Første anlægsoversigt 2026
Sagen er den første af fire årlige anlægsoversigter som præsenteres for udvalget og afstemmer Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen anlægsbudget med udvalgets anlægsmåltal for 2026 samt overførte anlægsmidler fra 2025.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender forvaltningens forslag til periodisering af anlægsbudgetterne.
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender, at der oprettes en minuspulje på 45,1 mio. kr., så forvaltningens samlede budget stemmer med måltallet på 86,2 mio. kr.
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender, at periodiseringerne af forvaltningens anlægsbudgetter og minuspulje indgår i den samlede anlægsoversigt for alle forvaltninger, som går til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Problemstilling
Fagudvalgene i Københavns Kommune har dels et anlægsbudget og dels et anlægsmåltal. Anlægsbudgettet viser niveauet for de anlægsbevillinger, der er afsat. Måltallet er et politisk måltal for, hvad anlægsforbruget skal udgøre ved årets udgang inden for et forvaltningsområde. Der er altid anlægsprojekter, som bliver forsinkede, hvorfor forbruget ender med at være lavere end de afsatte anlægsbevillinger. Dette forventes også at ske i år, uden at udvalget eller forvaltningen aktivt bremser og udskyder anlægsprojekter.
Københavns Kommunes samlede anlægsbudgetter styres i fire årlige anlægsoversigter, som har til formål at sikre, at hvert udvalg ikke overskrider deres givne måltal, og at kommunen ikke overskrider det samlede anlægsmåltal for kommunen. Dette er den første anlægsoversigt i 2026.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningens anlægsmåltal udgør 86,2 mio. kr. i 2026. I tallet er der taget højde for ressortændringerne vedrørende En Indgang og Byens Rum. Derimod vil Københavns Ejendommes (KEJDs) budget og måltal først indgå senere, da KEJD bevillingsteknisk endnu ikke er flyttet fra Økonomiforvaltningen til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen. KEJD indgår i Økonomiforvaltningens anlægsoversigter, indtil det tekniske flyt er gennemført.
Anlægsbudgettet, som måltallet skal holdes op imod, udgøres af allerede besluttede anlægsprojekter for 2026 samt af overførte anlægsmidler fra 2025, da der er automatisk overførselsadgang på anlægsprojekter, der endnu ikke er afsluttet.
Der er i 2026 periodiseret med besluttede anlægsprojekter for 109,1 mio. kr. Dette er aktive anlægsprojekter, som er besluttet ved tidligere budgetaftaler og overførselssager.
Hertil kommer, at der overføres 22,1 mio. kr. i anlægsmidler fra 2025 til 2026. De største overførsler er på anlægskategorien tilskud til eksterne parter, herunder tilskud til GAME for opførsel af streethubs og Husum Boldklub. Der vil med regnskabet være detaljerede redegørelser for overførslerne.
Dermed er der et samlet anlægsbudget på 131,2 mio. kr., jf. tabellen nedenfor.
Tabel 1. Sammensætning af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets anlægsbudget.
|
Anlægsbudget Beløb (mio. kr. 2026 P/L) |
2026 |
|
Allerede besluttede anlægsprojekter |
109,1 |
|
Overførsler fra 2025 |
22,1 |
|
I alt |
131,2 |
Anlægsbudgettet på 131,2 overskrider måltallet på 86,2 mio. kr. med i alt 45,1 mio. kr.
Løsning
Det anbefales at oprette en minuspulje på 45,1 mio. kr. for at afstemme overskridelsen af budgettet med måltallet, jf. tabellen nedenfor.
Tabel 2. Afstemning af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets måltal.
|
Afstemning af måltal Beløb (mio. kr. 2026 P/L) |
2026 |
|
Samlede anlægsbudget |
131,2 |
|
Oprettelse af minuspulje |
-45,1 |
|
Måltal |
86,2 |
|
Balance |
0,0* |
*difference skyldes afrundinger
Minuspuljen er en måde at fremme eksekveringen og få anlægsbudget og anlægsmåltal til at stemme overens med hinanden i forventning om, at anlægsbudgettet og måltallet vil blive overholdt ved årets udgang på baggrund af en forventelig forskydning af projekter og jf. forvaltningens historiske eksekveringsevne. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen har benyttet minuspuljer de seneste to år for at fremme eksekveringen på anlægsprojekter. Dette har ikke medført overskridelser af budget eller måltal på anlæg. Andre forvaltninger og enheder i Københavns Kommune bruger lignende styringsværktøjer til at fremme eksekvering.
Der har i de to seneste år været en gennemsnitlig eksekveringsgrad på 66 pct., jf. tabel 3 nedenfor.
Tabel 3. Forvaltningens eksekvering 2024-2025.
|
År |
Budget* |
Forbrug |
Restbudget |
Forbrugsprocent |
|
2024 |
52,5 |
33,3 |
19,2 |
63% |
|
2025 |
68,1 |
46,2 |
21,9 |
68% |
|
Gns. |
60,3 |
39,75 |
20,55 |
66% |
*Der er i budgettet fratrukket restmidler på afsluttede anlægsprojekter, da disse skal afleveres tilbage til kassen.
Hvis der er den samme eksekveringsgrad (66 pct.) i 2026, så vil anlægsforbruget udgøre 86,6 mio. kr., hvilket er tæt på måltallet på 86,2 mio. kr. Derfor indstiller forvaltningen, at der indarbejdes en minuspulje, som bringer budgettet ned på måltallet. Minuspuljen afvikles løbende ved anlægsoversigterne, efterhånden som forsinkelser på konkrete anlægsprojekter bliver kendt.
Eksekveringsgraden i løbet af året er naturligvis behæftet med usikkerhed. Forvaltningen vil derfor følge afviklingen af minuspuljen tæt, og udviklingen vil fremgå af kommende anlægsoversigter. Hvis forvaltningen senere på året vurderer, at det er vanskeligt at nå ned på anlægsmåltallet, vil der kunne blive behov for at bremse og dermed udskyde specifikke anlægsprojekter til kommende budgetår.
Minuspuljen skal senest være afviklet ved 4. anlægsoversigt, da den ikke kan indgå i regnskabet.
Politisk Handlerum
Ønskes det, at minuspuljen nedskrives med det samme, kan forvaltningen op mod 2. anlægsoversigt udarbejde et oplæg til, hvilke projekter som er mulige at forsinke, samt hvilke der kan forsinkes uden merudgifter med henblik på at få nedskrevet minuspuljen.
Risikoen ved bevidst at stoppe eller forsinke specifikke anlægsprojekter nu er dog, at der overstyres, så der gennemføres en unødig opbremsning. Det tager tid at genopstarte projekterne, hvis det bliver nødvendigt at øge eksekveringen. Det er derfor ikke sikkert, at en genstart af et projekt vil kunne have effekt i år.
Økonomi
Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser. Den medfører oprettelse af en minuspulje for at afstemme med måltallet.
Videre proces
Første anlægsoversigt på Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets område fremsendes til Økonomiforvaltningen d. 18. februar med forbehold for Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets godkendelse.
Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor alle udvalgenes periodiseringer på anlægsområdet fremgår. Denne sag behandles af Økonomiudvalget den 17. marts 2026 og af Borgerrepræsentationen den 26. marts 2026. Når ændringerne er godkendt af Borgerrepræsentationen, indarbejdes de i Kultur- og Fritidsudvalgets korrigerede budget.
Mikkel Boje / Janus Rønholt Hansen