Høring af Handleplan 2027-2028 for Politik for udsatte byområder
Resumé
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget skal tage stilling til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningens forslag til høringssvar til Handleplan 2027-2028 for Politik for udsatte byområder.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender forslag til høringssvar (bilag 1) vedr. Forslag til handleplan 2027-2028 for Politik for udsatte byområder (bilag 2)
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget tager hvidbog med forvaltningernes bemærkninger til offentlige høringssvar vedr. handleplanen (bilag 3) til efterretning
Problemstilling
Den 26. juni 2025 vedtog Borgerrepræsentationen Politik for udsatte byområder 2025-2035. Politikken tager afsæt i to strategiske mål, der går på tværs af alle forvaltningernes arbejde i de udsatte byområder: ”Gode livschancer og muligheder for københavnere i alle aldre” samt ”trygge og attraktive byområder”. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen (KTF) har i samarbejde med de øvrige fagforvaltninger udarbejdet et forslag til handleplan for Politik for udsatte byområder med de indsatser, som kommunen vil fokusere særligt på i de udsatte byområder i 2027-2028 for at nå målene i politikken. Handleplanen rummer både finansierede og ufinansierede indsatser, som kræver prioritering af budgetmidler, hvis de skal realiseres.
Løsning
Indhold i handleplanen
Under politikkens overordnede mål om Gode livschancer og -muligheder for københavnere i alle aldre indgår der indenfor Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets ressort følgende finansierede indsatser under handleplanens indsatsområde Styrket børne- og ungeliv:
- Fritidsjobindsats som del af indsatsen Green Team, hvor unge fra de udsatte byområder tilbydes fritidsjobs i forvaltningens enheder
- Forsættelse af indsatsen U-space, hvor der på tværs af forvaltninger arbejdes med unge uden job og uddannelse
- Styrket tidlig sprogindsats som del af kvalitetsløft i daginstitutioner
- Styrke børns læselyst og læseglæde i samarbejde med skoler via indsatsen LæseLiga
- Faste aktivitetsprogrammer på de bemandede legepladser i udsatte byområder
Derudover indgår følgende ufinansierede indsatser under handleplanens indsatsområde Bedre trivsel og sundhed for københavnere i alle aldre, som vil kræve særskilt finansiering for at kunne realiseres:
- Videreførelse af indsatsen Helhedsorienteret Familieindsats, der har fokus på samarbejde på tværs af forvaltninger om voksne borgere
- Styrke frivilligheden i udsatte byområder
Under politikkens andet overordnede mål om Trygge og attraktive byområder for københavnere indgår der indenfor Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets ressort følgende finansierede indsatser under to af handleplanens indsatsområder Rekreative tilbud til alle og En tryg, blandet og velfungerende by:
- Undersøgelse af dækningsgraden af faciliteter og tilbud i udsatte byområder (i samarbejde med flere andre forvaltninger)
- Igangsættelse af grønne biodiversitetsinitiativer på bemandede legepladser i udsatte byområder som del af projektet ”Grønt i børnehøjde”
- Fortsætte understøttelse af kriminalitetsforebyggende indsatser for unge (i samarbejde med flere andre forvaltninger)
Derudover indgår følgende ufinansierede indsats under handleplanens indsatsområde En tryg, blandet og velfungerende by, som vil kræve særskilt finansiering for at kunne realiseres:
- Omdannelse af Laden i Hørgården mhp. at afprøve muligheder for at benytte Laden til udvalgte kultur- og fritidstilbud
Udvalgshøring
I forslag til høringssvar bakkes op om udarbejdelse af handleplaner for at sikre fremdrift, og at rammepolitikken omsættes til konkrete initiativer. Der bakkes ligeledes op om indholdet i handleplanen. Samtidig fremhæves vigtigheden af sammenhæng til såvel arbejdet i regi af både Borgmesterforum for udsatte boligområder og Sikker By samt sammenhængen med Kultur- og Fritidspolitikken 2023-2026 og tilhørende handleplaner og den kommende strategi.
Det bemærkes, at der er god overensstemmelse mellem de indsatser, der indgår i handleplanen, og bemærkninger og anbefalinger i flere høringssvar, hvorfor høringssvarene ikke har givet anledning til ændringer i handleplanen indenfor Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets ressort.
Offentlig høring
Forslag til handleplan 2027-2028 for Politik for udsatte byområder har været i offentlig høring i perioden fra den 11. maj til den 26. juni 2026. Den 18. maj 2026 afholdt Københavns Kommune et kick-off-arrangement for den offentlige høring af handleplanen, hvor relevante aktører og borgere blev inviteret til en præsentation af og dialog om udvalgte indsatser i handleplanen. På baggrund af arrangementet blev de inviterede aktører og borgere opfordret til at afgive høringssvar. I alt har 49 myndigheder, organisationer eller borgere modtaget høringen, og der er indkommet 20 høringssvar (bilag 4).
Indenfor Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets ressort peger de indkomne forslag hovedsaligt på følgende forhold:
- Muligheden for deltagelse i positive fællesskaber for både børn, unge og voksne
- Samarbejde med skoler, KKFO’er og daginstitutioner
- Sikre rum for fællesskaber
- Samarbejde med civilsamfundet, herunder det frivillige foreningsliv
- Understøttelse af sprogtilegnelse
Der er udarbejdet en hvidbog med forvaltningernes bemærkninger til de offentlige høringssvar (bilag 3). Efter høringsperioden er der i handleplanen ændret mindre tekstnære og grafiske forslag (bilag 2). Indholdsmæssigt vil der blive tilføjet relevante initiativer fra Tingbjerg som følge af ”medlemsforslag om bedre forhold for beboere i Tingbjerg under byfornyelsesprojektet” efter fagudvalgshøringen.
Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer i handleplanen indenfor Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalgets ressort.
Politisk handlerum
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget kan foreslå ændringer eller tilføjelser til høringssvar til handleplanen (bilag 1) herunder komme med konkrete forslag til ændringer af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningens indsatser i handleplanen (bilag 2).
Økonomi
Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Når Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget har godkendt høringssvaret (bilag 1), sendes det til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, som vurderer og indarbejder udvalgets bemærkninger i forslaget til handleplan 2027-2028 for Politik for udsatte byområder. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen udarbejder et bilag med deres tilbagemelding på udvalgets bemærkninger, som vedlægges den endelige politiske behandling af handleplanen i Borgerrepræsentationen ultimo 2026.
Mikkel Boje
/ Mads Kamp Hansen