Mødedato: 30.04.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: Garderforeningens 130 års jubilæum

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til Garderforeningens 130 års jubilæum.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om støtte til Garderforeningens 130 års jubilæum, da der ikke er afsat midler hertil på budgettet.

Problemstilling

Garderforeningen i København søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på op til 20.000 kr. til foreningens 130 års jubilæum, der afholdes henholdsvis den 22. og 25. august 2015 i København. (Bilag 1)

Løsning

Garderforeningen i København er verdens ældste regimentsforening og landets største soldaterforening. Garderforeningens 130 års jubilæum fejres med et helaftensarrangement med festmiddag og underholdning i Frimurernes Restaurant og repræsentationslokaler lørdag den 22. august 2015, samt med en reception tirsdag den 25. august 2015 på Livgardens Kaserne i København.
Det er bestyrelsens ønske, at de planlagte arrangementer vil medvirke til at skabe begejstring, erfaringsudveksling og sammenhold blandt gamle og unge gardere, samt medvirke til at styrke interessen for foreningens historie, arbejde og kommende aktiviteter.

Bestyrelsen har indbudt alle garderforeningens ca. 1.200 medlemmer, æresmedlemmer, HKH Kronprins Frederik, HKH Kronprinsesse Mary, repræsentanter fra HM Konges Garde, Akershus Gardistforening fra Oslo, krigsveteraner, sponsorer og samarbejdspartnere.

Under festen vil forhenværende tambourmajor fra Den Kongelige Livgardes musikkorps, Jan Jerichows kvintet med solist Lene Siel og en pianist stå for den musikalske del af underholdningen.

Økonomi:
Fest og reception har et samlet budget på 260.000 kr. Der er en egenfinansiering på 28.000 kr. og forventet deltagerbetaling på 90.000 kr. Tilskudsbehovet er herefter 142.000 kr., som søges dækket af diverse fonde.
Kultur- og Fritidsudvalget søges om op til 20.000 kr. til dækning af ekstraomkostninger og transport i forbindelse med de norske gæster.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet.


Carsten Haurum


                                                                    /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. april 2015:

Der blev begæret afstemning om et forslag om at yde et tilskud på 20.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Et mindretal (Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten og Jens-Kristian Lütken) stemte for forslaget.
Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Allan Ahmad, Lilian Parker Kaule og Andreas Pourkamali) stemte imod.

Forslaget blev således forkastet.
Til top