Håndtering af medlemsforslag om markering ved større genbegravelser på Københavns kirkegårde
Indstillingen adresserer medlemsforslag om markering ved større genbegravelser på Københavns kirkegårde. Med indstillingen skitseres forslag for markering af genbegravelser, som vil kunne afholdes indenfor forvaltningens ramme.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget drøfter forvaltningens forslag til håndtering af genbegravelser på Københavns Kirkegårde.
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender enten:
- en model med en mindesten, når minimum 50 individer, hvis flytning belyser aspekter af byens historie, flyttes
- at den nuværende praksis opretholdes, så der fortsat ikke opsættes mindesten
3. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender, at medlemsforslag stillet af Dansk Folkeparti den 26. februar 2026 om markering ved større genbegravelser på Københavns Kirkegårde hermed er håndteret.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog på møde den 26. februar 2026 medlemsforslag stillet af Dansk Folkeparti om at ”Borgerrepræsentationen pålægger Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling, der skal beskrive mulighederne for at etablere en fast praksis for markering af de personer, der bliver genbegravet ifm. større genbegravelser på Københavns Kommunes kirkegårde”
Københavns Kirkegårde modtager løbende knoglerester fra udgravninger foretaget af Københavns Museum primært i forbindelse med anlægsprojekter i København på nedlagte eller aktive kirkegårde. Hidtil har Københavns Kirkegårde som hovedregel nedsat disse knogler i umarkerede gravsteder (restegrave) på linje med praksis på de danske kirkegårde i almindelighed.
Med nærværende indstilling skitseres en mulig ny praksis, hvor den byhistorie, som anlægsprojekter repræsenterer, kan udfoldes på kirkegårdene, samtidig med, at hvilestedet for knogleresterne af de forflyttede individer markeres ved større genbegravelser.
Løsning
Nedenfor beskrives forvaltningens forslag til løsning med etablering af en mindesten, såfremt der er politisk ønske om at indføre en ny praksis. Jf. afsnittet om politisk handlerum er det muligt at justere på den foreslåede grænse for antallet af individer, der sættes mindesten over, eller at pålægge forvaltningen at udarbejde et andet forslag til mindesten/-plade. Det er ligeledes muligt at beslutte at fortsætte den nuværende praksis opretholdes, så der fortsat ikke opsættes mindesten.
Forvaltningens forslag til løsning
Ved genbegravelser af knoglerester af et markant antal individer (minimum 50), hvis flytning belyser aspekter af byens historie, etablerer Københavns Kirkegårde en særskilt grav hertil med en mindesten/-plade. Forvaltningen vil i hvert enkelt tilfælde på forhånd orientere Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget med et notat.
Der anvendes en standard mindesten/-plade i forbindelse med større genbegravelser, en granitsten i størrelsen 32 x 32 x 45/60 cm, hvorpå en mindeplade kan monteres.
Eksempel på mindeplade


Granitstenen tjener både til fastgørelse af mindepladen og synliggørelse af markeringen. Granitstenen udføres i denne særlige form for at sikre, at
mindesmærket adskiller sig fra almindelige gravsten. For at øge læsbarheden, og så vand kan løbe af, monteres mindepladen skråtliggende på granitstenen. Den udføres i rustfrit stål i dimensionerne 15 x 21 cm med Københavns Kommunes logo og en indskrift, der følger en fast skabelon:
”Her er nedsat [xx antal] afdøde flyttet fra [tidligere placering] i år [20xx] i forbindelse med [anlægsprojekt, der har foranlediget flytningen]”
Større genbegravelser nedsættes samlet på et område, vurderet egnet hertil af Københavns Kirkegårde under hensyntagen til kirkegårdens udviklingsplan, øvrige anvendelse m.v. Der nedsættes ikke knoglerester fra andre grave i tilknytning hertil. Af formidlingsmæssige grunde tilstræbes det, at større genbegravelser placeres på afstand af hinanden, så det bliver de nærmere omstændigheder om hver genbegravelse, der bliver historien, og ikke genbegravelserne som fænomen. Genbegravelser vil ikke finde sted på aktive begravelsesområder, men kun på områder, hvor der ikke længere sælges gravsteder.
Eksempler på tidligere genbegravelser på Københavns kirkegårde:
- Ved udgravningen af middelalderkirkegården Skt. Clemens blev der i år 2008 nedsat knogleresterne af ca. 260 individer samt løsfundne knogler fra mellem 300 og 1.000 individer på Vestre Kirkegård
- I forbindelse med metrobyggeriet på Assistens Kirkegård blev der i år 2010 genbegravet ca. 2.300 individer sammesteds
- Ved en udgravning af gulvet under Helligåndskirken blev der ligeledes på Assistens Kirkegård nedsat knogleresterne af 29 individer i år 2026
- I år 2026 nedsattes også 156 individer på Vestre Kirkegård, flyttet fra andre arealer på kirkegården i forbindelse med et skybrudsprojekt
Genbegravelserne ifm. metrobyggeriet på Assistens Kirkegård er de eneste af ovenstående, som er blevet markeret med en mindesten.
Politisk handlerum
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget kan
- ·vedtage den ovenfor skitserede model
- fastsætte en anden grænse for antal individer, der sættes mindesten over
- bede forvaltningen udarbejde et andet forslag til mindesten/-plade
- fortsætte den eksisterende praksis, hvor der som udgangspunkt ikke sættes mindesten i forbindelse med genbegravelser.
Det bemærkes, at forvaltningen vurderer, at der med de ovenfor nævnte kriterier ikke vil blive opstillet mere end gennemsnitligt max. én mindesten om året. Ændringer, der påvirker antallet af mindesten i opadgående retning og/eller udformningen af mindesten, vil betyde, at udgiften ikke kan håndteres indenfor egen ramme.
Økonomi
Prisen for granitsten monteret med stålplade med indskrift og opsat sikkert af stenhugger er i alt 13 t. kr. ekskl. moms. Da anlæg og drift udgør en beskeden økonomi, afholdes udgiften inden for Københavns Kirkegårdes egen ramme.
Videre proces
Såfremt Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget vedtager den ovenfor skitserede model, vil Københavns Kirkegårde sikre, at der herefter sættes mindesten ved større genbegravelser, og at udvalget forud herfor orienteres i hvert enkelt tilfælde.