Udmøntning af anlægspuljer til idrætsfaciliteter
Resumé
Kultur- Fritids- og Borgerserviceudvalget skal tage stilling til 34 ansøgninger for i alt 19,7 mio. kr. i 2026. Der er i alt 5,5 mio. kr. til disposition i puljerne, som inklusiv momskompensation giver mulighed for at udmønte i alt 6,7 mio. kr. til nye projekter, som kan gennemføres i år.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender forvaltningens forslag til prioritering af ansøgninger til fordeling af puljemidler fra de to anlægspuljer Pulje til ny foreningsdrevet idrætskapacitet og Lokale foreningsaktiviteter og faciliteter i hele byen (jf. bilag 2)
- at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender at give betinget tilsagn til ansøgning fra foreningen Rockets Cheerleaders
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget udmøntede den 11. december 2025 to anlægspuljer til idrætsfaciliteter (Pulje til ny foreningsdrevet idrætskapacitet og Lokale foreningsaktiviteter og faciliteter i hele byen) i 2026 uden at fordele alle midler og besluttede derfor at gennemføre en ekstra ansøgningsrunde. Projekterne skal som udgangspunkt kunne gennemføres i 2026.
Løsning
Der er p.t. 5,5 mio. kr. til disposition i puljerne i 2026, hvilket giver mulighed for at bevillige 6,7 mio. kr. efter momskompensation.
Der er modtaget 34 ansøgninger til et samlet beløb på 19,7 mio. kr. Der stilles forslag om at udmønte størstedelen af puljen ved at tilgodese 13 ansøgninger med i alt 5,9 mio. kr., hvilket giver et træk på puljen på 5,4 mio. kr.
Forvaltningen foreslår en prioritering med afsæt i puljernes kriterier (bilag 3), som blev fastsat Kultur- og Fritidsudvalget den 18. januar 2022, samt et kriterium om, at projektet skal kunne gennemføres i indeværende år.
Ansøgningerne er på denne baggrund blevet tildelt en samlet score på en skala fra 1-5. Den foreslåede prioritering baserer sig på forslag om, at der bevilges tilskud til projekter med vurdering 3-5.
Betinget tilsagn
Foreningen Rockets Cheerleaders er blevet opsagt fra deres nuværende facilitet, som er beliggende i Rødovre Kommune. Som en konsekvens heraf skal deres aktiviteter fremover foregå i forskellige faciliteter. Derfor har foreningen søgt om midler til indkøb af mobilt udstyr, der er nødvendigt for gennemførelse af deres aktiviteter.
Det er uafklaret, hvordan foreningen vil håndtere opbevaring og transport af dette udstyr. Derudover er der behov for afklaring af i hvilket omfang foreningen har aktiviteter i Københavns Kommune og hvor stor en del af medlemmerne, der er bosat i Københavns Kommune. Tilsagnet betinges af, at foreningen kan forelægge en plan for håndtering af udstyr, der tilvejebringes via den ansøgte bevilling, samt dokumentere, at deres aktiviteter finder sted i Københavns Kommune, og at størstedelen af medlemmerne er bosiddende i Københavns Kommune.
Politisk handlerum
Udvalget kan beslutte at, foretage en anden prioritering end den foreslåede ved at lade ansøgninger hhv. ind- og udgå men kan samlet maksimalt bevillige 6,7 mio. kr.
I henhold til den af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget vedtagne Investeringsplan for Idrætsmilliarden er der øremærket 60 mio. kr. i måltal til ”Pulje til foreninger”. Der er frem mod Budget 27 afsat ca. 36 mio. kr. Hvis Investeringsplanen skal indfries på dette parameter, skal der således afsættes yderligere finansiering i Budget 2027 til en fortsættelse af puljen til foreningsdrevne projekter. Dette vil forudsætte bestilling af et budgetnotat. Udvalget kan beslutte at henvise budgetnotat om fortsættelse af puljen til foreningsdrevne projekter til forhandlingerne om Budget 2027.
Økonomi
Hvis Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender 1. at-punkt, udmøntes der i alt 5,9 mio. kr. i 2026 fra puljerne Pulje til ny foreningsdrevet idrætskapacitet og Lokale foreningsaktiviteter og faciliteter i hele byen. Ansøgningerne fordeles mellem puljerne i overensstemmelse med puljernes kriterier og økonomi.
Videre proces
Hvis ansøgningerne imødekommes, vil forvaltningen i dialog med tilskudsmodtager udarbejde hhv. tilskudsaftaler og tilsagnsbreve. Forvaltningen vil på baggrund af udvalgets prioritering fordele bevillingerne på de forskellige puljer i overensstemmelse med puljernes respektive kriterier.
Hvis Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget godkender indstillingens 2. at-punkt, vil forvaltningen gå i dialog med foreningen mhp. en yderligere afklaring af de udestående forhold.
Mikkel Boje
/Mads Kamp Hansen