Mødedato: 27.05.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

B-sag: Ansøgning om støtte til de indledende arbejder med en planlagt ombygning og udvidelse af Kulturskibet M/S Illutron

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning om tilskud til de indledende arbejder med en ombygning og udvidelse af Kulturskibet M/S Illutron.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 420.000 kr. til de indledende arbejder med en ombygning og udvidelse af Kulturskibet M/S Illutron i 2021, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Foreningen Illutron søger om et tilskud på 420.000 kr. til de indledende arbejder  i forbindelse med en planlagt ombygning og udvidelse af med Kulturskibet M/S Illutron i 2021. Der er ikke afsat midler til formålet på budgettet. Kulturskibet Illutron ligger til kaj ved Refshaleøen.

Ansøger ønsker at foretage en gennemgribende renovering af skibet, så der bliver plads til flere besøgende og aktiviteter for de borgere, som ønsker at opleve, udforske og eksperimentere med kunst og teknologi. Ansøger betegner stedet for et åbent maritimt kulturhus.

Økonomi

Der søges om en fuld finansiering til de indledende arbejder fra udvalget på 420.000 kr. Beløbet skal gå til at dække udgifter til brandklassificering, byggetegninger, budget- og konstruktionsrådgivning, forhåndsgodkendelser af ombygninger, arkitektfaglig rådgivning, projektledelse samt til drift og diverse udgifter. 

Ansøger forventer at ansøge forvaltningen om yderligere 1.875.000 kr., svarende til 12,5% af det samlede budget for ombygningen på 13.920.000 kr. 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 9. oktober 2019 at tildele Kulturskibet M/S Illutron et fireårigt tilskud på 123.000 kr. årligt i årene 2020 – 2023 til dækning af udgifter i forbindelse med skibets placering i Københavns Havn.

Løsning

Der henvises til ansøgningen (bilag 1 og 2). 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog medansøger udarbejde tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

                               /Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. maj 2021:

Karina Vestergård Madsen, Jens Kjær Christensen og Christopher Røhl Andersen anmodede om, at sagen behandles som A-sag.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen af tidsmæssige grunde.

Til top