B-sag: Forlængelse af ICORN fribygæst
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om det igangværende ICORN-fribyophold skal forlænges frem til udgangen af 2026. Denne forlængelse kan afholdes inden for den eksisterende ramme, der blev afsat i budget 2024.
Fribygæsten ankom til København marts 2024 og opholdet udløber i februar 2026, men en evt. asylsag for fribygæsten forventes først afklaret senere i 2026. En forlængelse vil desuden muliggøre udgivelse af fribygæstens bog på dansk, hvilket understøtter ICORN-ordningens formål.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at fribyopholdet for den nuværende ICORN-fribygæst forlænges frem til udgangen af 2026 inden for den eksisterende økonomiske ramme.
Problemstilling
Det nuværende ICORN-fribyophold udløber den 23. februar 2026. Fribygæstens sag om asyl forventes først afgjort i vinteren 2026.
Da den økonomiske ramme for opholdet ikke forventes at være opbrugt ved opholdets oprindelige udløb, opstår muligheden for at forlænge opholdet uden merudgifter for kommunen.
Løsning
Fribygæsten ankom til København i marts 2024. Den økonomiske ramme fra Budget 2024 rækker til en forlængelse, bl.a. fordi fribygæsten har færre udgifter end forventet. Forvaltningen vurderer, at ca. 750.000 kr. kan overføres til 2026 til formålet. Forlængelsen vil også muliggøre udgivelsen af fribygæstens bog på dansk og dermed styrke ICORN-ordningens formål om ytringsfrihed og kulturel udveksling. Endelig giver forlængelsen mulighed for politisk drøftelse af ordningens fremtid op til budget 2027.
Politisk handlerum
Kultur- og Fritidsudvalget kan:
- Beslutte ikke at forlænge opholdet, hvilket vil kræve en ny vurdering af forvaltningens håndtering af ICORN-ordningen. Det kan betyde, at fribyforfatterens bogudgivelse på dansk ikke realiseres, og at mindreforbruget dermed ikke anvendes til det formål, som bevillingen er afsat til.
- Anmode forvaltningen om at udarbejde en samlet status på ICORN-ordningen i København og andre fribykommuner.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, da forlængelsen kan afholdes inden for den eksisterende ramme afsat i Budget 2024.
Videre proces
Såfremt udvalget godkender indstillingen, gennemfører forvaltningen forlængelsen administrativt.
Mikkel Boje
/
Jakob Heide Petersen