Fremtidig drift og organisering af Huset i Magstræde
Fremtidig drift og organisering af Huset i Magstræde
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 29. april 2004
4. Fremtidig drift og organisering af Huset i Magstræde
(KFU 137/2004)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget,
at Huset i Magstræde ikke sælges
at de ledige lokaler på 2. og 3. sal disponeres til et ikke-professionelt teaterkraftcenter for det foreningsbaserede teatermiljø i København. Den årlige udgift udgør 381.000 kr., som dækkes af folkeoplysningsmidlerne
at kontorlokalerne i stuen udlejes til Huse i Danmark, Amatørernes Kunst & Kultur Samråd og Kulturelle Samråd i Danmark til en årlig husleje på kr. 750 pr. m², svarende til en indtægt på kr. 75.000.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2004
Følgende havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:
Repræsentanter fra DATS – Landsforeningen for dramatisk virksomhed:
· Andreas Boeskov
· Bent Jacobsen
Udvalget besluttede ved mødets start at udsætte behandlingen af sagen til den 3. juni 2004 til behandling samtidig med indstillingen om kultur- og medborgerhuse (efter høring).
RESUME
Kultur- og Fritidsudvalget behandlede på sit møde den 19. februar 2004 spørgsmålet om Huset i Magstrædes fremtid (KFU 55/2004). Udvalget kunne ikke tilslutte sig forvaltningens forslag om at anvende Huset som storbyspillested.
På Borgerrepræsentationens møde den 11. marts 2004 stillede Klaus Bondam følgende forslag:
Det radikale Venstre foreslår, at Borgerrepræsentationen drøfter et salg af Københavns Kommunes ejendom i Magstræde 12-14.
Medlemsforslaget blev henvist til Kultur- og Fritidsudvalget.
Kultur- og Fritidsforvaltningen finder på baggrund af udvalgsbehandlingen d. 19. februar ikke, at Huset bør sælges og har derfor udarbejdet et nyt forslag til anvendelse af lokalerne på 2. og 3. sal til et foreningsbaseret ikke-professionelt teaterkraftcenter. Forslaget beskriver en helhedsplan for Huset, dvs. en sammentænkning af de nuværende aktiviteter og funktioner og indarbejdelsen af det foreningsbaserede teatermiljø. Udgiften udgør 381.000 kr., som dækkes af folkeoplysningsmidler.
Anvendelse af lokalerne til det foreningsbaserede teatermiljø nødvendiggør nogle ombygningsarbejder til ca. 250.000 kr. ekskl. moms. Finansieringen vil findes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets ramme.
Forvaltningen indstiller samtidig, at de ledige kontorlokaler i baghusets stueetage disponeres til de tre foreninger Huse I Danmark, Kulturelle Samråd i Danmark og Amatørernes Kunst & Kultur Samråd til en årlig husleje på i alt 75.000 kr.