Mødedato: 19.06.2026, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Ændrede Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København

Se alle bilag

Der skal tages stilling til forslag til ændringer i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.

Indstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller, at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag til ændringer i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København godkendes, og
  2. at Folkeoplysningsudvalget bemyndiges til i enighed at beslutte mindre væsentlige ændringer samt ændringer, der følger af ændret lovgivning uden forudgående forelæggelse for Borgerrepræsentationen.

Problemstilling

Der forslås ændringer i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København på baggrund af, at der er vedtaget ny lovgivning, truffet beslutning i Borgerrepræsentationen om afskaffelse af gebyr for brug af anviste offentlige faciliteter samt at Folkeoplysningsudvalget har modtaget en anmodning fra Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget om kompensation til foreninger for ikke-varslede lukninger af faciliteter på minimum 3 måneder. Alle tre elementer har konsekvenser for Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København.

Borgerrepræsentationen har tidligere bemyndiget Folkeoplysningsudvalget til at foretage ændringer i Retningslinjer for folkeoplysning. Denne bemyndigelse fornys og opdateres, så forslag til ændringer enten fordrer enighed i udvalget eller ændret lovgivning.

Folkeoplysningsudvalget behandlede sagen på sit møde den 2. juni 2026 og anbefalede denne indstilling overfor Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Løsning

Lovændring

I december 2025 blev der vedtaget tre ændringer i folkeoplysningsloven, jf. bilag 3.

Lovændringerne gennemfører dele af regeringens udspil om afbureaukratisering for foreningslivet, der er udarbejdet på baggrund af anbefalinger fra partnerskabet om afbureaukratisering for foreningslivet.

Konkret indebærer lovændringerne

  • lempelse af krav om, at hele bestyrelsen skal underskrive foreningens tilskudsregnskab (afsnit 2.19.1 og 4.9.2),
  • lempelse af krav til aftenskoler ved mellemkommunal refusion, så der ikke skal indhentes fuldt personnummer på deltagere (afsnit 2.14), og
  • øget fleksibilitet for aftenskoler ved fjernundervisning, så der ikke er krav om, at 30 pct. af undervisningen på det enkelte kursus skal gennemføres i fællesskab (afsnit 2.7.1).

Beslutning i Borgerrepræsentationen

Borgerrepræsentationen besluttede den 30. april 2026, at gebyret for folkeoplysende foreningers brug af anviste offentlige faciliteter afskaffes (tidligere afsnit 5.6 udgår).

Anmodning fra Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget anmodede på sit møde den 27. november 2025 Folkeoplysningsudvalget om at ændre Retningslinjer for støtte til Folkeoplysning i København således, at foreninger kan kompenseres for ikke-varslede lukninger af faciliteter på minimum 3 måneder (nyt afsnit 5.6).

På baggrund af ovenstående har Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen udarbejdet udkast til ændringer i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, jf. bilag 2.

Delegation til Folkeoplysningsudvalget

Borgerrepræsentationen besluttede den 1. december 2011 at delegere alle opgaver i henhold til folkeoplysningsloven til Folkeoplysningsudvalget, jf. folkeoplysningsloven, hvoraf det fremgår, at Borgerrepræsentationen ”skal oprette et udvalg inden for den kommunale forvaltning med repræsentation for den virksomhed, der kan få tilskud efter kapitel 3, hvortil den kan henlægge sine opgaver i henhold til denne lov”. Folkeoplysningsudvalget har med denne delegation foretaget ændringer i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, og retningslinjerne er kun ved større eller meget væsentlige ændringer blevet forelagt Borgerrepræsentationen. Denne bemyndigelse fornys og opdateres, så forslag til ændringer i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København enten fordrer enighed i udvalget eller af ændret lovgivning (afsnit 7.1).

Politisk Handlerum

Udvalget kan beslutte at anmode Folkeoplysningsudvalget om at:

  • Udarbejde en anden model for kompensation for lukninger af de faciliteter, der stilles til rådighed for folkeoplysende foreninger og aftenskoler.
  • Justere den delegerede kompetence til at foretage ændringer i Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København, så eksempelvis alle ændringer skal forelægges Borgerrepræsentationen. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

De ændrede Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København offentliggøres på kommunens hjemmeside.

 

Mikkel Boje

                                                      / Mads Kamp Hansen
Til top