Mødedato: 27.11.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Gen-udbud af Lindehøjen 12

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal beslutte reviderede udbudskriterier for Lindehøjen 12 (tidl. Stairway).

På baggrund af de afgivne bud på drift af Lindehøjen 12, besluttede udvalget den 23. oktober 2025 at genudbyde driften af faciliteten med fokus på, at det af de reviderede udvælgelseskriterier og tildelingskriterier fremgår, at faciliteten skal anvendes som spillested for musik og aktiviteter for lokalområdet.

Udvælgelseskriterierne omhandler f.eks. tilbudsgivers faglige og tekniske kompetencer med drift af lignende faciliteter, økonomiske og finansielle kompetencer, som f.eks. driftsøkonomi og økonomisk robusthed.

Tildelingskriterierne omhandler f.eks. tilbudsgivers vision for stedet og anvendelse, aktiviteter og dets profil.

Af udbudsmaterialet vil det fremgå, at der kun i begrænset omfang vil være muligt at søge om tilskud til drift af faciliteten.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender de reviderede udvælgelseskriterier og tildelingskriterier for Lindehøjen 12.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 23. oktober 2025 at genudbyde Lindehøjen 12 med reviderede udbudskriterier, der har fokus på at anvende faciliteten som lokalt spillested for musik.

Løsning

På baggrund af udvalgets beslutning den 23. oktober 2025, har Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet reviderede udvælgelseskriterier og tildelingskriterier til brug for genudbud af faciliteten. De reviderede kriterier har fokus på, at faciliteten primært anvendes til spillested for musik, jf. udvalgets drøftelse.

Kultur- og Fritidsforvaltningens forslag til reviderede udvælgelseskriterier og tildelingskriterier fremgår af bilag 1.

Af udbudsmaterialet vil det ligeledes fremgå, at der kun i begrænset omfang vil være muligt at søge om tilskud til drift af faciliteten.

Politisk handlerum

Kultur- og Fritidsudvalget kan beslutte at,

  • reducere kriterierne mhp. at udvide ansøgerfeltet
  • foretage konkrete justeringer i kriterierne i øvrigt
  • sende sagen tilbage til forvaltningen med henblik på en samlet revidering af de foreslåede kriterier mhp. fornyet politisk behandling.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, da forvaltningen allerede råder over lejemålet. Såfremt udvalget ønsker at afsætte yderligere midler til aktiviteter, vil der blive anvist finansiering af udvalgets disponible midler (konto 3.35.64.1)

Videre proces

Såfremt udvalget godkender de reviderede udvælgelseskriterier og tildelingskriterier, vil forvaltningen kunne offentliggøre udbuddet på Københavns Kommunes udbudsside primo december 2025 med frist for afgivelse af bud den 2. februar 2026.Musikudvalget orienteres om, at der er udbud i gang.

Kultur- og Fritidsudvalget vil herefter blive forelagt indstilling om de indkomne bud med henblik på valg af aktør, som kan overtage driften af spillestedet fra medio 2026.

Mikkel Boje

 

                                                    /Mads Kamp Hansen

 

Til top