Mødedato: 31.05.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kulturhus Østerbro - Udsat den 3. maj.

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage orienteringen om det videre arbejde med et kulturhus på Østerbro til efterretning.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget taget orienteringen om det videre arbejde med et kulturhus på Østerbro til efterretning.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstillede den 19. april overfor Kultur- og Fritidsudvalget, at der ikke arbejdes videre med at etablere et selvstændigt kulturhus på Ydre Østerbro. Samtidig lagde forvaltningen op til, at udvalget drøftede mulighederne i et forslag om et kulturcenter i sammenhæng med Kildevældskolen, som foreslået af Områdefornyelsen for Skt. Kjelds Kvarter.

Sagen blev udsat til den 3. maj og igen til den 31. maj. I den periode har Kultur- og Fritidsforvaltningen drøftet sagen med repræsentanter for Østerbro Lokaludvalg, Områdefornyelsen Skt Kjelds Kvarter og for Kildevældskolens skolebestyrelse den 24. april 2012. Derudover har sagen været for Østerbro Lokaludvalg den 10. maj og på et ekstraordinært møde den 14. maj 2012. Østerbro Lokaludvalg besluttede at undersøge kravene til sammenlignelige kulturhuse og udføre en opinionsundersøgelse om ønskerne til et kulturhus på Østerbro.

Otte medlemmer af lokaludvalget tiltrådte en mindretalserklæring om, at lokaludvalget målretter sin indsats for et kulturhus på det nordlige Østerbro mod et samarbejde med Områdefornyelsen, Kildevældskolen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen.   

Løsning

Borgerrepræsentationen afsatte den 15. juni 2005 et rammebeløb på 30 mio. kr. til et kulturhus på Østerbro. Heraf er 0,5 mio. kr. anvendt til borgerinddragelse.

Både Kultur- og Fritidsforvaltningen og Østerbro Lokaludvalg har over en årrække set på flere forskellige muligheder for at etablere et markant kulturhus på Østebro. Det har ikke hidtil været muligt inden for den afsatte økonomiske ramme.

For lokaludvalget er et nyt, markant kulturhus på Ydre Østerbro fortsat et centralt projekt for at understøtte bydelens kultur- og fritidsliv. Projektet indgår derfor i den kommende bydelsplan for Østerbro. Lokaludvalget forventer, at der i den forbindelse kan prioriteres yderligere midler på kommunens budgetter for 2014 og de følgende år (Se bilag 1 for lokaludvalgets projektbeskrivelse). 

Sideløbende arbejder Områdefornyelsen for Skt. Kjelds Kvarter for at etablere et kulturcenter i sammenhæng med Kildevældskolen. Det er et centralt projekt i områdefornyelsens arbejde for at etablere flere kulturelle mødesteder på Ydre Østerbro.

Kulturcenter på Kildevældskolen

Et kulturcenter på Kildevældskolen vil bestå af en tilbygning til skolens nordbygning med særskilt indgang til kulturcenter, café, mødelokaler m.m. Hertil kommer, at kulturcenteret efter skoletid vil omfatte bl.a. skolens gymnastiksal, skolebibliotek og udvalgte klasseværelser. Lokalerne istandsættes og udstyres, så de kan anvendes som både skole og kulturcenter. Endelig etableres en forplads samt en særskilt, ny bevægelsessal til erstatning for gymnastiksalen, der delvis vil overgå til kulturformål for skolen og lokalområdet. 

Fra en kommunal synsvinkel vil dobbelt brug af skolens lokaler betyde en effektiv anvendelse af kommunale kvadratmeter. Hertil kommer, at et kulturcenter vil understøtte skolens rolle som et samlingspunkt i lokalområdet - også for borgere uden skolesøgende børn. 

Områdefornyelsen for Skt. Kjelds Kvarter vurderer, at projektet kan udføres for i størrelsesordenen 30 mio. kr. Projektet er endnu ikke afklaret med Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Kulturhus og kulturcenter

På mødet den 24. april 2012 mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og repræsentanter for Østerbro Lokaludvalg, Områdefornyelsen for Skt. Kjelds Kvarter og skolebestyrelsen for Kildevældskolen var der enighed om, at de to projekter kan modnes i dialog med hinanden.

Efter mødet afsatte Østerbro Lokaludvalg den 10. maj 2012 15.000 kr. til kommende borgerdialog om etablering af kulturhus og kulturcenter på det nordlige Østerbro. På lokaludvalgets ekstraordinære møde den 14. maj 2012 besluttede lokaludvalget samtidig at undersøge andre kulturhuse i sammenlignelige byområder, samt at udføre en opinionsundersøgelse blandt lokalområdets borgere om ønskerne til et kulturhus.  

Hvis den nuværende økonomiske ramme fastholdes, vurderer Kultur- og Fritidsforvaltningen, at et kulturcenter i sammenhæng med Kildevældskolen vil være et godt bud på et spændende og realistisk kulturtilbud på Østerbro. Hvis den økonomiske ramme øges, bør der ses på kulturfaciliteterne på Østerbro i en større sammenhæng med henblik på at skabe en markant kulturfacilitet med én indgang til kultur- og fritidstilbud af høj kvalitet. Det vil være i overensstemmelse med visionerne i Københavns Kultur- og Fritidspolitik 2011-2015.

Økonomi

Borgerrepræsentationen afsatte den 15. juni 2005 et rammebeløb på 30 mio. kr. til et kulturhus på Østerbro. Heraf er 0,5 mio. kr. anvendt til borgerinddragelse.

Borgerrepræsentationen besluttede efterfølgende den 31. august 2006 at flytte kulturhusprojektet til Hans Knudsens Plads. Den 30. august 2007 henviste Kultur- og Fritidsudvalget et ønske om yderligere finansiering til forhandlingerne om budget 2008, da rammebeløbet ikke rakte til et kulturhus. Siden da har restfinansieringen været med i budgetforhandlingerne flere gange, uden at der er afsat yderligere midler.

Økonomiforvaltningen oplyser, at de på grund af det økonomiske klima ikke arbejder aktivt for et salg af Beauvaisgrunden. Grunden har tidligere været sat til salg uden større interesse fra potentielle købere.

Videre proces

Områdefornyelsen for Skt. Kjelds Kvarter vil arbejde videre med at konkretisere forslaget om et kulturcenter. Forslaget skal bl.a. udfoldes i borgerdialog med deltagelse af lokaludvalget og lokale interessenter.

Sideløbende vil Østerbro Lokaludvalg arbejde videre med forslag til et nyt, markant kulturhus på Ydre Østerbro i forbindelse med den kommende bydelsplan. Lokaludvalgene bydelsplaner skal være færdige med udgangen af oktober 2012.  

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil orientere Kultur- og Fritidsudvalget om status på sagen senest ultimo 2012.

Carsten Haurum        
                               / Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2012:

På medlemmernes pladser lå omdelt henvendelse af 30. maj 2012 fra formand for skolebestyrelsen Kildevældskolen, Lertey Lawson.

Der blev begæret afstemning om følgende af Allan Ahmad stillede forslag:

Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at opretholde forslaget om et selvstændigt kulturhus på Hans Knudsens Plads og lade finansieringen indgå i forhandlingerne om budget 2013.
Et mindretal (Allan Ahmad) stemte for forslaget.
Et flertal (Bjarne Fey, Marialise Rømer, Taner Yilmaz, Muhammad Aslam, Simon Strange, Pia Allerslev, Leslie Arentoft, Birthe Skaarup og Susanne Møller) stemte imod.

Forslaget blev dermed forkastet.


Der blev begæret afstemning om følgende af Bjarne Fey stillede forslag:
Kultur- og Fritidsudvalget træffer beslutning om at arbejde videre med et kulturcenter i sammenhæng med Kildevældskolen, som foreslået af Områdefornyelsen for Skt. Kjelds Kvarter og at der dermed ikke arbejdes videre med at etablere et selvstændigt kulturhus på Ydre Østerbro.
Et flertal ((Bjarne Fey, Marialise Rømer, Taner Yilmaz, Muhammad Aslam, Simon Strange, Pia Allerslev, Leslie Arentoft og Birthe Skaarup) stemte for forslaget.
Et mindretal (Allan Ahmad) stemte imod.
Susanne Møller undlod at stemme.

Forslaget blev dermed godkendt.

Allan Ahmad ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Enhedslisten synes at en tilbygning til Kildevældskolen er et selvstændigt, godt projekt. Vi stemmer dog imod forslaget, fordi pengene til finansieringen af tilbygningen hører til et selvstændigt kulturhus på Ydre Østerbro."

Til top