Mødedato: 27.11.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Investeringsplan for kultur og idræt

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 10. juni 2025 at sende udkast til Investeringsplan for Kultur og Idræt i høring.

Høringssvarene udtrykker generel opbakning til en plan for nye kultur- og idrætsfaciliteter i Københavns Kommune. Det er en gennemgående bemærkning, at handleplanen bør indeholde konkret prioritering og finansiering, og der er i forlængelse heraf også forslag til at uddybe de enkelte områder og konkrete forslag til nye faciliteter.

Høringen giver på den baggrund anledning til at ændre navnet til Handleplan for Kultur- og Idrætsfaciliteter, så det fremgår tydeligere, at planen angiver hovedgreb i planlægningen af ny kapacitet samt udvalgte temaer. Udvælgelsen af nye projekter sker i selvstændige processer, og der skal afsættes finansiering og måltal.

Hvis der ønskes forslag om nye faciliteter, kan udvalget beslutte, at der skal udarbejdes et bredt funderet katalog over mulighederne. Handleplanen supplerer Arealplan for Kultur & Idræt, der fastholder serviceniveauet på udvalgte typer faciliteter, særligt på idrætsområdet. Der er på nuværende tidspunkt ikke fastsat et tilsvarende serviceniveau for biblioteker og kulturfaciliteter i byudviklingsområder.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender Handleplan for Kultur- og Idrætsfaciliteter i revideret udgave på baggrund af høringssvar.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle Investeringsplan for kultur- og idræt efter, at den har været i høring. På baggrund af høringssvarene er der lavet mindre justeringer i handleplanen, herunder er titlen ændret til Handleplan for kultur- og idrætsfaciliteter.

Løsning

Der er generel opbakning til handleplanen, der ses som et vigtigt redskab til fremtidig dialog og planlægning. Der er flere bemærkninger om, at planen mangler konkrete detaljer og prioriteringer samt tilhørende finansiering, hvilket gør, at navnet opfattes misvisende. Navnet skal tydeliggøre, at det er en handleplan, der giver en overordnet tilgang til udvikling og etablering af kultur- og idrætsfaciliteter i Københavns Kommune uden at pege på nye og konkrete investeringer. Foranlediget af disse bemærkninger forslås det, at handleplanen skifter navn til Handleplan for kultur- og idrætsfaciliteter.

Flere høringssvar indeholder forslag til nye lokale projekter, som kan bidrage til udviklingen af kultur- og idrætsfaciliteter i Københavns Kommune (bilag 2). Hvis udvalget ønsker at arbejde videre med et eller flere af disse, bør der gennemføres en egentlig kortlægning, hvor ønsker kobles til behov i bl.a. Arealplan for Kultur & Idræt.

Ændringsforslag

Der er stor spændvidde i de indkomne forslag i forhold til aktivitetsområder, faciliteter og brug af byens offentlige rum. Svarene er vedlagt, sammenskrevet og vurderet (bilag 1, 3 og 4).

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at handleplanen nødvendigvis må fastholde en overordnet strategisk karakter for at kunne rumme mangfoldigheden på tværs. Det var også baggrunden for dens processuelle karakter med fokus på at inddrage interessenter, prioritere udvalgte temaer og give politiske handlemuligheder, når der skal træffes beslutning om nye faciliteter. I det perspektiv foreslås det at fastholde det overordnede strategiske perspektiv med de nuværende 4 pejlemærker og 7 temaer.

Af hovedpointer kan nævnes, at der er bred opbakning til arbejdet med faglige fyrtårne, så længe der også er fokus på at dække de lokale behov. Det er særligt lokaludvalgene, der har bemærket en skæv geografisk fordeling af faciliteter. Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at de lokale behov understøttes af pejlemærket om bolignære faciliteter. I praksis er det dog primært i de nye byudviklingsområder, at kommunen har handlemuligheder og i mindre grad i de etablerede byområder.

Der er ligeledes støtte til at prioritere børnekultur og børnemålgruppen, men der efterlyses samtidig et fokus på andre målgrupper som seniorer, piger og kvinder samt idrætsuvante men også almindelige voksne. Målgrupperne vil her i høj grad blive defineret tydeligere af de øvrige handleplaner fx Idrætsplanen.

Derudover er der ønske om en strategi for havnen, der fokuserer på at fordele aktiviteterne bedre, så enkelte områder ikke bliver for overrendte. Det vedrører igangværende processer med eksterne aktører, der bl.a. afspejles i By & Havns Zoneplan for Københavns Havn. Tilsvarende er der ønsker om at sikre kunst i fremtidens faciliteter. Dette er eksempler på forslag, der går ud over Kultur- og Fritidsforvaltningens resort, og som derfor vil være betinget af samarbejde. 

På den baggrund er der lavet følgende hovedjusteringer:

  1. Handleplanens navn er ændret fra ”Investeringsplan for Københavns Kommune” til ”Handleplan for Kultur og Idrætsfaciliteter”.
  2. I tema 1 er tilføjet et større fokus på særlige målgrupper som piger, kvinder, ældre samt idrætsuvante men også markeret, at der fortsat skal udvikles faciliteter til den almindelige københavner.
  3. I tema 3 er der tilføjet en strategi for havnen, som fokuserer på at sprede havnens faciliteter og aktiviteter mere ud.
  4. I tema 7 er der tilføjet en konkret indsats for at fremme, at der afsættes midler til bygningsintegreret kunst i nye byggerier

 Politisk handlerum

Kultur- og Fritidsudvalget kan vælge at anmode Kultur- og Fritidsforvaltningen om, at  

  • Uddybe, fjerne eller tilføje punkter til handleplanen med henblik på fornyet politisk behandling.
  • Udarbejde budgetforslag, der kan bidrage til at realisere planen ud fra temaernes konkrete indsatser.
  • Lave en kortlægning med forslag til konkrete nye kultur- og idrætsfaciliteter.
  • Udarbejde indstilling om serviceniveau for biblioteker og kulturfaciliteter i byudviklingsområder.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, offentliggøres handleplanen med det nye navn – Handleplan for Kultur- og Idrætsfaciliteter - og forvaltningen vil benytte denne i det videre arbejde med udvikling af kultur- og idrætsfaciliteter.

 

Mikkel Boje

                       /Mads Kamp Hansen

 

Til top