DP World Tour Golf Copenhagen 2024 (Megaeventpuljen)
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til høringssvar til Økonomiudvalget om udmøntning af midler fra Megaeventpuljen til golfturneringen DP World Tour Copenhagen 2024.
Det sportslige niveau i turneringen er klassificeret som verdenselite og forventes at tiltrække mere end 80.000 besøgende publikum, herunder et stort antal internationale golfturister. Arrangøren ansøger om 2 mio. kr. fra Københavns Kommune ud af et samlet eventbudget på 45 mio. kr., hvoraf størstedelen af indtægterne kommer fra den internationale rettighedsejer DP World Tour med tilhørende sponsorer, herunder titelsponsoren DP World, som er et rederi med base i Dubai.
Arrangøren har en målsætning om at udvikle sideaktiviteter for børn og unge op til og under eventen på særligt indrettede aktivitetsområder. I Region Hovedstaden har golfklubberne tilsammen ca. 40.400 medlemmer, mens antallet af medlemmer i Københavns Kommune er ca. 4.400 medlemmer. Henset til at der i selve Københavns Kommune alene er én golfklub, vurderes det mindre sandsynligt, at Storkøbenhavns klubber efterfølgende vil opleve en medlemstilgang fra københavnske børn og unge. På nationalt plan ses derimod et potentiale, da golfsporten engagerer mange selvorganiserede udøvere. Forvaltningens vurdering er således, at eventens primære interesse for København er den forventede store turisme- og brandingværdi.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende indstilling som udvalgets høringssvar til Økonomiudvalget i forbindelse med udmøntning af midler fra Megaeventpuljen til DP World Tour Copenhagen 2024.
Problemstilling
GolfPromote ApS har ansøgt Københavns Kommune om 2 mio. kr. i tilskud til afvikling af DP World Tour Copenhagen 2024 (bilag 1).
Løsning
GolfPromote ApS, der er en dansk virksomhed, har planer om at afholde en international og samtidig folkelig golfevent fra 1.-7. juli 2024. Afviklingen af ”DP World Tour Copenhagen 2024” indgår som en del af den verdensomspændende golfturnering ”DP World Tour”, som både er den største golfturnering i Europa og blandt top tre på verdensplan. Turneringen kulminerer med en afsluttende turnering i Dubai.
Eventen afvikles ved Royal Golf Center på Amager, som er beliggende umiddelbart overfor Bella Centeret. I DP World Tour Copenhagen 2024 deltager ca. 150 (herre)spillere fra hele verden, heraf omkring 10 procent danske spillere. Deltagerne i København dyster om en præmiesum på 25 mio. kr.
Det sportslige niveau er klassificeret som verdenselite og forventes at tiltrække mere end 80.000 besøgende publikum i løbet af ugen, herunder et stort antal internationale golfturister. Golf regnes som en af verdens 10 største idrætsgrene målt på spillere og fans og er i top-5 målt på antallet af seere. Arrangøren har en målsætning om, at det planlagte eventprogram kan tiltrække mange forskellige målgrupper, herunder børnefamilier. Ambitionen er at skabe en event, som også byder på koncerter og underholdning, messeudstilling samt særligt indrettede aktivitetsområder, som indbyder alle aldersgrupper til at prøve kræfter med sporten.
GolfPromote har arrangeret et stort antal professionelle golfturneringer i Danmark og i udlandet, herunder flere udgaver af DP World Tour (Nordjylland). DP World Tour Copenhagen medfinansieres af en række nationale og internationale sponsorer, som også forpligter sig til at aktivere deres sponsorater i forbindelse med afviklingen. Den økonomiske risiko for eventafviklingen i København bæres alene af GolfPromote og DP World Tour, som bl.a. er sponsoreret af DP World; et rederi med base i Dubai.
Dansk Golf Union, som er specialforbund for golfsporten i Danmark, indgår i planlægningen som tæt samarbejdspartner. Ifølge GolfPromote er det en fælles målsætning at inddrage golfklubber i hovedstadsregionen i sideaktiviteter op til og under eventen. Konkret ved at række ud til skoler og fritidsordninger for at introducere flest mulige københavnske børn og unge for sporten og øge kendskabet til golf som foreningsidræt. København har alene én golfklub, Royal Golf Club med ca. 4.400 medlemmer. Aktuelt har klubben ingen medlemmer under 18 år. Region Hovedstadens golfklubber har sammenlagt ca. 40.400 medlemmer, svarende til 25 pct. af medlemsantallet på landsplan.
Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering
Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at eventen opfylder megaeventpuljens kriterier og kan sikre publikum adgang til både at opleve verdenseliten inden for golfsporten og mulighed for selv at være aktive på særligt indrettede aktivitetsområder. Nedenfor er angivet forvaltningens yderligere opmærksomhedspunkter til brug for den politiske drøftelse:
- DP World Tour er ikke et officielt EM eller VM. Inden for golfsporten er det imidlertid normen, at de største golfturneringer på verdensplan er kommercielt ejet og -sponsoreret. International Golf Federation (den organisation, der samler nationale golfforbund rundt om i verden), samarbejder med DP World Tour og de øvrige store golfturneringer.
- Eventens primære værdi er den store publikums-, turisme- og mediemæssige opmærksomhed og viser, at København kan være ramme for verdens bedste atleter.
- Wonderful Copenhagen vurderer, at eventen estimeres at kunne indbringe en betydelig turismeøkonomisk omsætning på ca. 125 mio. kr., og at eksponeringen af København som turismedestination, via live-streaming, udgør en unik mulighed for global branding af hovedstaden.
- Henset til, at der i selve København alene er én golfklub, Royal Golf Club, vurderes det mindre sandsynligt, at hovedstadens klubber efterfølgende vil opleve en medlemstilgang fra københavnske børn og unge. På nationalt plan ses derimod et potentiale, da golfsporten engagerer mange selvorganiserede udøvere.
- Idet der er tale om en kommerciel arrangør, skal kommunens tilskud øremærkes budgetposter, der er vurderet som lovlige kommunale opgaver.
Samlet set anerkender Kultur- og Fritidsforvaltningen eventens styrkepositioner i form af forventet publikumsinteresse, eksponerings- og brandingværdien for København som turismedestination samt den anslåede turismeøkonomiske værdi for hovedstaden.
Bæredygtighed
Arrangøren vil i samarbejde med eventsponsorer afsøge muligheder for at optimere integration af grønne løsninger i indretningen og driften af event- og publikumsområdet.
Bemærkninger fra Københavns Kommunes Eventråd
Københavns Kommunes Eventråd behandlede sagen den 28. februar 2023. Eventrådets bemærkninger fremgår af bilag 2.
Økonomi
Eventens samlede budget er angivet til 45 mio. kr. Indtægtsbudgettet dækkes af turneringsejer, internationale sponsorer og billetindtægter. Der opkræves ikke entré for børn og unge under 15 år. Københavns Kommune ansøges om et tilskud på 2 mio. kr. Sport Event Denmark ansøges om et tilskud på 1 mio. kr.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Der er til Megaeventpuljen afsat 15 millioner kroner årligt i 2023-2026. Oversigt over bevillinger fra Megaeventpuljen fremgår af bilag 3. Der er aktuelt 32,8 mio. kr. tilbage i Megaeventpuljen til medfinansiering af kommende events.
Videre proces
Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar indgår som bilag til indstilling til Økonomiudvalget med henblik på beslutning om udmøntning. Såfremt ansøgningen imødekommes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Søren Tegen Pedersen /Jakob Heide Petersen
Beslutning
Analyse- og Udviklingschef Jakob Heide Petersen deltog under behandlingen af punktet.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2023:
Indstillingen blev sat til afstemning.
For stemte Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Radikale Venstre.
Imod stemte Enhedslisten.
Indstillingen blev hermed godkendt.
Radikale Venstre og SF ønskede følgende tilført protokollen, hvilket Socialdemokratiet og Venstre tilsluttede sig:
Vi støtter at sende sagen videre til behandling i Økonomiudvalget, da ansøgningen ligger indenfor Megaeventpuljens kriterier, men har ikke taget stilling til den konkrete ansøgning.