Mødedato: 27.11.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag Mere Skøjtehalskapacitet i København

Se alle bilag

København og Tårnby har gennem nogle år arbejdet med planer for at bygge en ny fælles skøjtehal.

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede den 10. juni 2025 indstillingen om Mere Skøjtehalskapacitet i København (Bilag 1). Ved denne lejlighed besluttede udvalget, at realiseringen af et skøjtehalsprojekt i samarbejde med Tårnby kan ske ved at renovere og udbygge den nuværende hal i stedet for et nybyggeri.

Baggrunden for ændringen var, at klubberne i Tårnby vurderede, at der skulle realiseres mere is-kapacitet, end der kunne blive plads til i et nybyggeri.

Den oprindelige planlægningsbevilling fra Overførselssagen 2023-24 blev afsat til etablering af ny kapacitet, og en ændring af bevillingens formål til at omfatte renovering og udbygning kræver godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det godkendes, at der arbejdes videre med at undersøge renovering af eksisterende skøjtehal fremfor at bygge en ny skøjtehal.

Problemstilling

For at Kultur- og Fritidsforvaltningen kan arbejde videre med Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning fra den 10. juni 2025 er der behov for, at indstillingen om Mere Skøjtehalskapacitet i København forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med anbefaling om, at bevillingen til skøjtehal sammen Tårnby Kommune ændres fra at etablere en ny skøjtehal til, at der arbejdes videre med at renovere og udbygge den eksisterende skøjtehal.

Løsning

Som opfølgning på Kultur- og Fritidsudvalgets tidligere beslutning om at undersøge renovering og udbygning af eksisterende Skøjtehal i Tårnby Kommune fremfor en helt ny skøjtehal, skal Kultur- og Fritidsudvalget anbefale denne beslutning overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentation for, at den allerede afsatte bevilling kan anvendes til dette formål.

En godkendelse af indstillingen indebærer ikke et tilsagn til projektets realisering, men alene til en planlægningsfase, der skal tilvejebringe et egentligt beslutningsgrundlag. Planlægningsfasen skal bl.a. tilvejebringe et konsolideret estimat for den samlede anlægsudgift til scenariet. En evt. beslutning om at gå videre til en anlægsfase vil også omfatte overvejelser om, hvordan et evt. samarbejde med Tårnby Kommune organiseres, så der sikres klare rammer for etablering, drift og styring.

Politisk handlerum

Kultur- og Fritidsudvalget kan vælge at indstille arbejdet med en fælles skøjtehal, eller at der fortsat skal arbejdes med et nybyggeri.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter godkendelse i Kultur- og Fritidsudvalget vil sagen blive behandlet i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Mikkel Boje 

                                                          /

                                                                                       Mads Kamp Hansen 

Til top