Mødeplan for Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget 2027
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget skal tage stilling til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningens forslag til en mødeplan for udvalget for 2027 (jf. bilag 1).
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender udkast til mødeplan for Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget for 2027, jf. bilag 1.,
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender datoer for budgetseminar i februar og budgetmøde i august 2027
Problemstilling
I henhold til § 20, stk. 1, i lov om kommunal styrelse skal de stående udvalg og Økonomiudvalget for hvert regnskabsår beslutte, hvornår og hvor udvalgsmøderne skal holdes.
Løsning
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets møder afholdes sædvanligvis på torsdage, ligesom også Borgerrepræsentationen og Sundheds- og Omsorgsudvalget afholder deres møder på torsdage.
Forvaltningerne undgår så vidt muligt at placere udvalgsmøder for flere udvalg på samme tidspunkt, da det skal være muligt for udvalgsmedlemmerne at sidde i flere udvalg eller at rokere mellem udvalg i løbet af valgperioden. De foreslåede mødedatoer har været i høring ved de øvrige udvalg.
Derudover afholdes et møde i marts og to møder i juni på fredage, da der ikke er ledige torsdage.
Møderne i det kommende års mødeplan er som udgangspunkt berammet fra kl. 16-20 i det omfang, kalenderen tillader det.
For så vidt angår mødet den 5. marts er dette placeret fra kl. 17- 20, hvilket skyldes, at der fra kl. 15-17 afholdes bedømmelsesmøde for Københavns Kommunes præmiering af smukke bygninger.
Et enkelt møde den 18. november afholdes i forlængelse af kåring af Årets Idrætsforening og er derfor placeret i tidsrummet kl. 16.30-20.
Mødet 25. juni og 9. december afsluttes med henholdsvis sommer- og julemiddag, og det forventede sluttidspunkt er af den grund sat til kl. 19.00.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget kan vælge at have temamøder om udvalgte temaer inden, efter eller i forbindelse med udvalgsmødet.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget har derudover praksis for at holde fællesmøder med Ældrerådet og Handicaprådet. Det er desuden aftalt at holde et lignende møde med Ungeråd KBH og Folkeoplysningsudvalget. Udvalget kan derfor drøfte, hvordan disse møder skal foregå.
Forslag til mødeplan
I forvaltningens forslag til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets mødeplan for 2027 er der planlagt 12 ordinære udvalgsmøder. Til sammenligning planlagde udvalget at afholde 13 udvalgsmøder i 2026.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen foreslår således, at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget afholder følgende ordinære udvalgsmøder i 2027:
- Torsdag den 7. januar 16.00-20.00
- Fredag den 26. februar (budgetseminar m. udvalgsmøde) 11.00-15.00
- Fredag den 5. marts 17.00-20.00
- Torsdag den 22. april 16.00-20.00
- Torsdag den 27. maj 16.00-20.00
- Fredag den 11. juni 16.00-20.00
- Fredag den 25. juni + sommermiddag 16.00-19.00
- Torsdag den 19. august (budgetmøde m. udvalgsmøde) 16.00-20.00
- Torsdag den 16. september 16.00-20.00
- Torsdag den 28. oktober 16.00-20.00
- Torsdag den 18. november 16.30-20.00
- Torsdag den 9. december + julemiddag 16.00-19.00
Praktisk
Udvalgsmøderne afholdes som udgangspunkt på Rådhuset, 1. sal, værelse 86, dog vil enkelte møder i løbet af året placeres i lokaler hos relevante kulturaktører. Det bemærkes, at der ved de anførte sluttidspunkter er tale om forventede sluttidspunkter.
Møder og konferencer med relevans for Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget
Herudover kan det oplyses:
- at Kommunaløkonomisk Forum afholdes 14.-15. januar 2027,
- at der afholdes bedømmelsesmøde ifm. Københavns Kommunes præmiering af smukke bygninger den 5. marts 2027, kl. 15-17,
- at Kommunalpolitisk Topmøde afholdes 18.- 19. marts 2027,
- at Bibliotekspolitisk Topmøde afholdes 29.-30. april 2027 i Kolding,
- at Kulturmødet Mors afholdes 26.-28. august 2027,
- at Årets idrætsforening kåres den 18. november 2027, kl. 16-16.30,
Forslag til fællesmøder med andre udvalg og råd:
- Ungeråd KBH 7. januar 2027
- Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningens Hoved-MED i forbindelse med budgetseminaret 25.-26. februar
- Københavns Ældreråd 22. april 2027
- Handicaprådet 27. maj 2027
- Folkeoplysningsudvalget 11. juni 2027
Budgetseminar og budgetmøde
- Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget skal beslutte, hvornår udvalget ønsker henholdsvis budgetseminar med udvalgsmøde og budgetmøde lagt. Forvaltningen foreslår følgende tidspunkter:
- Budgetseminar fra torsdag den 25. februar kl. 9.00 til fredag den 26. februar kl. 11.00 med efterfølgende udvalgsmøde fredag kl. 11-15
- Budgetmøde torsdag den 19. august kl. 12-16 med efterfølgende udvalgsmøde kl. 16-20
Politisk handlerum
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget kan foreslå alternative mødedatoer i stedet for de af forvaltningen foreslåede eller sende sagen retur til forvaltningen med henblik på at forvaltningen skal vende tilbage med alternative datoer. Det vil dog blive svært at finde datoer, hvor andre udvalg ikke allerede har planlagt udvalgsmøder.
Alternativt kan udvalget beslutte, at udvalgsmøderne skal placeres om morgenen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender forslaget til mødeplan, sendes planen til Borgerrepræsentationens sekretariat, og udvalgets medlemmer vil modtage kalenderinvitationer til udvalgsmøderne.
Mikkel Boje
/ Assal Raun