Mødedato: 27.05.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

B-sag: Ansøgning fra Copenhagen Architecture Festival om fysiske rammer

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Copenhagen Architecture Festival om at få stillet fysiske rammer til rådighed.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning fra Copenhagen Architecture Festival om at få stillet fysiske rammer til rådighed, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Copenhagen Architecture Festival (CAF) ønsker at få stillet fysiske rammer til rådighed af Københavns Kommune til at skabe et helårligt "sted for udveksling, udvikling og formidling af den kritiske debat og tænkning samt kreative udforskning og tværdisciplinære dialog i relation til det byggede miljø." Stedet skal være et supplement til Dansk Arkitektur Center med mulighed for en mere dynamisk programplanlægning og et større fokus på urbanitet.

De ønskede aktiviteter er bl.a. mindre udstillinger, debatter og filmvisninger, og målgruppen er både fagfolk og offentligheden.

CAF ønsker at stå som ansvarlig for stedets drift og programlægning og vil samtidig lægge stor vægt på, at stedet bliver en platform, der aktiveres i samarbejde med andre aktører, der uopfordret eller ved invitation kan byde ind med indhold og formidlingsvinkler.

København er World Capital of Architecture i 2023, og CAF angiver, at dette yderligere aktualiserer behovet for et sådant sted, og at det vil kunne bidrage markant til aktiviteterne. 

CAF modtager i 2021 500.000 kr. fra Festivalpuljen til festivalen, der løber fra den 7.-17. oktober.

Løsning

Der henvises til ansøgningen (bilag 1).

Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke mulighed for at anvise lokaler. En huslejefritagelse forudsætter en forudgående dialog med Københavns Ejendomme om eventuelle ledige lejemål hos Københavns Kommune.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen henvise ansøger til en dialog med Københavns Ejendomme om eventuelle ledige lejemål. Hvis dialogen resulterer i et ønske fra ansøger om at få stillet et konkret lejemål huslejefrit til rådighed, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen anmode ansøger om en ny ansøgning herom og vende tilbage til udvalget med en indstilling.

Mette Touborg

/Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. maj 2021:

Josephine Michau fra Copenhagen Architecture Festival havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen.

Christopher Røhl Andersen anmodede om, at sagen behandles som A-sag.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen af tidsmæssige grunde.

Til top