Mødedato: 30.01.2003, kl. 16:00

Multiidrætslegeplads på Ellebjerg Skole

Multiidrætslegeplads på Ellebjerg Skole

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 30. januar 2003

 

 

15.      Multiidrætslegeplads på Ellebjerg Skole

(KFU  33/2003)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgning fra foreningen Idræt og Socialt Arbejde til etablering af en multiidrætslegeplads.

 

 

RESUME

Foreningen Idræt og Socialt Arbejde (ISA) søger tilskud på 616.000 kr. til etablering af et udendørs sports- og fritidsområde ved Ellebjerg Skole. Foreningen vil skabe et oplevelseslandskab, hvor terræn og beplantning bliver en del af oplevelsen. Projektets målgruppe er børn og unge fra Sydhavnen i alderen 8 til 13 år, der ikke gør brug af de eksisterende tilbud om fritidsaktiviteter.

ISA, der er en nystiftet forening, har 190 medlemmer i alderen 8 – 13 år. Aktiviteterne foregår på Bavnehøj og Ellebjerg skoler. Foreningens formål er at tilbyde idræt og sociale tilbud til børn og unge fra Sydhavnen samt at oplære frivillige unge fra 8. og 9. klassetrin i metoden "ung til ung" og "ung til lillebror", så de kan varetage opgaven som instruktør. Hovedparten af de nu 30 instruktører består af frivillige unge fra 8. og 9. klassetrin på Bavnehøj og Ellebjerg skoler.

Foreningens virke er hovedsageligt rettet mod børn og unge fra Bavnehøj og Ellebjerg skoler, hvorfor det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at foreningen stort set fungerer som en "ren" skoleklub og ikke som et tilbud til andre børn og unge fra bydelen.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Foreningen Idræt og Socialt Arbejde (ISA) søger tilskud på 616.000 kr. til etablering af et udendørs sports- og fritidsområde ved Ellebjerg Skole. Foreningen lægger i sin ansøgning vægt på at skabe et oplevelseslandskab, hvor terræn og beplantning bliver en del af oplevelsen.( bilag 1).

ISA er med afsæt i skolen som omdrejningspunktet de socialt svage børnefamiliers kontakt til lokalsamfundet. Viceinspektøren ved Ellebjerg Skole er én af stifterne af foreningen. Særligt for indvandrerfamilier er skolen en god hjælp til at få børnene integreret i det danske samfund.

Ellebjerg skole har 475 elever, hvoraf 57 % er tosprogede. Skolen oplever en stigning i behovet for vejledning til fritidstilbud og rammer for skolens elever.

 

Om foreningen

ISA er en nystiftet forening med 190 medlemmer i alderen 8 – 13 år. Aktiviteterne foregår på Bavnehøj og Ellebjerg skoler. Foreningens formål er at tilbyde idræt og sociale tilbud til børn og unge fra Sydhavnen samt at oplære frivillige unge fra 8. og 9. klassetrin i metoden "ung til ung" og "ung til lillebror". Hovedparten af de nu 30 instruktører er frivillige unge fra 8. og 9. klassetrin på Bavnehøj og Ellebjerg skoler.

ISA tilbyder undervisning i karate, selvforsvar, fodbold, basketball, håndbold, aerobic, rollespil, badminton, håndarbejde, fægtning og showdance.

Det er målet, at ISA skal danne en værdifuld ramme for elevernes første møde med foreningslivet og senere være med til at rådgive de unge ved mødet med foreningsidrætten i lokalområdet.

 

Projektet

Multiidrætslegepladsen tænkes udformet som et udendørs sports- og fritidsområde ved Ellebjerg Skole. Der er vægt på at skabe et oplevelseslandskab, hvor terrænforskelle og beplantning bliver en del af oplevelsen. Projektforslaget rummer en 2 x 80 meter forhindringsbane, der bevæger sig på tværs af en jordvold. Jordvolden skal også bruges som tilskuertrin i forbindelse med en mindre legeplads, til naturtrapper og terrænrutschebane. Legepladsen placeres i forbindelse med petanque og beachvolley.

I forlængelse af skolegården placeres en multibane. Der kan eventuelt løbe en rulleskøjtesti på ydersiden af banen. Målet er en ny type bevægelsesrum, hvor der lægges vægt på, at aktiviteterne placeres, så der pædagogisk set opstår færrest mulige konflikter, og at den fysiske udformning af terræn, beplantning og redskaber tilsammen skaber en helhed for området.

 
Målgruppe 

Projektets målgruppe er børn og unge fra Sydhavnen i alderen 8 til 13 år, der ikke gør brug af de eksisterende tilbud om fritidsaktiviteter.

 

Økonomi

Etablering af multiidrætslegepladsen forventes at koste i alt 1.288.000 kr. Uddannelses- og Ungdomsudvalget yder et tilskud på 200.000 kr., Kvarterløft Kgs. Enghave yder 200.000 kr. og ISA har herudover søgt om tilskud på 272.000 kr. i diverse fonde. Restbeløbet på 616.000 kr. søges i Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Forvaltningens vurdering

Sydhavnen er én af de bydele, der har færrest idrætstilbud i forhold til bydelens antal af børn og unge. Set i lyset heraf, er idrætsprojekter rettet mod børn og unge et godt initiativ.

Foreningens virke er dog hovedsageligt rettet mod børn og unge fra Bavnehøj og Ellebjerg skoler, hvorfor det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at foreningen stort set fungerer som en "ren" skoleklub og ikke som et tilbud til andre børn og unge fra bydelen.

Med begrundelse heri indstilles det, at ansøgningen fra ISA afslås.

 

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

 

BILAG

1.      Ansøgning fra ISA om støtte til etablering af Multiidrætslegeplads

 

 

                           Carsten Haurum

                                                                                  /Pernille Vange    

 


 


Til top