Strategi for arbejdet med talent- og eliteidræt i Københavns Kommune 2027-2029
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender ny strategi for talent- og eliteidrætten i Københavns Kommune.
Problemstilling
Kultur-, Fritids og Borgerserviceudvalget besluttede på møde den 13. marts 2025, at Team Copenhagens strategi på talent- og eliteområdet skulle videreføres som Københavns Kommunes strategi i 2025 og 2026.
Udkast til strategi er blevet behandlet på Talent- og Eliterådets møde d. 16. juni 2026. Strategien er blevet forelagt klubber, specialforbund og uddannelsesinstitutioner på fælles møde d. 17. august 2026.
Den nuværende talent- og elitestrategi 2025-2026 blev overtaget ved den selvejende institution Team Copenhagens overdragelse til Københavns Kommune i 2024.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen har udarbejdet udkast til ny strategi for talent- og eliteidrætten i Københavns Kommune som udvalget nu skal behandle politisk.
Løsning
Den nye strategi på talent- og eliteidrætsområdet skal tydeliggøre kommunens mål, prioriteringer og rolle i samarbejdet med idrættens aktører og relevante uddannelsesinstitutioner.
Strategien bygger på elitekommuneaftalen med Team Danmark, erfaringerne fra Team Copenhagens hidtidige arbejde samt den viden og de anbefalinger, der er fremkommet gennem dialog med klubber, specialforbund, uddannelsesinstitutioner, udøvere og øvrige samarbejdspartnere.
Talent- og eliterådet, som er nedsat for at rådgive ift. behandling af støttetildelinger, ny viden og konkrete talent- og eliteindsatser, blev på deres møde den 16. juni 2026 præsenteret for kerneelementer i den nye strategi for talent- og eliteidrætten i Københavns Kommune. Talent- og eliterådets bemærkninger er indarbejdet i vedhæftede udkast til strategi.
11. august afholdt Team Copenhagen orienteringsmøde om den nye strategi med ca. 50 deltagende interessenter inden for talent- og eliteområdet i København, der bakkede op om retning og prioriteringer i den nye strategi.
Strategien bygget op om en vision og en mission og på den baggrund prioriterer strategien to overordnede indsatsområder, som tilsammen udgør fundamentet for Københavns Kommunes arbejde med talent- og eliteidræt:
- Dual Career - sammenhæng mellem eliteidræt, uddannelse og trivsel.
- Talent- og elitemiljøer - udvikling af de miljøer, organisationer og kompetencer, der danner grundlag for fremtidens eliteatleter.
Københavns Kommunes arbejde med talent- og eliteidræt bygger på fem strategiske principper. Principperne beskriver, hvordan kommunen ønsker at udvikle området, og fungerer som fælles pejlemærker for alle prioriteringer, samarbejder og indsatser.
- Vi prioriterer kvalitet og effekt
- Vi udvikler hele mennesker fremfor kortsigtede resultater
- Vi styrker miljøer
- Vi skaber sammenhæng gennem partnerskaber
- Vi arbejder med viden, evaluering og læring
Politisk handlerum
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget er politisk ansvarlig for talent- og eliteidrætten i Københavns Kommune. Udvalgets bemærkninger vil blive indarbejdet i den endelige strategi. Afhængig af karakteren af bemærkninger kan udvalget vælge at behandle en opdateret version af strategien inden strategiens ikrafttræden 1. januar 2027.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender ny strategi for arbejdet med talent- og eliteidrætten i Københavns Kommune vil strategien implementeres fra 1. januar 2027. Udvalget præsenteres som tidligere for en årlig status på arbejdet med talent og eliteområdet.
Mikkel Boje
/ Jakob Heide Pedersen