Mødedato: 10.09.2026, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Hele Danmarks Klubhus i Valby Idrætspark

Se alle bilag

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget skal som led i Dansk Boldspils-Unions fondsfinansierede program ’Hele Danmarks Klubhus’ tage stilling til et videre arbejde med et regionalt fodboldcenter i Valby Idrætspark.

Indstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget beslutter, at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen skal samarbejde med Hele Danmarks Klubhus og DBU København om etablering af regionalt fodboldcenter i Valby Idrætspark.
  2. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget beslutter, at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen, i dialog med Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, Økonomiforvaltningen og lokale aktører og foreninger, skal afdække placeringsmæssige muligheder og begrænsninger for regionalt fodboldcenter i Valby Idrætspark med henblik på senere beslutning om placering.

Problemstilling

Dansk Boldspil-Union (DBU) har som en del af udviklingsprogrammet 'Hele Danmarks Klubhus' (HDK) kontaktet Københavns Kommune med ønske om at etablere et regionalt fodboldcenter i Valby Idrætspark, som skal kunne rumme aktiviteter for fodboldforeninger i hele København og omegn.

Valby Idrætspark står over for en gennemgribende udvikling med etablering af nye idrætsfaciliteter, bedre infrastruktur, boliger mv. Et regionalt fodboldcenter vil skulle indpasses og koordineres med den igangværende planlægning.

Med afsæt i udvalgets beslutning vil der blive arbejdet videre med planmæssig kvalificering af muligheder og begrænsninger for placering af regionalt fodboldcenter i Valby Idrætspark. Resultaterne vil blive forelagt for Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget i opfølgende indstilling med henblik på beslutning om placering samt henvisning af kommunal medfinansiering til kommende budgetforhandlinger.

Løsning

I efteråret 2025 lancerede DBU et program kaldet 'Hele Danmarks Klubhus', der har til formål at styrke sammenhængskraften og udvikling i foreningsfodbold med udgangspunkt i et nyt aktivitetskoncept i særlige faciliteter. Programmet er fondsfinansieret med i alt 200 mio. kr. til etablering af i alt ni regionale fodboldcentre landet over. Udvikling og opførsel af centrene er forankret i et selvstændigt partnerselskab (HDK P/S) som sammen med DBU lokalunionerne driver aktiviteterne med finansiering indtil 2030.

Aktiviteterne i et regionalt fodboldcenter vil være henvendt foreninger i hele København og på den måde også komme foreninger i Valby Idrætspark til gode. I et vist omfang vil det også blive benyttet af foreninger fra omegnskommuner. Desuden er det tiltænkt, at anlægget skal kunne benyttes af skoler og daginstitutioner, så det kan bidrage til brobygning mellem foreninger, institutioner og lokalområdet. Faciliteten består af et fast koncept med et samlet baneanlæg på i udgangspunktet 120 x 120 m., indrettet med baner og aktivitetszoner i kunstgræs med tilhørende klubhus på 164 m2 placeret på baneanlægget. HDK vil bringe et nyt kvalitativt tilbud med sig, men vil alt andet lige også betyde reduceret kapacitet til organiseret fodbold i idrætsparken såfremt den etableres der. Der har været positiv dialog mellem forvaltningen, HDK og DBU København om mulighed for at afvige fra de fastlagte dimensioner for baneanlægget for at opnå det ønskede areal med inddragelse af færrest mulige boldbaner.

I den indledende dialog mellem forvaltningen, HDK og DBU København har desuden været drøftet mulighed for, at klubhusfunktionen integreres i den kommende tribune til Valby Stadion for at effektivisere arealudnyttelse, driftsomkostninger mv. Tilbage fra dialogen står, at det er en forudsætning for HDK og fondene bag, at klubhusfunktionen etableres som selvstændig bygning på baneanlægget, da det er et element i det samlede koncept, som skaber genkendelighed på tværs af fodboldcentrene og understøtter konceptets faglige kvaliteter. KFF bemærker, at et selvstændigt klubhus er forbundet med øgede driftsudgifter og øgede udgifter til byggemodning, ligesom det kan have betydning for synergien med andre tilbud. Derfor anbefaler KFF generelt, at man etablerer sammenhængende strukturer i stedet for flere, mindre bygninger.

Placeringsmuligheder i Valby Idrætspark

Den indledende dialog med HDK, DBU København og lokale foreninger har peget på to placeringsmuligheder i idrætsparken (bilag 1). Der er behov for at kvalificere placeringernes realiserbarhed, både mht. planmæssige forhold og konsekvenser for aktiviteterne i idrætsparken som helhed. Derfor lægges der op til af muligheder og begrænsninger afdækkes nærmere henblik på senere beslutning om placering.

Med placering A får det regionale fodboldcenter en fremskudt placering i idrætsparkens udviklingsplan, tæt op ad ’sportspromenaden’ som bliver den primære færdselsåre for idrætsparkens brugere. Blandt fordelene er, at man med træningsanlæggets store synlighed sikrer gode forudsætninger for at indfri konceptets potentiale som driver for sammenhængskraft for fodbolden både internt i idrætsparken og for foreninger over hele byen. Dermed vil placeringen bidrage til udviklingsplanens ambition om mere liv på anlægget og desuden begrænse udfordringer med organiseret idræt i nærhed til det nye boligområde. Blandt ulemperne er, at det vil inddrage fodboldbaner øst for den kommende tribune til Valby Stadion, der bl.a. skal indeholde nyt klubhus for BK Frem, som dermed ikke vil have adgang til i direkte tilknytning til klubhuset. Placering A kan desuden have konsekvenser for ny placering af hockeybanen, der skal flyttes for at muliggøre boligprojektet, som må forventes at skulle placeres i længere afstand fra eksisterende klubhus.

Placering B ligger mere afsides i den østlige del af idrætsparken. Blandt fordelen er mere fleksibilitet ift. arealets udformning og mindre risiko for konflikt med andre funktioner. Desuden bidrager placeringen til at aktivere et område i idrætsparken, som i dag ligger relativt hengemt. DBU København oplyser, at placeringen er den foretrukne for de større fodboldklubber med børnehold, der hører hjemme i idrætsparken. Blandt ulemperne med placering B er, at anlægget ikke opnår samme synlighed og vil være mindre tilgængeligt, særligt for foreninger fra det øvrige København. Desuden indebærer de udfordrende adgangsforhold en række umiddelbare planmæssige udfordringer mht. bl.a. renovation, adgang for beredskabskøretøjer mv., hvilket vil skulle undersøges nærmere.

Politisk Handlerum

Udvalget kan fx:

  • beslutte, at der ikke skal arbejdes videre med HDK, eller at det skal ske et andet sted end i Valby Idrætspark.
  • beslutte, at et videre arbejde med regionalt fodboldcenter i Valby Idrætspark skal tage udgangspunkt i én af de beskrevne placeringer (A eller B).
  • tilkendegive retning ift. spørgsmålet om, hvorvidt klubhuset søges integreret med den kommende tribune eller etableres som et selvstændigt klubhus.

Økonomi

HDK er bygherre på projektet og afholder alle udgifter til byggeriet inkl. byggemodning og tilslutningsudgifter, ligesom eventuelle fordyrelser afholdes af HDK. Kommunen skal finansiere driften.

HDK’s udgangspunkt for samarbejdet er, at HDK finansierer og anlægger faciliteterne, og sikrer aktivering i form af en ’play agent’ i udgangspunkt indtil 2030. Københavns Kommune stiller vederlagsfrit areal til rådighed og forpligter sig til drift af baneanlæg og klubhus. Baseret på erfaringstal fra andre anlæg forventes drift af baneanlægget på ca. 1,0 mio. kr. årligt og drift af solitært klubhus på ca. 0,4 mio. kr. årligt. Det bemærkes, at dette er væsentligt højere end HDKs vurdering. Hertil kommer mulighed for kommunal viderefinansiering af ’play agent’ efter 2030 for 750 t. kr. årligt.

Videre proces

Med afsæt i udvalgets beslutning vil placeringsmuligheder blive kvalificeret i dialog med Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, Økonomiforvaltningen og lokale aktører og foreninger. Resultatet vil blive forelagt Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget i indstilling med henblik på beslutning om placering samt henvisning af kommunal medfinansiering.

Lokalplan for udviklingsplanens første faser forventes sendt i høring medio 2027 og til politisk behandling ultimo 2027.

 

Mikkel Boje

/       Mads Kamp Hansen

 

Til top