B-sag: Endelig placering af mindeplade for ofre for kvindedrab
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget besluttede i maj 2026, at der skal opsættes en mindeplade for ofre for kvindedrab i Københavns Kommune. Efter beslutningen er forvaltningen blevet opmærksom på, at der på den valgte placering på Vestre Kirkegård ikke er en mur, hvor mindepladen kan opsættes. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget skal derfor tage stilling til ny placering af mindeplade for ofre for kvindedrab.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender ny placering af mindeplade for ofre for kvindedrab på Vestre Kirkegård.
Problemstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkendte på mødet den 7. maj 2026 opsætning af en mindeplade for ofre for kvindedrab i Københavns Kommune.
Udvalget besluttede endvidere, at mindepladen skulle opsættes på Vester Kirkegård ud mod Sydbanestien.
Efter beslutningen er forvaltningen blevet gjort opmærksom på, at der på den valgte placering ikke er en mur, hvor mindepladen kan opsættes, hvorfor forvaltningen har fundet alternativ placering på Vestre Kirkegård, hvilket udvalget skal tage stilling til.
Løsning
Borgerrepræsentationen udvalgshenviste den 28. januar 2026 medlemsforslag om at pålægge Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling inden sommerferien 2026 om opsættelse af mindeplade til minde om kvinder dræbt i Københavns Kommune i perioden 2000-2025.
Sagen blev rejst på baggrund af en henvendelse fra Center for Voldsforebyggelse.
Center for Voldsforebyggelse arbejder for, at der opsættes mindeplader for dræbte kvinder i alle kommuner. I samarbejde med Center for Voldsforebyggelse har 14 kommuner gennemført sådanne markeringer.
På mindepladen vil der stå: “Til minde for dræbte kvinder i København”. Mindepladen opsættes i samarbejde med Center for Voldsforebyggelse. Derudover opsættes en mindre plade med en QR-kode, der har til formål at henvise interesserede til Center for Voldsforebyggelses hjemmeside, hvor der oplyses om baggrunden for mindepladen.
Forvaltningen har i samarbejde med Faciliteter fundet en alternativ placering til mindepladen.
Mindepladen foreslås at blive ophængt på muren i nærheden af hovedindgangen og Nordre Kapel bag en allerede etableret bænk. Billede og kort over placeringen kan ses i bilag 1.
Politisk Handlerum
Udvalget kan beslutte at,
- ·vælge en anden lokation end det alternativ forvaltningen foreslår.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen vil i samarbejde med Faciliteter få etableret mindepladen på udvalgets valgte placering.
Mikkel Boje
/ Marius Hansteen