til byggeriet vil blive informeret af Banestyrelsen en uge før en periode går i gang med støjende aktiviteter uden for normal arbejdstid.

 

MILJØVURDERING

Første fase af arbejdet med anlæg af Danshøj Station vil omfatte aktiviteter, som medfører støj for de omkringboende. Banestyrelsen har valgt at planlægge de støjende aktiviteter, som ikke kan foregå inden for normal arbejdstid, til dagtimerne på lørdage og søndage.

Af sikkerhedsgrunde skal S-togsdriften på Vestbanen indstilles, når arbejdet foregår. Alternativet til at arbejde på weekender i dagtimerne ville være arbejde i aften- og nattetimerne. Miljøkontrollen vurderer, at generne vil være mindst for beboerne i området, hvis de støjende aktiviteter udføres som planlagt af Banestyrelsen.

 

ØKONOMI

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

 

HØRING

Indstillingen har ikke været i høring.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Der er ikke andre konsekvenser forbundet med indstillingen.

 

BILAG

Kort, der viser Danshøj Stations placering.

 

 

 

 

Peter Elsman

/ Hjalte Aaberg

 


 


 [pj1]00102600DOC

 [pj2]00102601DOC

 [pj3]00102602DOC

Til top