Mødedato: 07.05.2026, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Tingbjerg Multihal - udpegning af medlemmer til politisk følgegruppe

Kultur- Fritids- og Borgerserviceudvalget skal, blandt udvalgets medlemmer, udpege to deltagere til den politiske følgegruppe for Tingbjerg Multihal. Følgegruppen har ingen formelle kompetencer og fungerer som sparring for forvaltningen i arbejdet med realisering af Tingbjerg Multihal.

Indstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget udpeger to medlemmer til den politiske følgegruppe for Tingbjerg Multihal.

Problemstilling

Den A.P. Møllerske Støttefond bevilgede i december 2023 400 mio. kr. til opførsel af en multihal i Tingbjerg Idrætspark. Med Overførselssagen 2023/2024 blev det besluttet at reservere kommunal medfinansiering fra puljen til nye kultur- og idrætsfaciliteter til multihallen. Derudover blev det besluttet, at pris- og lønregulering for multihallens samlede projektsum vil blive indarbejdet i kommende års indkaldelsescirkulærer.

Der har indtil kommunalvalget i november 2025 været nedsat en politisk følgegruppe, som har fulgt projektet i de indledende faser. Det foreslås, at der udpeges to nye medlemmer til den politiske følgegruppe, udover Kultur- Fritids- og Borgerserviceborgmesteren, som er forperson for følgegruppen.

Løsning

Den A.P. Møllerske Støttefond afvikler i øjeblikket arkitektkonkurrence for Tingbjerg Multihal, som forventes afsluttet i maj 2026. Herefter overdrages vinderprojektet til Ejendomsfonden Tingbjerg Multihal, som er ansvarlig for opførslen af faciliteten. Tingbjerg Multihal forventes ibrugtaget i 2030.

Politisk følgegruppe

Den politiske følgegruppe har en uformel karakter og mødes ca. hver 3. måned, hvor der orienteres om projektets fremdrift.

Forpersonen for den politiske følgegruppe er Kultur- Fritids- og Borgerserviceborgmesteren. Derudover udpeges to medlemmer fra Kultur- Fritids- og Borgerserviceudvalget.

Tingbjerg Multihal

Visionen for Tingbjerg Multihal er at skabe et arkitektonisk vartegn i verdensklasse, som indeholder motiverende rammer for idræt og bevægelse samt giver muligheden for afvikling af en bred vifte af kulturelle aktiviteter. Tingbjerg Multihal skal både være for hele byen og sikre optimale forhold for afvikling af stævner og elitekampe og samtidig være et lokalt samlingspunkt for borgerne Tingbjerg med gode rammer for daglig aktivitet.

I samspil med en opgradering af udearealerne er det endvidere visionen at Tingbjerg Idrætspark kan åbnes op og gøres mere tilgængelig – både for lokalområdet og for hele København.

Konkurrenceprogrammet for arkitektkonkurrencen er udarbejdet af Den A.P. Møllerske Støttefond med inddragelse af Københavns Kommune og tager udgangspunkt i et funktionsprogram, som er udarbejdet af Københavns Kommune. Forvaltningen har i foråret 2024, forud for udarbejdelse af funktionsprogrammet, gennemført en omfattende inddragelse af både interessenter og borgere.  

Politisk Handlerum

Udvalget kan forkaste indstillingen og undlade at udpege en følgegruppe.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Ved udpegning af to medlemmer fra Kultur- Fritids- og Borgerserviceudvalget er den politiske følgegruppe for Tingbjerg Multihal fuldtallig og forvaltningen vil indkalde til møde inden sommerferien 2026, hvor vinderprojektet fra arkitektkonkurrencen vil blive præsenteret.

 

Mikkel Boje

                             /                           Mads Kamp Hansen

 

Til top