Mødedato: 27.05.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Ny proces for bygningspræmiering 2021 og frem

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til proces for bygningspræmiering fra 2021 og frem.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender ny proces for bygningspræmiering fra 2021 og frem, jf. sagsfremstillingen.

Problemstilling

Arkitektforeningen ønskede ikke at stille med fagdommere til bygningspræmiering under de rammer for projektet, som Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 8. oktober 2019. Særligt det forhold, at der ikke var indlagt tid til at besøge de byggerier, der var indstillet til præmiering, var udslagsgivende. Det er aftalt med Arkitektforeningen, at 2020 blev et overgangsår, og at der med henblik på præmieringen 2021 forelægges et forslag til ny proces for Kultur- og Fritidsudvalget.

Med baggrund heri har Kultur- og Fritidsforvaltningen, i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen og Arkitektforeningen, udarbejdet nærværende forslag til en ny proces for bygningspræmiering fra 2021 og frem.

Løsning

Bygningspræmiering hører ressortmæssigt under Kultur- og Fritidsudvalget, der sammen med en række fagdommere fra Arkitektforeningen og Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) udgør bedømmelsesudvalget.

Opgaven med at planlægge og gennemføre bygningspræmiering ligger i dag i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Teknik- og Miljøforvaltningen leverer en liste over projekter, som kan optages til bedømmelse, jf. pkt. 4 i kriterierne, og Stadsarkitekten deltager som formand for indstillingsudvalget samt i bedømmelsesudvalget. Dette har afsæt i, at de resterende administrative opgaver blev overført til Kultur- og Fritidsudvalget jf. Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning af 8. oktober 2019.

Arbejdet med bygningspræmiering 2020 har været udfordret af de særlige omstændigheder, som COVID-19-krisen har haft i forhold til for eksempel at besøge byggerierne. Det har gjort dette års proces helt særlig og givet nye erfaringer med digital formidling både under processen og i forhold til resultatet.

Både erfaringerne fra COVID-19-krisen og tilbagemeldinger fra Akademisk Arkitektforening har givet anledning til at revidere processen omkring præmieringen.

Den økonomiske ramme

Der er hvert år afsat cirka 60.000 kr. til bygningspræmiering. I 2018 og 2019 bevilgede Kultur- og Fritidsudvalget henholdsvis 20.000 og 31.000 kr. til publikumspris samt udstilling og paneldebat på Hovedbiblioteket.

30.000 kr. er hvert år afsat til plaketter og diplomer til de præmierede byggerier og projektteams.

Der er i 2020 arbejdet videre med paneldebat og udstilling i digitale formater, fordi det er med til at brede projektet ud til københavnerne. I lyset af det og på baggrund af de positive erfaringer, der er gjort i projektet under Covid-19-krisen med især digitalisering samt tilbagemeldingerne fra Arkitektforeningen, foreslås nedenstående nye proces.

Forslag til ny proces

Der arbejdes med en mere komprimeret tidsplan for at spare på de interne medarbejderressourcer samt for at optimere den offentlige proces, så bygningspræmieringen tilrettelægges i forhold til de øvrige bygningspræmieringers årshjul.

Tur til byggerier (ca. 10.000 kr.)

Det er et afgørende ønske fra fagdommerne, at der er mulighed for at besigtige de indstillede byggerier. Dette var ikke muligt ved præmieringen 2020 på grund af COVID-19 restriktionerne.

Med nærværende indstilling lægges der op til at indfri noget sådant fra og med præmieringen for 2021. Fra 2021 arrangeres der hvert år en tur til de udvalgte maximalt otte byggerier for indstillingsudvalget samt en relevant kreds af embedsfolk. 

Digitalisering (ca. 15.000 kr.)

COVID-19 krisen gav anledning til at afprøve nye metoder i forhold til digitalisering.

Tidligere har der været en paneldebat på Hovedbiblioteket med 50-80 tilhørere. I 2020 har man gennemført paneldebatten i podcastformat. Podcasten er delt gennem hovedbibliotekets kanal ”Bag om København” og har haft over 11.000 downloads. Dette kan ses som et skridt i retning af en højere grad af demokratisering af projektet og er en metode, der vil blive arbejdet videre med i sammenhæng med en digital udstilling på hjemmesiden. På den baggrund lægges der med nærværende indstilling op til, at man også i 2021 afløser den fysiske paneldebat med en podcast.

SoMe (ca. 5.000 kr.)

Der er arbejdet systematisk med at sprede nyheder fra årets bygningspræmiering på kommunens digitale platforme.

Antallet af afgivne stemmer til publikumsprisen er stort set det samme som tidligere år. Der vil i de kommende år blive arbejdet med at målrette SoMe-indsatsen, med henblik på at skabe incitament til at borgere afgiver deres stemmer. 

Supplerende initiativer, der fordrer yderligere midler til bygningspræmiering

De erfaringer med digitaliseringen af bygningspræmiering 2020, der er gjort under COVID-19 krisen synes at have bredt projektet ud og gjort det mere folkeligt og demokratisk.

Prisoverrækkelse

Der lægges med indstillingen op til, at der satses på en digital afvikling af bygningspræmiering for 2021 og frem. Det betyder også, at der er prioriteret indenfor den afsatte økonomiske ramme og at prisoverrækkelse i festsalen er fravalgt.

Arrangementet i festsalen er en relativt stor post i det samlede budget. Hertil kommer, at arrangementet henvender sig til en snæver deltagerkreds indenfor byggebranchen.

Teknik- og Miljøforvaltningen/Stadsarkitekten tilkendegiver ønske om, at prisoverrækkelsen i festsalen på Rådhuset er en fast del af projektet fremadrettet, da bygningspræmieringen i høj grad beror på branchens opbakning og skal ses som en anledning til at øge opmærksomheden på kvaliteten af det bebyggede miljø og påskønne de kræfter, som har tilført byens fysiske rammer særlig kvalitet.

Ønsker man at gennemføre en fysisk prisoverrækkelse i festsalen, skal projektet tilføres yderligere 20-30.000 kr. årligt.

Film om byggerier

Som alternativ til en besigtigelsestur til byggerierne er der på grund af Covid-19 produceret små film om byggerierne, som er brugt i forbindelse med indstillings- og bedømmelsesmøderne. Filmene er tilgængelige på kommunens hjemmeside.

Ønsker man at arbejde videre med film som en del af projektet, skal der afsættes yderligere 60.000 kr. årligt. 

World Capital of Architecture 2023

I 2023 er København verdens Arkitekturhovedstad. Bygningspræmieringen kan indgå som en vigtig markering af forvaltningens aktiviteter dette år. Hvis der skal udvikles et særligt format i 2023 som fx en ærespris, rundvisninger, borgeraktiviteter eller yderligere digital kommunikation kræver dette særskilte ressourcer tilført projektet.

Bygningspræmieringen søges i videst muligt omfang koordineret med Copenhagen Architecture Festival, som i 2023 er flyttet fra foråret til begyndelsen af juli måned.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Arkitektforeningen og Ingeniørforeningen i Danmark blive orienteret om beslutningen om en ny proces.

 

Mette Touborg

  /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. maj 2021:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

 

Med hensyn til prisoverrækkelsen finder Kultur- og Fritidsudvalget det naturligt, at denne forestås af Modtagelsesudvalget.

Kultur- og Fritidsudvalget finder ikke, at der skal bruges midler på film om byggerier, men at kommunen kan stille sine elektroniske platforme til rådighed for fremvisning af film.

Endelig konstaterer Kultur- og Fritidsudvalget, at World Capital of Architecture 2023 er forankret i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Til top