Håndtering af medlemsforslag om salg af kunstværker
Tidligere beslutninger
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om værker fra kommunens kunstsamling, der ikke har været udlånt i fem år eller mere, skal sættes til salg. Herudover skal udvalget drøfte, hvad salgsindtægten ved et eventuelt salg skal anvendes til.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 24. februar 2024, på baggrund af et medlemsforslag fra Venstre vedrørende salg fra Københavns Kommunes kunstsamling, at lade Rådet for Visuel Kunst vurdere et eventuelt salg. Rådet skal vurdere, om der i kunstsamlingen blandt de værker, som ikke ofte er i cirkulation eller som igennem længere tid ikke har været udlånt, findes værker uden værdi for nutiden og/eller fremtiden og derfor bør afhændes.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til, om værker fra kommunens kunstsamling, der ikke har været udlånt i fem år eller mere, skal sættes til salg,
- at Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte, hvad salgsindtægten ved et eventuelt salg skal anvendes til.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at medlemsforslag om salg af værker fra kommunens kunstsamling fremsat på mødet i Kultur- og Fritidsudvalget 24. februar 2024 hermed er håndteret.
Problemstilling
Der har det seneste år været medieomtale og stillet spørgsmål vedrørende Københavns Kommunes Kunstsamling, herunder to medlemsforslag, der vedrører kunstsamlingen. Det ene forslag vedrørte udstilling i Rådhushallen af værker fra samlingen, der ikke har været udlånt i fem år eller mere. Udstillingen åbnede den 29. januar 2025 og varede til 8. februar 2025.
Det andet forslag fra Venstre var om salg af kunstværker fra kommunens kunstsamling, som sjældent er i brug (bilag 1). KFU besluttede den 24. februar 2024, at Rådet for Visuel Kunst skulle foretage en vurdering heraf.
Løsning
Retningslinjer for salg af kunst
Kommunen må ikke sælge kunst alene for at få en indtjening. Kommunen har derimod mulighed for at sælge kunst, hvis kommunen ikke længere har brug for kunstværkerne og de sælges til markedspris (bilag 2).
Hvis det besluttes, at kunstudlån til de kommunale institutioner mv. skal foregå på en anden måde end hidtil, som samlet set kræver færre kunstværker, er kommunen berettiget til at sælge den overskydende kunst til markedspris (bilag 2).
Vurdering af værker, der ikke har været udlånt i fem år eller længere
Auktionsplatformen ’Auktionshuset.dk’ har i maj 2024 af egen drift tilbudt at vurdere kunstværkerne på lageret. Der blev foretaget en vurdering af 47 primært ældre værker fra kunstsamlingens lager. Siden maj 2024 er 22 af disse værker udlånt.
Af de vurderede værker er 25 på nuværende tidspunkt ikke udlånt. Værker, der ikke har været udlånt i fem år eller længere, har på baggrund af Auktionshusets vurdering en værdi af 88.600 kr. (bilag 3).
Salgsindtægt ved salg af kunstværker
Hvis det besluttes at sælge værker fra kommunens kunstsamling, foreslår forvaltningen, at salgsindtægten overføres til Rådet for Visuel Kunst til køb af ny kunst. I forhold til det årlige budget på ca. 0,8 mio. kr. til Rådet for Visuel Kunsts kunstindkøb er den forventede salgsindtægt på 88 t.kr. fra de 25 ældre værker relativ lav. Et eventuelt salg af de 25 værker har ikke indflydelse på den årlige udgift på 25 t. kr. inkl. forbrug til Kunstsamlingens lager.
Rådet for Visuel Kunst
Rådet for Visuel Kunst har den 3. marts 2025 godkendt nedenstående høringssvar om salg af værker fra kommunens Kunstsamling:
”Rådet for Visuel Kunst mener helt overordnet, at det er relevant at forholde sig til værkerne i kunstsamlingen, men finder ikke at Rådet kan vurdere eller forudse, om kunstværker, der i dag ikke er udlånt, vil være relevante for fremtiden. Videoværker er fx lige nu vanskelige at placere, men den teknologiske udvikling og antallet af skærme kan måske ændre denne udfordring i fremtiden. Rådet finder det relevant at forholde sig til kunstværker, der forudsætter restaurering, før de igen kan indgå i samlingen, idet budgettet til restaurering – i forhold til samlingens størrelse – er meget begrænset. I den sammenhæng finder Rådet, at det kan være relevant at kortlægge og skille sig af med værker, der er i så dårlig stand, at det ikke giver mening at restaurere dem. Rådet noterer sig desuden, at der blandt de 69 værker, der i januar 2024 ikke havde været i brug på københavnske institutioner og kontorer i minimum fem år, nu er 25 tilbage. Det understreger, at det ikke er muligt at forudse, om værker kan udlånes, selvom de i en periode ikke har været udlånt.”
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis det besluttes at sælge de 25 værker fra kommunens kunstsamling, skal Kultur- og Fritidsudvalget efter salget tage stilling til hvad salgsindtægten skal anvendes til.
Mikkel Boje
/Marius Hansteen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2025
Indstillingens 1. at-punkt blev forkastet med stemmerne 3 for og 8 imod. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte A, V.
Imod stemte: Ø, C, F, B.
Indstillingens 2. at-punkt bortfaldt som konsekvens af at 1. at-punkt blev forkastet.
Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
SF og Radikale Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Efter sagen er blevet belyst stemmer partierne imod at sælge kunstværker da der er alt for store omkostninger, ved at sælge kunst i forhold til at salgsprovenuet skulle gå tilbage til kunsten. København skal selvfølgelig have en kommunal kunstsamling.”
Socialdemokratiet fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Socialdemokratiet synes, at vi skal have en kommunal kunstsamling. Vi er dog optaget af, at kunsten skal ud og leve - og ikke dø i en kælder. Derfor er vi for salg efter en årrække med passivitet, hvor provenuet kan gå tilbage til Rådet for visuel kunst og dermed gå ind i en cyklus, hvor kunsten lever i København.”
Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Venstre ville gerne have som princip, at værker som ikke har været udlånt i en længere årrække, skal sælges, og at pengene skal bruges på at håndtere udvalgets årlige budgetudfordringer.”